Fasten handler om det menneske, jeg egentlig er

I fasten ser mange kristne indad. Her prioriteres tiden i en travl hverdag, og mange giver afkald på

I fasten ser mange kristne indad. Her prioriteres tiden i en travl hverdag, desuden giver mange afkald på forbrugens overflod. Foto: ipopba - Fotolia

Måske kan man se pilgrimsbevægelsen som en form for ”faste”, eller i hvert fald en længsel efter at ”skrælle ned”, forenkle livet, give afkald på alt det, som ikke er nødvendigt, og som vi i vor rige verden har til overflod.
Pilgrimspræst Elizabeth Knox-Seith skriver fra Vadstena Pilgrimscentrum

"I stedet for at have glæde af vores rigdom, drukner vi i den. Som pilgrimme vender vi os fra alt det, vi har – mod noget mere enkelt," forklarer pilgrimspræst Elizabeth Knox-Seith, der er på pilgrimsretræte i fastetiden

Jeg skriver dette i Vadstena (i Sverige, red.) i fastetidens første uge.

I klosterkirken fejres askeonsdag hele to messer, som berører fastetemaet – og den lokale præst, Torbjörn Ahlund, holder to meget forskellige prædikener om, hvad faste er.

I den ene tidligt om morgenen, taler han om, hvordan fasten er et globalt fænomen, og indledes verden over af store fester, for eksempel ved karnevallet i Rio. Før man faster, skal der netop festes – for det er i modsætningerne mellem fest og faste, at livets mening udfolder sig.

Og er man midt i fasten, og modtager en gæst, da skal man ikke gemme sig i sine fasteklæder, og dække sig til i grå aske og møde gæsten med et asketisk blik – nej, tværtimod; da skal man tage imod, vise gæstfrihed, stille op med det bedste, man har! Ligeledes skal man tage imod, hvis man selv bliver indbudt til fest.

Fasten er ikke et enten-eller, men et både-og. 

I prædikenen om aftenen kommer et andet tema frem – nemlig at det at faste handler om at blive som de mennesker vi er, virkelig, bag alle ydre facader og alt, hvad vi gør, og bag den måde, vi opfatter os selv på. Det er at blive skrællet ned, indtil det inderste, så Guds billede kan spejle sig i os. Det er med andre ord en proces, man godt kan sammenligne med mystikernes – det at blive mere sig selv; komme ind til sin indre kerne, til selve gudbilledligheden nedlagt i den enkelte.

Ved at faste og forenkle sit liv brydes uhensigtsmæssige mønstre, og vi kan komme til os selv. 

Symbolsk forstærkes denne forståelse af fasten ved, at hver deltager får tegnet et kors på panden med tyk aske af en diakon, som medvirker ved gudstjenesterne.

Vi står i lange rækker, og kommer én for én op, får tegnet kors i panden, mens det, som normalt siges ved en jordpåkastelse bliver en form for velsignelse:

”Menneske, kom i hu, at du er støv og skal vende tilbage til støvet”. 

At faste er med andre ord at blive påmindet om sin egen dødelighed; at vi kommer fra det stoflige og går tilbage til det stoflige. Opstandelsen er endnu ikke kommet -  den sker jo først i påsken, når fastens 40 dage er overstået. Derfor siges der ikke: ”Af jord skal du igen opstå”.

Lige nu er fastens budskab, at vi mediterer over vor stoflighed, og alt det, som er vore begrænsninger og udfordringer i livet. 

Om aftenen har vi samtale i pilgrimscenterets bibliotek; et lille intimt rum, fuld af bøger, og af små ikoner med blandt andet Frans af Assisi, som er én af pilgrimsbevægelsens store inspiratorer. Mens Frans ser opmuntrende på os fra væggen, stuver vi os sammen i det lille rum, for vi er mange flere, end vi egentlig kan være derinde.

Flere af os sidder på gulvet, og vi går runden rundt, en såkaldt ”delande”, hvor hver især fortæller om fastens betydning - rent personligt. Det bliver meget fortættet – det er tydeligt, at alle, som er med, er vant til ”delandets” form, altså dét at respektere, at én taler ad gangen, og ingen blander sig eller kommenterer. 

På den måde kommer den enkeltes udsagn til at stå stærkt i rummet, ikke mindst fordi vi sidder så tæt – og det bliver til udsagn, der samlet set bliver en værdifuld fortælling om fastens mange facetter. Hen ad vejen kommer samtalen mere og mere til at handle om mødet med Gud, og de mange døre, som vi kan gå ind igennem i vore liv. Døre, som vi ikke altid tør åbne, men som er der for os, og som vi gennem troen, og en tillid, som måske ind i mellem må skænkes os som en nåde, kan skabe nye livsrum, ny glæde. 

Måske kan man se pilgrimsbevægelsen som en form for ”faste”, eller i hvert fald en længsel efter at ”skrælle ned”, forenkle livet, give afkald på alt det, som ikke er nødvendigt, og som vi i vor rige verden har til overflod.

I stedet for at have glæde af vores rigdom, drukner vi i den – endda så meget, at vi forurener jorden med tonsvis af madrester og anden overproduktion, mens folk i andre dele af verden sulter og ingenting har. Dette er til stor anfægtelse for mange – og en af impulserne bag pilgrimsbevægelsen. Vi vender os fra alt det, vi har – mod noget mere enkelt.

Pilgrimsbevægelsen kan måske betegnes ”enkelhedens håb”. I hvert fald oplevedes det sådan askeonsdag i Vadstena.