Fastebloggen 2016

Ingen faste uden almisse

Når man læser Esajas’ ord om faste, kan man måske få den tanke, at det egentlige i fasten er at hjælpe mennesker, der er i nød, og at alt det med mad og bøn er lidt unødvendigt, skriver cand.mag. Steffen Laursen. Foto: Christian Lindgren.

Traditionelt består fasten af afkald, bøn og almisse. Ingen af dem kan stå alene. Hvis afkald og bøn ikke får lov at strømme over i omsorg for næsten, mangler der noget vigtigt i fasten, mener cand.mag. Steffen Laursen

"Nej, den faste, jeg ønsker,
er at løse ondskabens lænker
og sprænge ågets bånd,
at sætte de undertrykte i frihed,
og bryde hvert åg;

Ja, at du deler dit brød med den sultne,
giver husly til hjemløse stakler,
at du har klæder til den nøgne
og ikke vender ryggen til dine egne.

Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden,
og dit sår skal hurtigt læges;
din retfærdighed går i spidsen for dig,
og Herrens herlighed er bag dig." 

Når man læser ovenstående ord fra Esajas’ Bog kapitel 58 vers 6-8, kan man måske få den tanke, at det egentlige i fasten er at hjælpe mennesker, der er i nød, og at alt det med mad og bøn egentlig er lidt unødvendigt. Det taler til den effektivitetsdyrkelse, som vores samfund er så gennemsyret af.

Måske ræsonnere vi så videre, at den mere kropslige forståelse af fasten, det at afstå fra mad, nok bare er en praktisk omstændighed: man lægger lidt til side fra madbudgettet, som man giver til nogle værdigt trængende. Det er så meget mere praktisk at forstå fasten på denne måde, og så er det noget simplere.

Det er dog ikke sådan kirken har forstået Esajas’ ord om faste, og der er heller intet, der tyder på, at vores Herres faste i ørkenen kom nogen andre til gode (undtagen for så vidt som den kom alle til gode, kunne man opbyggeligt indvende).

Vi må ikke tage Esajas' ord som en anledning til at tænke ilde om dem, der efter vores mening er lidt for optaget af bønnen og fasten – især fordi man slet ikke kan slutte fra en stor inderlighed i det ene til forsømmelse i det andet. Som tidligere indlæg her på bloggen har vist, er der også et stort udbytte at hente fra en ganske 'traditionel' mad-faste.

Men Esajas peger på noget vigtigt, nemlig fastens tredje del, som vi for nemhed skyld og i overensstemmelse med katolsk tradition kalder ”almisse”, selvom Esajas sigter bredere end blot pengegaver. Traditionen inddeler fasten i tre elementer:

1. Fysisk afkald (faste)
2. Bøn
3. Almisse

Ingen af elementerne kan stå alene i fasten. Afkald uden bøn er ren selvdisciplin og hverken værre eller bedre end en slankekur. Bøn uden afkald er blot bøn (og som sådan jo udmærket). Bedst er det, når bøn og afkald finder sammen (Matthæusevangeliet kapitel 17 vers 21). Hvis afkald og bøn ikke får lov at strømme over i omsorg for næsten, mangler der noget vigtigt i fasten.

Bønnen og afkaldet hører til de kontemplative handlinger, hvilket kan give dem et strejf af afsondrethed og eksklusivitet, som da Simon Søjlehelgen satte sig op på en søjle og bad dag og nat. Barmhjertigheden er derimod en aktiv handling, en slags frugt af den blomst, bøn og afkald sætter. Esajas kalder på en frugtbar mystik, en åndelig fordybelse, der fører til tjeneste for de svageste.

Det kristne liv udspringer af en mystisk erfaring, ikke af at ”man” bør gøre sådan og sådan. Vi elsker, fordi han elskede os først og gav sit liv for os, mens vi endnu var syndere. Således også i fasten: fasten er en anledning til at forene sig med Kristi gerning og ligne ham i afkald, bøn og tjeneste for de svage.

Steffen Laursen er katolik, cand.mag. i filosofi og har en bachelor i teologi.

Fasten er en anledning til at forene sig med Kristi gerning og ligne ham i afkald, bøn og tjeneste for de svage, mener katolik Steffen Laursen. Foto: © Sahlfoto.dk