"Rosenkransens perler viser os smertens mysterium"

Rosenkransen stammer helt tilbage fra middelalderen, hvor man begyndte at flette kroner af roser eller perler til Jomfru Maria-statuerne - som synlige tegn på de bønner, man forinden havde bedt. Fra slutningen af 1400-tallet stammer den form for rosenkrans, man kender i dag

... fasten fra mad skærper sanserne og fokuserer dermed bønnen. Kroppen mister sit overskud til at kunne alt på én gang, og derfor er man nødt til at koncentrere sig ekstra om det, man er i færd med.
Elisabeth Hartman Evald, katolik, BA i teologi og stud.cand.mag

Kristne har i århundreder mediteret over langfredagens passionsberetning i korsvejsandagter og rosenkransbønner, skriver katolik Elisabeth Hartman Evald i sit tredje fasteindlæg, hvor bøn og faste går hånd i hånd

Kære læser

Du har nu taget hul på et indlæg på kristendom.dk's fasteblog, som naturligvis eksisterer, fordi vi befinder os i fasten. Og hvor kunne man dog blogge endeløst om netop fasten – om askese, kødløse fredage, abstinensdage, gode råd ...

Hvis vi imidlertid udelukkende fokuserer på den slags afholdenheds-praksisser, mister fasten sin mening – hvilket måske nemt sker i vores kultur, hvor alting ofte kommer til at handle om slankekure. Nej, fasten er ikke til for sig selv, men til for at forme os, og derfor har den nogle medfølgende aspekter: bønnen og almissen.

Jeg tør derfor godt garantere, at dette års fasteblog vil byde på indslag om de emner også. Lad os til en start opholde os ved fastetidens bøn.

I Bibelen nævnes bøn og faste ofte i sammenhæng. Klart nok: Vi holder os fra forgængelige goder for at fatte afhængigheden af den uforgængelige Gud, og den afhængighed må udtrykkes gennem henvendelse til Gud i bøn.

Men måske bøn og faste også går hånd i hånd af en ganske jordnær årsag: fasten fra mad skærper sanserne og fokuserer dermed bønnen. Kroppen mister sit overskud til at kunne alt på én gang, og derfor er man nødt til at koncentrere sig ekstra om det, man er i færd med – for eksempel når man beder.

I en verden, som svømmer i kommunikation, kan det dog være vanskeligt at finde ord, når stilheden pludselig brager ind i lønkammeret. Heldigvis er den katolske tradition rig på ord, som egner sig til fastetidens bøn. Kristne har i århundreder mediteret over langfredagens passionsberetning i korsvejsandagter og rosenkransbønner. 

Gennem rosenkransens perler fokuseres der – sammen med et øjenvidne til passionen: Jesu egen Mor – blandt andet på smertens mysterium, idet der mellem 53 Maria-bønner repetitivt siges:

Jesus, som svedte blod for os.
Jesus, som blev hudstrøget for os.
Jesus, som blev kronet med torne for os.
Jesus, som bar det tunge kors for os.
Jesus, som blev korsfæstet for os.

Smertens mysterium åbenbarer kristendommens paradoksale kernebudskab for den bedende. På det fornedrende kors stråler Guds ophøjede herlighed ud til mennesker, fordi hans død bliver til sejr og liv. Det budskab viser sig at rumme en skabelon for talrige aspekter i en kristens liv.

"Er det ikke netop i de mest undseelige situationer, Kristi herlighed overvælder mest?" spørger Elisabeth Hartman Evald i dette afsnit af fastebloggen Foto: privatfoto

Eksempelvis kan korsets skabelon give fred i mødet med den anfægtelse, som mystikeren Johannes af Korset i 1500-tallet beskrev som sjælens mørke nat. Af hans skrifter læres, at det er på den mørke rejse, at lyset faktisk skinner klarest – et forhold, som den protestantiske teolog Owe Wikstrøm beskriver som et blændende mørke. Talrige kristne har da også erfaret, at det netop er i håbløsheden, gudsforladtheden og smerten, at Gud viser sig. Akkurat som på korset.

Også i vores dagligdag findes korsets skabelon. Er det ikke netop i de mest undseelige situationer, Kristi herlighed overvælder mest? Når der tilgives, når den fattige enke betaler en ussel mønt i tempelskat, når der bedes for fjenden – være det sig ISIS eller blot kollegaen, man ikke kan udstå? Guds rige er ligeså lille som et frø, men det har mægtig kraft. Akkurat som korset.

Korsets skabelon rækker sågar helt ind i døden. I rosenkransbønnen siger vi 53 gange: "Hellige Maria, Guds moder, bed for os syndere, nu og i vor dødstime". Den sidste bøn er ingenlunde tilfældig, for døden er sjælens allermørkeste nat – men det er gennem den, vi kan træde ind i Guds lysende herlighed. Noget må dø, for at noget kan leve. Akkurat som på korset.

Når vi dvæler ved smertens mysterium velsignes vi med en skabelon for vores liv – ja, endda for vores død. Det er derfor oplagt at udnytte fastens fokus til at dvæle ved passionsberetningen. Eventuelt gennem 53 små bønner på en snor.

Elisabeth Hartman Evald er katolik, har en bachelor i teologi og studerer kunsthistorie.