Bør man tilgive Akkari for hans rolle under Muhammed-krisen?

Blandt andet Lars Hedegaard (tv.) har modtaget personlige undskyldninger fra Ahmad Akkari (th.) og har strakt hånden frem og taget imod. – Foto: Mads Nissen.

Tilgivelse er et komplekst begreb. Nogle mener, tilgivelsen er en forlængelse af kristendommen. Andre hævder, at dette er en forkert tolkning, mens atter andre skelner mellem den kollektive og den individuelle tilgivelse

Mange vil sikkert huske fotografiet, der blev bragt i adskillige danske medier i forbindelse med Muhammed-krisen. Fire herboende muslimske imamer: Raed Hlayhel, Abu Laban, Abu Bachar og Ahmad Akkari side om side i Københavns Lufthavn på vej hjem fra Mellemøsten, hvor de havde været på rundrejse med det formål at skabe debat om de karikaturtegninger, der var blevet trykt i Morgenavisen Jyllands-Posten.

En debat, der senere skulle vise sig ikke blot at få udenrigspolitiske følger for Danmark, men også gå hårdt ud over enkeltpersoner. Blandt andet blev tegneren Kurt Westergaard i 2010 overfaldet i eget hjem af en mand med en økse, og Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hede-gaard, blev tidligere i år forsøgt skudt.

LÆS OGSÅ: Akkari, islam og islamisme

Yngste mand på fotografiet, Ahmad Akkari, var en af de mest aktive i kritikken af tegningerne og ligeledes talsmand for delegationen, der rejste til Mellemøsten.

I dag, otte år senere, ser billedet anderledes ud. Ahmad Akkari er ikke længere på vej til Mellemøsten for at opildne til fordømmelse af Danmark og Muhammed-tegningerne tværtimod. I stedet er han gennem den seneste måneds tid dukket op her, der og alle vegne i både dansk og udenlandsk presse for at fortælle, at han tog fejl. At Muhammed-tegningerne var i orden, at han bakker op om ytringsfriheden og ikke mindst, at han undskylder over for de mennesker, han har gjort uret.

Den tidligere imams opsigtsvækkende kovending har selvsagt vakt interesse og tillige skabt ny debat for kan man nu stole på en mand, der engang har opfordret til had mod Danmark, og skal han ligefrem have tilgivelse for sine gerninger?

Såvel Kurt Westergaard som Lars Hedegaard har modtaget personlige undskyldninger fra Ahmad Akkari, og begge har de strakt hånden frem og taget imod. Lars Hedegaard har i den forbindelse til Politiken sagt om Ahmad Akkari, at hvis man ikke har lov til at fortryde, så er der ikke håb for nogen af os.

Også Søren Pind, medlem af Folketinget og Venstres udenrigsordfører, har meldt sig på banen efter Ahmad Akkaris undskyldning og ytret, at den tidligere imam bør tilgives. Argumentet, han gav i sidste uge i Jyllands-Posten, er, at tilgivelsen ligger i forlængelse af den luthersk-kristne tro. Det argument fik en anden debattør til tasterne: teolog og vikarierende formand for Trykkefrihedsselskabet Katrine Winkel Holm. På sin personlige blog lader hun forstå, at det er en forkert tolkning af kristendommen at tro, at den kræver, at vi tilgiver dem, der har gjort andre ondt.

Så glem tilgivelsessnakken i forbindelse med Akkari. Det, han fortjener, er, at vi alle lytter til ham, nøgternt og opmærksomt, og at vi beskytter ham den dag, han skulle blive truet af sine tidligere venner, skriver hun.

Spørger man Hans Vium Mikkelsen, lektor i almen teologi ved Teologisk Pædagogisk Center præsternes efteruddannelsescenter, er tilgivelse rigtigt nok et af kernebegreberne i kristendommen, og en evig diskussion er det, om man i en kristen forståelse altid har pligt til at tilgive andre.

Én måde at se det på er, at det skal vi og kan vi altid for det siger kristendommen. En anden mulighed er at tolke kravet om at skulle tilgive ud fra forholdet mellem lov og evangelium, hvorefter vi vil få svaret: at ja, vi skal altid tilgive, men det kan vi bare ikke altid. I de situationer må vi henvise til Gud og leve i håbet om, at Gud tilgiver, uden nogensinde at få sikkerhed for, at Gud gør det. På den vis kan vi aldrig gøre tilgivelse til et princip, ligesom en gerningsmand ikke kan kræve at få tilgivelse. Tilgivelse er altid udtryk for nåde, siger Hans Vium Mikkelsen.

Tilgivelse indeholder desuden et domsperspektiv, påpeger teologen. Herved forstås, at det øjeblik, man beder om eller giver tilgivelse, så ligger der samtidig en anerkendelse af, at der er foregået en uretmæssig handling, som man forholder sig til medmenneske til medmenneske. På den måde betyder tilgivelse altså at blive frikendt for skyld, samtidig med at man accepterer at påtage sig skyld.

Med sine offentlige undskyldninger må Ahmad Akkari siges at have påtaget sig sin skyld, og Hans Vium Mikkelsen selv mener, at det er stærkt, at Akkari står frem og på ærlig og redelig vis fortæller, hvorfor han i dag må tage afstand fra en fundamentalistisk udlægning af islam. Samtidig mener han dog også, at der er forskel på, hvornår tilgivelse er på sin rette plads, og hvornår der er tale om noget ganske andet.

Der er stor forskel på eftergivelse og tilgivelse. I eksempelvis min egen relation til Akkari vil der aldrig være tale om, at jeg skal tilgive ham, men derimod eftergive, hvorimod behovet for tilgivelse er større hos en som Lars Hedegaard, siger Hans Vium Mikkelsen og pointerer, at diskussionen kan finde sted på to niveauer.

Der er nemlig både et offer-gerningsmand-niveau samt et samfundsniveau, og det er nødvendigt at adskille disse fra hinanden. Hans Vium Mikkelsen henviser til filosoffen Hannah Arendt, der mente, at alle mennesker lever af tilgivelsen. Gennem tilgivelsen får mennesket mulighed for at leve i en kompleks og uoverskuelig verden uden at blive lammet af det enkelte menneskes mangel på at kunne forudsige konsekvenserne af egne og andres handlinger. Arendt påpeger videre, at såvel tilgivelse som straf skal anskues som et alternativ til den forudsigelige reaktion på uretten: hævn. Med såvel tilgivelsen som straffen brydes hævnens voldsspiral.

I den forståelse kan man kun straffe dem, man kan tilgive, og kun tilgive dem, man kan straffe, siger Hans Vium Mikkelsen.

For filosof, foredragsholder og forfatter Anders Fogh Jensen er tilgivelse noget, der foregår mellem mennesker, og han synes, at det er mærkeligt, at man mener, at man kan gå ind og tilgive på en hel nations vegne ved at opfordre til, at Danmark som et kollektivt hele tilgiver Ahmad Akkari for hans andel i Muhammed-krisen. Ligeledes er han ikke overbevist om, at det med at tilgive er en bevidst handling.

LÆS OGSÅ: Akkaris omvendelsesproces er yderst opmuntrende

Jeg tvivler på, at man kan tilgive aktivt, altså beslutte sig for, at nu tilgiver man noget. Måske er det nærmere noget, der sker hen ad vejen og med tiden, siger han.

I Anders Fogh Jensens optik vil det som regel være de stærke, der formår at tilgive andre deres ugerninger. En stærk person vil være hævet over at blive tvunget til at fordømme og ej heller fristes til at slå igen, ligesom det kræver en vis indsigt at tilgive.

Det store forbillede må være Jesus. Han var i stand til at tilgive alt. Der er også et gammelt ordsprog, som lyder: at forstå alt er at tilgive alt. Underforstået, hvis man har indsigt nok, så vil man kunne tilgive alt, for så vil man kunne forstå andre folks bevægegrunde, hvilket er et meget smukt udgangspunkt, siger han og understreger, at tilgivelsen også kan misbruges til at skabe skæve magtrelationer.

Det øjeblik tilgivelsen bliver mundtlig, så kan den også risikere at blive et magtmiddel. Hvis man siger: Jeg tilgiver dig, så har man på forhånd givet modparten en rolle som den skyldige uagtet at det måske ikke er tilfældet. Og har man vitterligt tilgivet et andet menneske, så behøver der vel ikke være en offentlig fremstilling af det, siger Anders Fogh Jensen.

Ægte tilgivelse kræver to opmærksomme parter. En, der tilgiver, og en, der tilgives. Hvis ikke tilgivelsen modtages, har den ikke nået sit mål. Det mener Bo Kristian Holm, lektor på Institut for Kultur og Samfund Systematisk Teologi på Aarhus Universitet, der også anerkender risikoen for, at der kan foregå magtkampe i spillet om tilgivelse.

Den tilgivelse, der dur, er den, der ikke bare sletter skylden, men også tillader, at den tilgivne reelt får muligheden for at blive medlem af samfundet igen på lige fod med alle andre, siger han.

I den konkrete sag om Ahmad Akkari gælder det for samfundets side, at det som et samlet hele må være i stand til at kunne tilgive og tage imod den tidligere imams undskyldninger. For hvis ikke det er i stand til at tage imod, så har vi et samfundsmæssigt problem, mener Bo Kristian Holm.

Hvis ikke der i et samfund er et eller andet begreb om nåde, der svarer til det kristne, og hvis alt i stedet kommer an på et nøje ført regnskab, så bliver samfundet ikke til at leve i. Det er der masser af eksempler på ude omkring i verden. På den måde kan Søren Pind have en pointe i, at tilgivelsen af i dette tilfælde Akkari er en mulighed, vi har for at skabe samfundet, siger han.

Også Asad Ahmad, der er underviser ved Center for Konfliktløsning og tidligere har været ansat som konsulent ved Københavns Kommune, hvor han har fungeret som mægler i mange konflikter med tværkulturelle aspekter, mener, at Ahmad Akkari skal tilgives.

Han bør have en chance, og det skal være en åben chance. Det skal ikke være sådan, at første gang jeg hører noget, der bekræfter hans tidligere liv, så melder jeg ud, at ham kan man ikke stole på. Det hjælper hverken samfundet eller ham, ligesom det heller ikke nytter at blive skuffet, hvis han viser sig på et tidspunkt at gå tilbage til sine oprindelige synspunkter, siger han og pointerer, at tilgivelsen intet er værd, hvis den bunder i ren og skær selvgodhed.

Kritikere har hævdet, at Ahmad Akkaris undskyldninger er utroværdige, men Asad Ahmad ser anderledes på det. Han mener, at Akkari netop nu er på vej ud af en lukket cirkeltankegang, der består af både religion og kultur. Når man er alene på vej ud af en sådan lukket cirkel, kan det fremkalde forvirring og angst for, hvad der venter, hvilket kan være grunden til, at Ahmad Akkari indimellem har virket usikker.

Min personlige vurdering, ud fra det, jeg har læst, er dog, at han er afklaret på helt væsentlige områder, og jeg er sikker på, at han er på vej ud af den cirkel, hvor han ellers har befundet sig, siger Asad Ahmad.