Solidaritet med katolikkerne? Nej!

Den katolske kirke har et pædofili-problem. Men betyder det, at folkekirken har et pædofili-problem? På ingen måde, skriver tidligere sognepræst Ricardt Riis i sin blog

Den katolske kirke har et pædofili-problem. Men betyder det, at folkekirken har et pædofili-problem? På ingen måde. Så når nogen nu begynder at ville kræve forholdsregler mod pædofile medarbejdere i folkekirken, så er det ren signalpolitik.

For det første er der ikke nogen aktuel anledning, der kan nødvendiggøre et sådant krav, for det andet er det en overflødig og tom gestus, al den stund der allerede nu gives rimelig sikkerhed for, at pædofili-skandaler ikke vil forekomme i folkekirkeligt regi.

Men man sender naturligvis det signal til katolikkerne, at man vil stille sig solidarisk med dem. Og det signal er helt forkert. Vi skal fra folkekirkens side minsandten ikke stille os solidarisk med katolikkerne i deres fejltagelser. Gør vi det, er det en bjørnetjeneste, vi yder dem. (En bjørnetjeneste i gammeldags forstand: vi skader dem under dække af at ville hjælpe dem).

For er der noget, katolikkerne skulle finde ud af i kraft af de mange skandaler, er det da, at deres cølibatskrav til præsterne er forkert. Godt nok bestræber de sig af al magt på at forhindre, at nogen forbinder cølibatskravet med de mange pædofili-skandaler, de henviser til kloge psykologer, der ikke ser nogen sammenhæng, de priser cølibatet i høje toner, de kræver undskyldning af folk (fx af Jan Lindhardt), som hævder, at cølibatskravet giver en forkrampet holdning til den menneskelige seksualitet, osv. Men deres anstrengelser er forgæves. For den tese, de vil forsvare, er forkert.

Åh jo, jeg har da læst, at der er nogen af dem, der mener, at Gud hjælper de cølibatære præster ved at vende deres kønsdrift andet steds hen: hen mod større spiritualitet, hen mod større hengivenhed i gudsforholdet. Men jeg tror ikke på det. Sådanne udsagn er af samme art som ordsproget Gud mildner luften for de klippede får. Vi véd alle, at det hører med til menneskenes opgaver at sørge for, at de klippede får ikke fryser ihjel. Gud lader vejret gå sin gang ganske uafhængigt af klippede eller ikke-klippede får. Og han lader altså også kønsdriften spille dens spil med os mennesker ganske uafhængigt af de cølibatsløfter, vi måtte have aflagt. Det er menneskenes opgave at sørge for passende afløb for kønsdriften.

Så får vi andre ikke-cølibatære mennesker at vide, at dette med cølibatet, det er noget, som vi slet ikke kender noget til, og noget, som vi slet ikke kan forestille os. Nå! Hvad så med de mennesker, der af den ene eller anden grund er tvunget til at leve som ugifte, i det mindste et stykke tid? Kender de ikke til cølibatet, monstro?

Den omvendte sætning har gyldighed: at de cølibatære ikke kender noget til ægteskabets herligheder og vanskeligheder. For de cølibatære tænkes jo at have levet i cølibat hele deres liv. Så udtaler de sig om det ægteskabelige samlivs herligheder og vanskeligheder, så er det, som når den blinde taler om farverne: man kan med rette spørge: Hvad kender du til det? Men at vi andre ikke skulle kende cølibatet og de vanskeligheder, det kan afstedkomme, det er dog noget vrøvl.

Og så er der det med psykologerne! De svarer, som de bliver spurgt. Og det kan da være sandt nok, at betragter man pædofili som en medfødt tilbøjelighed, så forekommer den formentlig med samme procentsats blandt katolske præster som blandt befolkningen i almindelighed.

Men problemet her er jo de pædofile handlinger, ikke de medfødte tilbøjeligheder. Og her synes det at være sådan, at lukker man af for seksualdriftens frie løb det ene sted, så popper den op et andet sted, hvor den kan få lejlighed til det.

Den har gennem hele kirkens historie poppet op i form af, at en ret stor del af kleresiet har haft sig en hemmelig elskerinde. Sådan gør den undertrykte kønsdrift sig også gældende i vore dage. Men nu om stunder dukker kønsdriften tillige op i en række pædofile gerninger, som de pågældende ikke ville have foretaget, om de havde været gift på normal vis.

Ja, hvordan kan jeg nu vide det?

Poul Høi har på Berlingske Tidendes hjemmeside en blog, på hvilken han fornylig har undersøgt nogle tal fra USA. En bredt anlagt undersøgelse når til det resultat, at 5,9% af samtlige katolske præster har været involveret i en sædelighedssag, et tal, som alle dog regner med er for lavt. Fra tre forskellige stater har man nogle lidt større tal, og det får Poul Høi til at konkludere, at cirka hver tiende af de katolske præster har været involveret i en sædelighedssag.

Og Poul Høi advarer mod at affærdige dette som et amerikansk problem. Nej, siger han, det er et katolsk problem. Og der er intet, der tyder på, at tallene for Europa er anderledes.

Vi har altså at gøre med en organisation, hvor cirka hver tiende blandt de ledende personer får afløb for deres kønsdrift ved at misbruge børn og unge. Der findes ingen andre organisationer, om hvilke noget tilsvarende gælder. Hvad stiller vi op med en sådan organisation?

Ja, vi skal i hvert fald ikke fra folkekirkens side stille os solidarisk med den. Vi skal ikke på nogen måde skjule det, der forekommer åbenlyst, at det er det katolske præstecølibatskrav, der afstedkommer så store ulykker. Måske vi endda skulle oprette en række særmenigheder med en ritus, der ligger tæt på den katolske ritus, for at lokke eller overtale menige katolikker til i det mindste midlertidig at forlade den katolske kirke.

Noget tyder jo på, at den ikke lader sig drive bort fra kravet om præstecølibat, med mindre den er hårdt trængt økonomisk. Måske end ikke da. Men lade som om det er et problem i alle kirker og ikke et specielt katolsk problem, det går ikke an.

Solidaritet med den katolske kirke på dette område? Aldrig i livet.