Jeg håber ikke, kirkernes hjemmesider afspejler virkeligheden

Enhedslistens Frank Aaen (tv), Johanne Schmidt Nielsen og Per Clausen (th) præsenterer partiets valgprogram ...

Enhedslistens Frank Aaen (tv), Johanne Schmidt Nielsen og Per Clausen (th) præsenterer partiets valgprogram tirsdag d.30.august 2011 på et pressemøde på Christiansborg. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2011) Foto: Orla Møller

En sognehjemmeside kan ikke løfte hele folkekirkens kommunikationsopgave, men den kan sende et signal om, hvad der kendetegner den, den kan invitere til deltagelse, og den kan vise, at den består af levende mennesker med ansigter, skriver vicegeneralsekretær Peter Fischer-Nielsen

I lørdags havde jeg fornøjelsen af sammen med folketingspolitiker Mette Bock at lægge op til debat om folkekirkens kommunikation ved det årlige fællesmøde for folkekirkens stiftsråd.

I mit oplæg rejste jeg tre spørgsmål:

1. Hvad er folkekirkens stærke og tvingende grund til at kommunikere?

Det er min erfaring, at man kan lykkes med megen kommunikation, hvis man har styr på dette spørgsmål. At man faktisk kan opnå kontakt med sin målgruppe, hvis man er engageret og motiveret også selvom kommunikationen er en smule amatøragtig. Omvendt kan man også brænde rigtig mange penge af på dyr kommunikation, der ikke fører nogen vegne, hvis ikke man har en ordentlig motivation.

LÆS OGSÅ:Folkekirkens kommunikation flimrer forfærdeligt

Hvad er det for en brændende motivation, der ligger under folkekirkens kommunikation? Hvad er det, der gør, at man ikke kan lade være med at kommunikere?

Vi ser så småt kommunikationsstrategier og hensigtserklæringer dukke op rundt omkring på stiftsplan og andre centrale steder. I dem jeg har skimmet igennem, er motivationen formuleret noget som noget i retning af, at kirken skal være synlig eller at kirken skal være aktuel, relevant og markant.

Hvad er det, kirken finder væsentligt?
Det er måske de svar, man kan nå til på de mere centrale niveauer, men det er ikke just formuleringer, man vil gå i døden for at føre ud i livet. Hvis det er det, der er den brændende eller bærende motivation i folkekirkens kommunikation, er der måske en grund til, at den ikke altid kører i højeste gear i hvert fald når det handler om kommunikationen ud af huset.

Måske er der gået X-factor i kirkens kommunikationstænkning, for umiddelbart kan det vel ikke være en kirkes målsætning alene at være synlig. Det må vel være målsætningen at synliggøre noget, man finder vigtigt og væsentligt. Men hvad er det?

LÆS OGSÅ: Kirken må gerne vove at blive mere markant

Internt i folkekirken bør man måske udfordre hinanden på dette spørgsmål: Hvorfor er det, vi skal kommunikere? Er det fordi, vi ønsker, at kirken skal være fuld hver søndag? Er det, fordi vi ønsker, at alle i sognet skal have et forhold til deres kirke eller måske ligefrem til Gud? Eller hvad er motivationen?

2. Vil vi kommunikere kommunekontor eller levende fællesskab?
Da jeg for nogle år siden lavede en spørgeskemaundersøgelse blandt godt 1000 danske folkekirkepræster i forbindelse med min ph.d.-afhandling, var det ikke mindre end 86 procent af dem, der mente, at alle sognekirker burde have en hjemmeside. Og vi er da også derhenne, at langt de fleste kirker har fået etableret en sådan.

Igennem mit tidligere arbejde i KirkeWeb, der udvikler webløsninger til sognekirker, har jeg snakket med rigtig mange sognekirker om mulighederne for at kommunikere online. Jeg plejede at sige til dem, jeg snakkede med, at de skulle tænke om deres hjemmeside, at det skulle fungere som kirkens hjem på nettet. Det er her, man går ind, når man vil finde ud af, hvad der kendetegner en bestemt kirke.

LÆS OGSÅ: Kirken på Facebook: Langt mellem succeshistorierne

Måske har jeg ikke gjort mit arbejde godt nok. Jeg har i hvert fald ikke altid lyst til at tro, at kirkernes hjemmesider afspejler virkeligheden derude. Det vil næsten være trist, hvis hjemmesiderne faktisk korrekt gengiver, hvad man kan møde i kirkerne. For selvom der er enkelte kirkehjemmesider, der skiller sig ud på den ene eller anden måde, er der fortsat mange kirkehjemmesider, der i grove træk sender dette signal:

Vi er en offentlig, upersonlig institution, der tilbyder en række generelle serviceydelser og giver mulighed for deltagelse i gudstjenester og arrangementer.

Kirkerne fortæller ikke de gode historier

Der er masser af informationer og masser af datoer på kirkernes hjemmesider. Men der er få mennesker. Og de billeder der måtte være forestiller kirkens mure eller pæne blomster. Og præsten er gemt af vejen på en fjern underside.

Og der er få historier. Hvis man mener, at kirken har en relevant plads i sognet, kan det undre, at der ikke er historier om mennesker, der har et positivt møde med kirken.

Jeg undersøgte for nogle år siden, hvad det var, som almindelige danskere kunne finde interessant på en folkekirkehjemmeside. Ja, der er mange, der gerne vil have informationer især når det handler om de begivenheder, som de er særligt optagede af: dåb, konfirmation, bryllup og begravelse.

Men på andenpladsen over ønsker kommer muligheden for at stille spørgsmål til en præst om tro og religion. Og hver femte af dem jeg spurgte kunne finde det interessant at have mulighed for at debattere tro og religion på en folkekirkeside.

En sognehjemmeside kan ikke løfte hele folkekirkens kommunikationsopgave, men den kan sende et signal om, hvad der kendetegner den, den kan invitere til deltagelse, og den kan vise, at den består af levende mennesker med ansigter.

LÆS OGSÅ:Fem digitale udfordringer til kirken

Man kunne håbe på, at fremkomsten af de sociale medier ville gøre det lettere for sognekirken at sende inkluderende og personlige signaler ud. Mange kirker er gået om bord i Facebook. En undersøgelse af 58 århusianske kirker fra Center for Samtidsreligion viser, at omkring 41 procent af kirkerne har etableret en tilstedeværelse på Facebook.
Men ofte flytter nissen fra sognehjemmesiderne med på de sociale medier. I stedet for at bruge platformen til interaktion og inddragelse bliver Facebook-siderne endnu en opslagstavle med informationer i stride strømme.

3. Skaber vi rammer og vilkår, der fostrer god kommunikation?
Da jeg lavede min præsteundersøgelse for nogle år siden, var der to ting, der slog mig. Dels slog det mig, hvor positiv en interesse langt størstedelen af præsterne har i at forbedre folkekirkens kommunikation. Og dels slog det mig, hvor dårligt stillet sognekirken er i forhold til at leve den ambition ud.

Hvad den positive interesse angår, var der eksempel vis 82 procent af præsterne, der mente, at folkekirken mere aktivt bør benytte medierne til at komme i kontakt med befolkningen, og 6 ud af 10 præster mente endda, at folkekirken bør have en central mediestrategi.

Hvad udfordringerne angår, var der to faktorer, der tydeligst hindrede præsterne i at gøre mere ved i dette tilfælde internetkommunikation: Tidspres på grund af mange andre opgaver som det første og mangel på kompetencer som det andet.

Begge udfordringer har jeg mødt adskillige gange gennem de seneste par år, hvor jeg via mit arbejde i KirkeWeb har haft kontakt med adskillige sogne, der hver især bakser med at få deres kommunikation op at køre.

De vil alle rigtig gerne blive bedre til at kommunikere, men langt de fleste steder er der store udfordringer med at kunne løfte opgaven, og endnu hviler eksempelvis internetkommunikationen en del steder på, at man er heldig at have en it-kyndig person i menighedsrådet eller i personalegruppen.

Prisen er ofte, at kommunikationen ikke bliver så god, som den kunne være, og at den måske endda kommer til at koste mere i kroner og øre, end den behøvede.

Ansæt dygtige kommunikationsfolk i kirken
Jeg tror, at man i sognekirken kan nå et stykke vej ved fremover, når man sammensætter menighedsråd og når man ansætter medarbejdere også at skele til deres kommunikationskompetencer og i det mindste sikre, at der er én eller to ankerpersoner på området.

Og jeg tror også, at man vil kunne vinde en hel del ved at tænke i fælles modeller for provstier og stifter, hvor alle sogne og menighedsråd ikke hver især behøver at opfinde den dybe tallerken og sætte sig ind i alle muligheder, men at man i fællesskab kan hjælpe hinanden til at satse rigtigt på kommunikationsområdet.

LÆS OGSÅ: Innovation i folkekirken søges: Præster med over 10 års erfaring må ikke deltage

Jeg tænker også, at man i højere grad kan satse på at have ressourcepersoner i stiftet, som det enkelte sogn kan rådføre sig med i forhold til kommunikationsspørgsmål også når det gælder tekniske spørgsmål. Jeg ved, at det findes nogle steder, men min fornemmelse er, at modellen ikke for alvor er slået igennem.

Endelig kan det undre, at kommunikation ikke fylder mere i præsternes uddannelse og efteruddannelse, og man må spørge, om det ikke er på tide efterhånden at ændre på det.

Læs mere på Aarhus Stifts hjemmeside.

Peter Fischer-Nielsen er vicegeneralsekretær i Mission Afrika og har skrevet ph.d.-afhandling om folkekirkens kommunikation på internettet. Følg hans blog her.