Initiativpris

To rugbrød, en flødekage og søndagens gudstjeneste, tak!

Det kan være grænseoverskridende over for naboer og venner at gå i kirke, mener sognepræst i Løsning Kirke Henrik Højlund. Men et tiltag i sognet gør det muligt at få fat i søndagens gudstjeneste på cd nede hos den lokale bager. På den måde kan man diskret følge med i kirkelivet og få sin nysgerrighed stillet. Foto: Jesper Kristensen

Hver mandag morgen kan man hente et eksemplar af gårdsdagens gudstjeneste på cd hos bageren i Løsning

Det er mandag morgen i bagerbutikken Den Lille Bager i den østjyske by Løsning.

Bageren er fyldt op med nybagt brød og kager, men bagværket er ikke det eneste frisklavede i butikken: I en kurv ligger omkring 10 brændte cd’er, som indeholder søndagens gudstjeneste fra Løsning Kirke. 

Det er frivillige i kirken, der optager gudstjenesten, brænder den ned på cd'er og den efterfølgende morgen sætter dem frem hos bageren, hvor de kan hentes gratis. 

”Vi er en by, der kan lide at gå i kirke. Hver mandag morgen bliver der lagt cirka 10 cd’er, og de er som regel væk næste mandag,” siger Marianne Dørr, som er ekspedient i Den Lille Bager i Løsning. 

Konceptet skal åbne kirkedørene og få prædikestolen længere ud i sognet, fortæller Henrik Højlund, der er sognepræst i Løsning Kirke.

”Nogle har måske ikke haft mulighed for at komme i kirke den pågældende søndag, men vil gerne have gudstjenesten med sig alligevel. Så kan de tage en cd med i lommen, når de køber morgenbrød,” siger Henrik Højlund. 

Kunderne i Den Lille Bager tager gerne en cd med sig, og den transportable gudstjeneste bliver modtaget med stor tilkendegivelse. Det kan ifølge Henrik Højlund være fordi, det er en diskret og uforpligtende måde at omgås sin tro på.

”Jeg tror, at der er mange skabstroende, som går og putter lidt med troen og synes, det er grænseoverskridende at gå ind i kirkerummet. Tærsklen er for høj, og det er for synlig en tilkendegivelse over for nabo og venner at gå i kirke. Men på denne måde kan man lige liste søndagens gudstjeneste med sig og høre den i al stilfærdighed, mens man spiser sit nyindkøbte morgenbrød,” siger Henrik Højlund.

Selvom cd-gudstjenesterne er en succes, bliver mange overraskede, når de første gang ser cd’erne ligge i kurven hos Den Lille Bager. 

”Der er nogen, der synes, det er lidt sjovt og underligt. Men vi er et lille sted, og vi er nødt til at hjælpe hinanden,” siger Marianne Dørr og fortsætter:

”Så længe de laver cd’erne, vil vi have dem liggende i butikken. Folk synes, det er rart, at de ved, at de kan få cd’en her.”

Ifølge Henrik Højlund vil man i Løsning Kirke blive ved med at udgive søndagens gudstjeneste på cd og gøre eksemplarerne tilgængelige for de kagesultne kunder.

”Man slår ikke en succes ihjel. Så længe kurven med cd’erne er tom, når vi kommer og lægger nye optagelser i, er vi glade,” siger Henrik Højlund.