Med troen på ferie: Her er vinderne

Økumenisk gudstjeneste på spejderlejr. Foto: Thomas Heie Nielsen

Kristeligt Dagblads fotokonkurrence Med troen på ferie er nu slut, og sommerens bedste feriebilleder er kåret

Sommeren over har læsere med hang til at indfange livets små og store øjeblikke med kameralinsen kunnet indsende deres bedste feriebillede til Kristeligt Dagblads årlige fotokonkurrence.

Igen i år var temaet Med troen på ferie, og det affødte bidrag fra hele verden. De hvidkalkede danske kirker i sommerlandet har fået modspil af Europas historiske katedraler, og i bunken af farvestrålende vinderbud har ortodokse jøder fået selskab af tibetanske munke, muslimer på pilgrimsrejse og danske drengespejdere.

De 10 finalister er udvalgt af Kristeligt Dagblads fotograf Leif Tuxen, kristendom.dk-redaktør Lea Schøler Christensen og kirkeredaktør Anders Ellebæk Madsen.

Siden den 9. august har læserne kunnet stemme på deres favoritbillede blandt finalisterne på nettet, og lige til afstemningen lukkede i går, var der kamp om titlen som det mest poulære feriebillede: Men med 34 procent af stemmerne blev vinderen Thomas Heie Nielsens billede af spejdere i eftertænksom bøn under Spejdernes Lejr 2012, skarpt efterfulgt af Arne Hougaard Pedersens billede af en muslimsk kvinde, der giver almisse til en jødisk tigger ved Grædemuren i Jerusalem. Det billede fik 32 procent af de afgivne stemmer.

LÆS OGSÅ: Se alle tilmeldte fotos her

Søren Pagter, der er forstander på fotojournalistuddannelsen, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, har vurderet finalefeltet og mener, at feltet har lidt for enhver smag:

Feltet generelt har både noget indadvendt og noget meget stærkt, smukke landskaber og helt klare religiøse symboler. Men også helt almindelige hverdagsoplevelser, og det ser vi tydeligt i billedet med morgenmad foran kirken, som jeg synes er rigtig godt: En stille og rolig kop kaffe på cykelturen kan også være en smuk oplevelse.

Han er dog ikke så imponeret over vinderbilledet, som hovedparten af de læsere der har stemt i konkurrencen:

Billedet med spejderne er ikke min favorit, selvom der er gode elementer, for eksempel børnenes ansigtsudtryk. Man kan se troen tydeligt i de foldede hænder, men jeg synes egentlig, det er lidt kedeligt og mangler nogle lag.

Konkurrencens nummer to rammer heller ikke fotoeksperten i mellemgulvet, selvom det forsonende motiv af den muslimske kvindes hjælpende hånd har rørt 32 procent af læserne:

Der ligger noget symbolsk i det, at to trosretninger mødes, og en overraskelse i, at det er en muslimsk kvinde, der rækker en hjælpende hånd ud til en jødisk mand. Det religiøse budskab, at vi skal hjælpe hinanden, ligger meget stærkt symbolsk i billedet. Men på mig virker billedet lidt søgt eller opstillet.

Han er til gengæld meget imponeret over to andre fotografier i finalefeltet:

Jeg kan rigtig godt lide billedet med pilgrimmene på mountainbike. Det er et billede med livsglæde og dynamik og overraskende, fordi man er vant til at se folk, der går og slæber på Caminoen. Her har man virkelig fornemmelsen af nogle mennesker, der har haft en god tur. Billedet På knæ i Fatima fra Portugal er det udtryksmæssigt stærkeste billede i feltet det billede, hvor man med størst vægt føler troen i billedet. Helt umiddelbart rammer det én i maven, og titlen gør én nysgerrig efter, hvorfor hun græder, så det må nok ende med at blive min favorit, siger Søren Pagter.

Almisse ved Grædemuren. Foto: Arne Hougaard Pedersen
Morgenmad ved kirken på cykelferie. Foto: Henning Kristensen
Engel og nonne i Assisi. Foto: Bo Skov Særkjær
Vestervig Kirke. Foto: Kurt Winkler
På knæ i Fatima. Foto: Arne Sorgenfrei
Sadhu på pilgrimsrejse, Pashupatinath, Nepal. Foto: Matilde Holloway
Trængsel i Jerusalem på Via Dolorosa. Foto: Palle Kure
Pilgrimme på mountainbike. Foto: Per Thorsen
Imam kalder til bøn ved kirke. Foto: Emre OGUZ