Jesu sår formidler påskemysteriet
For at blive forenet med den hellige Gud, må vi gå igennem Kristi sår. Vi må dø, ligesom han døde, og fødes på ny, ligesom han blev levende igen i påsken, skriver katolik Elisabeth Hartman Evald.
Vi er trådt ind i den stille uge. En uge, som måske ikke for alle er indbegrebet af tavshed, men snarere familiesammenkomster og påskefrokoster. En uge, som dog byder på en fortælling, hvis lige de seneste 2000 års europæiske åndshistorie næppe kender: Passionsberetningen. Formår vi at fatte dens signifikans, kan den ikke andet end efterlade os målløse – stille.
Passionsberetningens tidløst dragende kraft skyldes formodentlig, at der fra dybet af korsfæstelsens gruopvækkende lidelse vidnes om en lidenskabelig kærlighed – i passionen går hjerte og smerte hånd i hånd. Det har vi lejlighed til at standse op ved til højtidens gudstjenester, når der atter og igen synges: ’Dog jeg tror, af dine vunder, væld udsprang til stort vidunder’.
Ordene er hentet fra salmen ’Hil dig Frelser og Forsoner’, som er baseret på hymnen ’Salve Mundi Salutare’ fra det 13. århundrede. Dens tekst har været elsket lige siden – måske, fordi den kredser om de sår (vunder), Kristus pådrog sig i forbindelse med korsfæstelsen. Sårene formidler nemlig på mystisk vis både inkarnationsmysteriet og påskemysteriet.
Et af sårmærkerne berettes der om i Johannesevangeliet kapitel 19 vers 34. Her hører vi, at en soldat stak sit spyd i siden på Frelserens døde krop, og at der ud fra såret flød blod og vand.
Særligt i senmiddelalderen var mærket i Kristi side et yndet tema, og et væld af tekster beskriver dets dragende effekt. Forfatterne begærer i deres bønner ligefrem at trænge ind i dets rift, kan man læse.
Trangen til at dykke ned i Kristi sides sår understreges af periodens ikonografi, hvor sårmærket ofte antager samme form som en ”mandorla” – det vil sige en spids oval figur, som normalt benyttedes til at vise en åbning til det hellige.
Såret i Kristi side blev med andre ord opfattet som en indgang til helligdommen selv – for via såret kunne mennesket skue direkte ind i det kød, som den hellige Gud var blevet i Kristus. Sårmærket åbenbarer dermed klimaks i inkarnationsmysteriet: Her er porten mellem jord og himmel, profan og hellig.
Hellighed er dog en frygtindgydende størrelse. Idet Gud nemlig er selve definitionen af fuldkommen kærlighed – en blodrød passion, om man vil – kan et ufuldkomment menneske end ikke nærme sig ham. Ikke uden grund findes over mangen kirkeportal ordene Terribilis est locus iste: Dette sted er frygteligt! Og ikke uden grund karakteriserer senmiddelalderens forfattere åbningen til helligdommen – såret i Jesu side – som monstrøs.
Vi kan altså ikke uden videre befinde os i Guds hellige nærhed. Det kan kun ske, hvis vi gør os til ét med påskens mysterium. Kernen i akkurat dét åbenbarer sårmærkets mørke rift dog også for os.
For at blive forenet med den hellige Gud, må vi nemlig gå igennem Kristi sår – vi må dø, ligesom han døde, og fødes på ny, ligesom han blev levende igen i påsken. Sårets vand og blod leder da også tanken hen på en fødsel, og senmiddelalderens afbildninger af sårmærket minder om moderskødet. Genfødslen sker i dåben, hvor det gamle menneske dør, og det nye fødes som en del af Kristi hellige og mystiske legeme.
(Indlægget fortsætter under billedet)
Herefter kan det imidlertid være en lidelsesfuld affære at forblive så radikalt forenet med Gud, og Paulus taler ligefrem om, at kristne har et ”lidelsesfællesskab” med Kristus (Filipperbrevet kapitel 3 vers 7-11). Efter dåben må vi nemlig, helt i fastens ånd, lade vores begær efter det forgængelige dø ved til stadighed ”at dykke ned i hans sår”. Det kan vi gøre gennem indtagelsen af hans legeme og blod i nadveren. Her fastholdes vi på forunderlig vis og ganske konkret som en del af det uforgængelige mystiske legeme, som såret i Jesu side lader os skue ind i.
Ja, Kristi vunder gemmer sandelig på nok visdom til at gøre os stille i en uges tid.
Elisabeth Hartman Evald er katolik, har en bachelor i teologi og studerer nu kunsthistorie. Blogindlægget er baseret på en universitetsopgave om Jesu sårmærker af Elisabeth Hartman Evald.