Et håb om fred og forbedring
Soldaterne funderer over, hvad der skal blive af Afghanistan, når de tager hjem efter at have kæmpet mod Taleban, skriver feltpræst Kristian Massey Møller i denne nytårsrefleksion
Ved nytår plejer vi at se fremad. Det gør soldaterne på det danske ISAF 6 hold i Afghanistan også. På den korte bane glæder de sig til at komme hjem til februar. På den lange bane funderer de over, hvad der skal blive af Afghanistan, når de tager hjem efter at have kæmpet mod Taleban og forsøgt at skabe rum for genopbygning. Det står klart i samtaler, hvor en sælsom fortrolighed er på færde. En, man ikke proklamerer, men over tid vinder. En, hvor man i positiv forstand er blevet inventar for hinanden. En, der udmønter sig i en fælles og gensidig meningsudveksling.
Som en morgen, hvor jeg talte med en soldat, der nød en smøg efter sin vagt. Jeg havde været ude ved østmuren og se solen stige smukt op mellem bjergene mod øst i gasblå farver. Det var koldt. Decemberkulden herude går i marv og ben.
Soldaten funderede over sin opgave og sin fremtid. Han syntes, det var spændende at gå patruljer og se mennesker leve på en helt anden måde end derhjemme. Sådan gammeldags, sagde han. Som førhen i Danmark. Han kunne dog ikke helt greje, om afghanerne ville en anden udvikling. Men han håbede i det mindste, at han med sin tilstedeværelse bidrog til at skabe fred. Han kunne god lide at se børnene. Se dem glade. Lege med dem. Tale med dem.
Det påvirkede ham, at de havde så lidt. At deres liv var en eksistenskamp. Var ren overlevelse. Var en evig kamp mellem forskellige klaner. Han var bedrøvet på deres vegne. Deres fattigdom virkede som en osteklokke, de aldrig ville kunne bryde ud af, sagde han. Som en middelalderlig klemme. Med middelalderlig mente han nok de feudale forhold. Altså herre-undersåt forholdet, hvor også de enkelte klaner indbyrdes står i et magtforhold til hinanden. Det, vi kalder feudalt, er bundet i et fæstebonde-system, som ikke er dynamisk, men i balance. Uretfærdighed og fattigdom til trods. Først og fremmest en balance som er bundet til en sædvaneret. For naturligvis findes der regulerende love. De er bare de samme som for 1000 år siden, ja, for 2000 år siden. I det lys er klanerne samlet i stammer i hårfine alliancer, hvor de stærkeste beskytter de svageste.
Jeg forklarede, at vi ser håbløsheden i den feudale samfundsorden, og i det tager afsæt i vort eget. I demokratiet. I samfærdsel og samfundsindsigt. Med den vinkel kan det være svært at forstå det feudale som sædvane, der har tag i mennesket, så længe der ikke er opbrud.
Opbrud kræver mobilitet. At man som menneske tager et andet sted hen for at leve. Måske endda et bedre sted. Som da vores egne landarbejdere i slutningen af 1800-tallet af både nød og lyst tog til byerne eller udvandrede. Livet i byerne var for vore forfædre i første omgang usselt, men ikke ringere end på landet. Arbejdet på fabrikkerne var hårdt. 14-16 timer uden sikkerhed og til lav løn. Men der blev produceret varer, som kunne sælges. Til et marked af forbrugere. Allerede næste generation fik det lidt bedre. Fik bedre boliger og bedre arbejdstid og løn. De kunne forbruge. De vandt velstand og forandring gennem produktion af varer.
Soldaten kiggede på mig. Det sker ikke her, selvom vi også genopbygger, konstaterede han sagtmodigt og tvivlende. Nej, for hvordan skulle det ske? Store filosoffer har ikke kunnet give svaret, selvom Adam Smith i slutningen af 1700-tallet godt vidste, at den frie kapitalbevægelse betød velstand. På sigt. For alle. Men han kunne ikke forklare hvordan. Kun, at der var tale om en usynlig hånd, der flyttede rundt på kapitalen.
Et er sikkert. Pengestrømmen ind i Afghanistan gør det ikke. Den gode hensigt gør heller ikke. Og dog kan man pege på succeser. Nogle kilometer syd for, hvor de danske soldater er stationeret, startede amerikanerne i 1950`erne et gigantisk overrislingsprojekt. Og det virker. Det er blevet nemmere at dyrke jordene. Men livet er det samme. Sædvanen den samme.
Soldaten sluttede samtalen på en måde, der løste op. Han fortalte, han havde været sælger i PUNKT 1, men at det fik en ende, da en kvindelig kunde kom ind og rasende forlangte pengene tilbage for et vaffeljern. Det var nemlig tre sekunder langsommere, end det hun havde. Da besluttede soldaten sig til at sige op. Jeg ville gøre en forskel, sagde han. Derfor blev jeg soldat. Og måske hjælper vores tilstedeværelse trods alt noget. Derfor vil jeg vende tilbage til Afghanistan på ISAF 9, for jeg vil se, om livet er blevet bedre for den almindelige afghaner, sluttede han.
Hans ønske indeholder dog et håb om forbedring, og er som sådan en nytårsforsæt. Vel at mærke på håbets betingelser. For håbet er en motor, der alene tager udgangspunkt i nuet og samtidig i al godmodighed tåler eftersyn.