Den ortodokse kirke

Hagia Sophia i Istanbul, Tyrkiet. En af Den ortodokse kirkes vigtigste centre, indtil Konstantinopel blev erobret af Osmannerne i 1453. Katedralen er i dag museum. Scanpix

Ortodoks betyder "den rette tro". Det siger en del om Den ortodokse kirkes selvopfattelse som den "oprindelige kirke". De stridigheder, der førte til kirkens splittelse i 1054, præger stadig Den ortodokse kirkes forhold til andre kristne kirker. Der er for eksempel ikke nadverfællesskab

I 1054 førte mange års uenighed til, at kirken blev splittet i en østlig ortodoks kirke og en vestlig katolsk kirke. Uenigheden var både teologisk og politisk. Havde paven i Rom autoritet til at træffe afgørelser, der berørte hele kirken, eller skulle den slags beslutninger være et anliggende for kirkemøder med alle kirkens biskopper?

I 1043 lukker patriarken i Konstantinopel (nu Istanbul) Michael Cerularius de latinske kirker i byen, fordi de på linie med paven i Rom havde tilføjet ordet filioque (fra Sønnen) i trosbekendelsen. Bekendelse kom dermed til at lyde: "Helligånden udgår fra Faderen og fra Sønnen", og altså ikke kun fra Faderen.

I april 1054 sender pave Leo IX (988-1054) i Rom kardinal Humbert til Konstantinopel med krav om, at patriarken må underkaste sig paven. Midt under forhandlingerne dør pave Leo IX, og patriarken erklærer derfor kardinalens mandat for ugyldigt.

Den 16. juli 1054 tager kardinal Humbert imidlertid sagen i egen hånd og nedlægger en bandbulle, der ekskommunikerer patriarken af kirken. Patriarken svarer igen med at ekskommunikere kardinalen. De smider altså hinanden ud af den samme kirke, hvorved kirken er endeligt splittet i to.

Der er den dag i dag stadig strid om ordlyden af trosbekendelsen. Hvilket er en af grundene til, at der ikke er nadverfællesskab mellem Den ortodokse kirke og Den katolske kirke (eller protestantiske kirker for den sags skyld). De bekender ganske enkelt ikke den samme tro. I ortodoks selvforståelse er dette helt centralt. Ordet "ortodoks", der stammer fra græsk, betyder simpelthen "den rette tro".

Ortodoks betyder ikke kun "den rette tro", men også "den rette lovprisning". At tro og at lovprise er nemlig nøje forbundet i den ortodokse lære. Gudstjenesten er en hjørnesten. Det handler om indlevelse i det guddommelige. Denne indlevelse finder først og fremmest sted i den hellige nadver.

I ortodoks tro er Helligånden til stede under nadveren. Denne guddommelige tilstedeværelse er og vil altid være et mysterium. Det er derfor, at tilføjelsen af "fra Sønnen" er uacceptabel i ortodoks lære. Dermed underordnes Helligånden nemlig Sønnen og mister derved sin guddommelighed.

Vigtigheden af indlevelse afspejler sig også i kirkerummet. Ortodokse kirker er berømte for deres ikoner. Ikonerne er imidlertid ikke til pynt, men er til for at øge indlevelsen i den guddommelige tilstedeværelse. Ikonerne skal derfor være blevet til i bøn.

Ortodokse kirker forbindes også med brugen af røgelse. Røgelsen symboliserer Helligåndens velsignelse. Her gælder igen, at det handler om indlevelse i det guddommelige.


Efter sigende var det den ortodokse gudstjenestes stærke oplevelsesdimension, der i 988 fik fyrst Vladimir den Vise til at bringe den ortodokse tro til Ukraine og Rusland. Den russisk-ortodokse kirke kunne derfor i 1988 fejre 1000 års jubilæum.



Historie og udbredelse
Frem til kirkens splittelse i 1054 var der 5 kirkelige overhoveder. Foruden paven i Rom var det de fire patriarker i Konstantinopel, Antiokia, Jerusalem og Alexandria. Patriarken i Konstantinopels indflydelse blev øget med årene. I første omgang da Konstantin den Store (272-337) gjorde Konstantinopel til Romerrigets hovedstad i 330. Og senere da de tre øvrige patriarkater kom under arabisk herredømme fra og med det 7. århundrede.

I 1453 var det blevet Konstantinopels tur til at stå for fald, da Osmannerne erobrede byen, der nu hedder Istanbul. Patriarken af Konstantinopel er den dag i dag stadig bosat i Istanbul, men der er ikke mange ortodokse tilbage. I år 2000 var der kun cirka 2000 ortodokse tilbage i Istanbul.


I 1589 fik Moskva sin egen patriark og dermed selvstændighed i forhold til patriarken af Konstantinopel. I dag er den russisk ortodokse kirke klart den største af de ortodokse kirker med mere end 100 millioner medlemmer.

Det er i det hele taget i Østeuropa, at den ortodokse tro er mest udbredt. I Rumænien er der i dag godt 20 millioner ortodokse, mens der er ca. 7 millioner ortodokse i både Serbien og Bulgarien. I Grækenland blev den ortodokse kirke gjort til statskirke i 1833 og har i dag godt og vel 10 millioner medlemmer.

I Vesten er det USA, der topper med ca. 5 millioner ortodokse. Det skyldes, at der allerede i slutningen af 1700-tallet kom russiske ortodokse missionærer til USA.

I 1865 blev prinsesse Dagmar af Danmark (1847-1928) gift med den senere russiske tsar Alexander III (1845-1894) og konverterede til den ortodokse tro. Det var hovedsageligt for russiske midler, at Alexander Nevskij Kirken på Bredgade i København blev opført i perioden 1881-83.

Flertallet af ortodokse i Danmark i dag er flygtninge, der er kommet fra Rumænien, Serbien og Makedonien. Menighederne er oprettet i henholdsvis 1979, 1984 og 1991.

I 2002 oprettedes en ortodoks menighed i Lyngby under patriarkatet i Konstantinopel, der afholder gudstjenester på dansk.

Organisationen har siden splittelsen i 1054 været en af de vigtigste forskelle på Den katolske kirke og Den ortodokse kirke. Nadverfællesskab med Den katolske kirke er umuligt at forestille sig for Den ortodokse Kirke, så længe paven insisterer på at have højere myndighed end patriarkerne.

Der er på verdensplan ni selvstændige ortodokse patriarkater. De er i princippet ligestillede og har nadverfællesskab. Patriarkaterne er: Konstantinopel, Antiokia, Jerusalem, Alexandria, Rusland (Moskva), Rumænien, Serbien, Bulgarien og Georgien.