Den tilsandede cyberkirke

"Hvad skal man stille op med en glemt og forsømt kirke, som ingen tilsyneladende har brug for", spørger ph.d.-studerende Peter Fischer-Nielsen i sin blog

I Skagen ligger en tilsandet kirke, som jeg i den forgangne uge har haft fornøjelsen af at runde på mine morgenløbeture. Engang en stor og virksom kirke, indtil sandet tog den, og den måtte rives ned. Kun tårnet fik lov at stå tilbage, først som sømærke, nu blot som et kuriosum i landskabet.

På internettet er der også en tilsandet kirke. Den bærer navnet Cyberkirken og præsenterer sig som folkekirkens netkirke. Den var aldrig på samme måde som kirken i Skagen et sted, hvor folk for alvor søgte hen for at bede eller søge stilhed. Det, der trods alt var af liv, er nu sandet til, og hvis man i dag kæmper sig indenfor, føler man sig meget, meget alene.

Den besynderlige grå facade prydes af en pinsesalme, som nogen har glemt at skifte ud, da den højtid sidst var overstået. I den åbne kirkedør er der heller ikke i dag nogen præst til at byde én velkommen, og skulle man være i tvivl, beretter tælleren, at ja du er den eneste i kirke i dag.

Jeg beslutter mig for alligevel at gå ind, sætte mig på en bænk og tænde et lys et lys for Cyberkirkens fremtid!

Hvad skal man stille op med en glemt og forsømt kirke, som ingen tilsyneladende har brug for? Det oplagte svar er, at man selvfølgelig lukker den, og man føler næsten, at det ville være det mest nådige at gøre i forhold til Cyberkirken.

Alligevel tænker jeg, som jeg sidder der alene i mørket med mit virtuelle lys i hånden, at der er brug for en cyberkirke. Ikke som en erstatning for sognekirken eller det menneskelige fællesskab, men som et eksperimentarium, hvor folkekirken kan undersøge grænserne for, hvad internettet kan bruges til.

I mange år var internettet slet ikke en folkekirkelig prioritet. Siden 2008 har man investeret 1 promille af folkekirkens penge (eller 2 procent af it-budgettet) på at drive hjemmesiden folkekirken.dk, hvilket har løftet den til et præsentabelt niveau. Men pengene strækker ikke langt og slet ikke til at eksperimentere.

Jeg får lyst til at foreslå folkekirken at doble budgettet op, så 2 millioner kr. fortsat kan bruges på den officielle hjemmeside og det tilsvarende beløb på Cyberkirken. Sæt nogle kreative hoveder til at udvikle et praksismiljø, hvor folk kan få lov at møde den kristne spiritualitet.

Men vil penge brugt på udvikling af en cyberkirke da ikke være spildte penge? Vil folk overhovedet være interesserede? Ikke så længe ressourcerne og fantasien kun rækker til virtuelle lys og læs-selv-bønner. Men turde man satse på at udvikle et spændende og relevant spiritualitetsmiljø, som mødte danskerne i deres religiøse søgen og samtidig præsenterede dem for en kristen praksis, ville billedet måske være et andet.

Jeg forlader Cyberkirken lige så ubemærket, som jeg kom ind. Mit lys står måske stadig som det eneste og brænder derinde. Imens jeg går ud, er min stille bøn, at nogen enten vil rive kirken ned eller give den et nyt liv. Som den står nu, er den i hvert fald ikke andet end et kuriosum i landskabet og næppe noget, som vil lede folk mod folkekirken.