Fastebloggen dag 22: Løberens spiritualitet: Begynd langsomt

Den klassiske fejl, som de fleste løbere har prøvet, er at lægge for hurtigt ud i starten af et løb, skriver natkirkepræst Simon Fuhrmann i Fastebloggen. Foto: Iris

Det handler om at begynde langsomt. Om det handler om dagens halvmaraton eller livets åndelige løb, så gælder samme regel: Læg roligt ud, skriver præst Simon Fuhrmann på fastens 22. dag

I dag er der stor løbefest i Københavns gader, når der bliver afholdt VM i halvmaraton. Her er der mulighed for at se verdenseliten folde sig ud i et tempo, som de færreste kan følge med i på bare én kilometer. Løb og det åndelige liv har meget tilfælles. Eksempelvis det, at man altid skal lægge roligt ud.

Den klassiske fejl, som de fleste løbere har prøvet, er at lægge for hurtigt ud i starten af et løb. Det gælder den helt almindelige motionist, og det gælder eliteløberen. Til at begynde med føles alt legende let. Benene sætter tempoet, hoben af løbere sætter tempoet op.

Og altid med samme resultat: På den sidste tredjedel af løbet kan kroppen ikke længere. Nu bøder løberen for begyndelsens overmod.

Et af de bedste råd, jeg har fået angående det langsomme liv, er fra forfatter og kommunitetsleder, Peter Halldorf. Han sagde til mig:

Simon, stå tidligt op. Den tidlige morgen har du for dig selv. Det er her, det vigtige sker. I løbet af dagen vil mennesker og forventninger hive i dig. Men morgenen har du for dig selv.

Han har ret. Det handler om at begynde langsomt. Om det handler om dagens halvmaraton eller livets åndelige løb, så gælder samme regel: Læg roligt ud.