- Katolske sexskandaler ødelægger den kristne tro

Mange katolikker har mistet deres tro på grund af pædofilisagerne i den katolske kirke, skriver katolik og rockskribent Peter Béliath i sin blog

Sexskandalerne i den katolske kirke fylder meget i medierne for tiden. Der findes da også katolikker (lige fra lægfolk til navnkundige personer i kirkens hierarki), som mener, at mediedækningen er usaglig eller ligefrem hysterisk. Disse katolikker mener desuden, at kirken er udsat for en hetz, der er ansporet af antikatolske eller ligefrem antikristne kræfter.

Det er da heller ikke svært at få øje på, at netop de kræfter, som er fjendtligt indstillet over for den katolske kirke, i disse dage fejrer deres saturnalier i medierne. Og visse dele af den sekularistiske presse kan næppe beskyldes for at være velafbalanceret og nuanceret i dækning af skandalerne. Men det bliver alvoren desværre ikke mindre af.

For det er jo en kendsgerning, at et astronomisk antal mennesker har fået ikke alene deres seksualitet, men også deres liv helt eller delvist ødelagt af de overgreb, som de har været udsat for i den katolske kirke. Nogle har været så hårdt medtaget, at de er blevet drevet til at begå selvmord. Der findes sågar eksempler på, at frustrerede mennesker har begået selvtægt mod pædofile præster her blot ét eksempel: i 2003 blev den pædofilidømte præst Joseph J. Pilger myrdet i sit hjem i Kentucky, USA. Læs case storyher. 

Syg kultur
Som katolik bliver man nødt til at se denne grusomme virkelighed i øjnene. Personligt må jeg indrømme, at det næsten ikke er til at bære. Og i takt med, at jeg har sat mig ind i sexmisbrugets omfang, er alle de lette forklaringer faldet til jorden. For nej, det viste sig ikke bare at være et problem, som er begrænset til Irland og USA. Og nej, det er bevist, at pædofili florerede i den katolske kirke før Det andet Vatikankoncil, og derfor kan sexskandalerne ikke bare bortforklares med, at de er et resultat af slap disciplin. Sexovergrebene er et resultat af en syg kultur, som kirkens øverste ansvarlige har kendt til og tolereret!

Der er altså lige nøjagtig nul grunde til at bagatellisere sexskandalerne eller til at slå mediepostyret hen som antikatolsk propaganda. Virkeligheden gør enhver konspirationsteori til skamme.

Alligevel har biskop Gerhard Müller fra Regensburg, Tyskland for nylig fremtryllet noget, der til forveksling ligner en konspirationsteori. I en italiensk avis har Müller angrebet den tyske justitsminister Sabine Leutheusser-Schnarrenberger for at være medlem af en slags frimurer-forening, der går ind for legalisering af pædofili. Altså kan hun ikke kritisere os, udtalte biskoppen om justitsministeren, som har opfordret den katolske kirke til at være mere energisk i opklaringen af det pædofile misbrug. Gerhard Müller er selv en af de utallige biskopper, som har dækket over pædofile præster. Og så hører det lige med til historien, at den katolske kirke anser frimureriet for at være decideret antikatolsk. Müllers angreb (refereret i en tysk avis) kan læses her.

Fatalt troværdighedstab
Heldigvis findes der katolikker (både præster og lægfolk), som forstår alvoren, og som har indset, at denne krise kan få katastrofale konsekvenser ikke kun for den katolske kirke, men for kristendommen generelt. For problemet stikker jo dybere end det forargelses-trip, som p.t. kan opleves i den skingre sensationsjournalistik.

Problemet er blevet så massivt, fordi hverken paver, kardinaler eller lokale biskopper har udvist den fjerneste vilje til at gøre noget for at få det udbredte sexmisbrug af børn og unge stoppet. Og dermed har ikke alene den katolske kirke, men kristendommen generelt lidt et fatalt troværdighedstab.

For hvor troværdig kan en kirke være, når den holder lægfolket i skak med en streng seksualmoral, hvor selv sporadisk brug af prævention inden for ægteskabets fire vægge forbydes, mens selv samme kirke vender det blinde øje til den sygeste form for seksuelt misbrug, hvis det vel at mærke føres ud i livet af ordinerede præster i visse tilfælde sågar af biskopper!? Og hvordan kan denne kirke fortsat fremdyrke den tro hos lægfolket, at præsten er en alter Christus, en anden Kristus, når nu denne anden Kristus gang på gang viser sig at være den værste forbrydertype?

Satans synagoge
Ikke kun i udenforståendes øjne, men også for mange katolikker fremstår den katolske kirke i dag som et fromt bedrag, som et skinhelligt monstrum, hvor seksuelle perversioner stortrives i præstestanden. Og derfor svirrer det på internettets debatfora med følelsesladede opråb om, at kirken er den babylonske skøge og Satans synagoge.

I den mere saglige del af kritikken af det katolske kirkehierarkis manglende vilje til at stoppe sexmisbruget finder man fagfolk, som mener, at den katolske kirke netop i disse år befinder sig i en så dyb tilstand af fordærv, at det minder om den, der fandtes i tiden op til reformationen. Hvis det viser sig at være tilfældet, vil paver som Paul VI, Johannes Paul II og Benedikt XVI næppe få et smukt eftermæle. For det er dokumenteret (se http://www.podles.org/ for nærmere info), at i hvert fald disse paver har haft kendskab til sexovergrebene, og at de har ignoreret lægfolks såvel som præsters appeller om at gribe ind.

På den måde får skandalerne konsekvenser for mange andre end ofrene for de pædofile præsters udskejelser. Sandheden er nemlig denne: ikke alene har mange katolikker meldt sig ud af kirken mange har tillige mistet deres tro på grund af den magtfuldkommenhed, som i årtier (måske århundreder?) har fået kirkehierarkiet til at dække over de værste niddinge i præsteskabet.

Vi mangler endnu at se, hvor vidtrækkende konsekvenser den troskrise, som sexskandalerne har medført, vil få. Men det bliver formentlig noget af en gyser.