Blog fra nordisk kirkeliv: På besøg hos lillebror
Til maj skal de norske politikere stemme om kirke-stat-adskillelsen, hvilket spreder sig gennem hele det kirkelige landskab, oplever tre danske kirkeaktører på tur gennem nordens kirkeliv
Tæt på Oslo rejser fjeldet sig. Én af vores værter spørger, om vi har været i Norge på skitur i løbet af vinteren, men konkluderer selv, at det har vi næppe. Vi har nemlig alle arme og ben i behold.
Han udmaler drillende den høje procentdel af skiulykker i Norge, som danskere er involveret i. Alligevel føler vi os hjemme. Og det lyder helt rigtigt, da der tales om forskellene på vestnordiske og østnordiske forhold.
LÆS OGSÅ:Utøya gjorde domkirken til Norges vigtigste rum
Forskellene er selvfølgelig historisk betingede. Den gamle stormagt Sverige havde Finland under sig. Den gamle stormagt Danmark havde Norge. I er faktisk på besøg hos lillebror! siger kirkehistorikeren, der gennemgår historikken for os. Vi retter os op i stolene.
Broderskabet viser sig bl.a. i idealet om rummelighed. I Sverige brød mange af de gamle vækkelsesbevægelser ud af kirken og efterlod en kirke præget af stor homogenitet og enighed.
I Norge og Danmark blev de fleste vækkelsesbevægelser i kirken. Det efterlod kirker med store interne forskelle og uenigheder. Vi har hver især gjort en dyd ud af vores karakteristika.
I Svenska Kyrka holder de af at sende signaler om enighed. Her har biskopperne ikke stemmeret ved kirkemødet, for tænk, hvordan det ville tage sig ud, hvis de stemte mod hinanden, som en svensk biskop forklarede os. Ved den norske kirkes kirkemøde stemmer biskopperne åbenlyst i øst og vest, fremhæver en norsk biskop til gengæld.
At det er os, som er storebror, fortoner sig lidt i de kirkehistoriske tåger. I hvert fald er lillebror vokset os over hovedet, hvad angår et nationalt demokratisk organ.
Den norske kirke har haft kirkemøde siden 1984. Stille og roligt og uden de store falbelader har kirkemødet diskret skubbet den ønskede kirkepolitik hen til politikerne, som ikke har villet stå i vejen.
Kirken har været snævert knyttet til stat og kommune. Økonomisk langt mere end vi kender. Kirkeskatten er helt integreret i den almindelige skatteopkrævning og den kommunale økonomi har stået bag kirkebyggeri m.m.
Alle bidrager til kirken, og der er altså ikke en særlig medlemsafgift. Til gengæld gives der også solide tilskud til alle andre tros- og livssynssamfund. Herunder det indflydelsesrige Human-etisk Forbund.
Men det er altså ikke nok. Stat og kirke skal nu skilles ad. I maj stemmer Stortinget om den nødvendige grundlovsændring. Og hvorfor? Fordi det ikke er holdbart med en statskirke i et pluralistisk samfund, siger de. I samme åndedrag skal kirken undergå en demokratireform med mere direkte valg og større valgdeltagelse.
Hvor der er forandringer, er der magtkampe. Heller ikke her fornægter broderskabet mellem Danmark og Norge sig. I Norge findes der en meget indflydelsesrig Kirkelig Arbejdsgiverforening. Den fungerer med konsulentbistand, når der ansættes personale i kirken. Den foreslår nu, at alt personale også præsterne ansættes i det kirkelige fællesråd (som nogenlunde svarer til vores provstier).
Her er tale om et ønske om professionalisering og robuste administrative enheder, som kan håndtere økonomi- og arbejdsgiveransvar. Det lyder unægteligt som noget, også storebror har hørt før. Bl.a. i de kirkeministerielle betænkninger, de sidste år har budt på, som samler mere og mere i provstiet. Den norske præsteforening vil nu hellere beholde deres ansættelser i stiftet langt fra konsulenternes lange arm. Af mange gode grunde.
Heller ikke hos lillebror er alt fryd og gammen.
Tre danske kirkelige aktører er på rundtur i Norden. Følg bloggen på Kristeligt Dagblads hjemmeside.De tre bloggere er:Ulla Morre Bidstrup, lektor, medlem af styrelsen for Grundtvigsk Forum
Jørgen Skov Sørensen, sekretariatschef, Folkekirkens Mellemkirkelige Råd
Birgitte Stoklund Larsen, akademileder, Grundtvig-Akademiet.