Hør gratis bibel-oplæsning online

James Caviezel Directed by Mel

Skuespilleren James Caviezel er stemmen bag Jesus i oplæsningen af Bibelen, the Word Promise. Optagelserne kan nu høres gratis på nettet. I Mel Gibsons 'The Passion og the Christ' fra 2004 spillede han også Jesus. Billedet er fra filmen. Foto: Archives du 7eme Art. / Scanpix

En ny hjemmeside giver brugere mulighed for gratis at høre Bibelen læst op af kendte, amerikanske skuespillere

Avisen The Christian Post har slået pjalterne sammen med audiobibel-forlaget the Word of Promise.

The Word of Promise har i længere tid udbudt deres Bibeloplæsning på CD, som kan købes på deres hjemmeside.

Oplæsningen dramatiseres af en række kendte skuespillere: James Caviezel, Richard Dreyfuss, Jon Voight, Marisa Tomei og Gary Sinese og er tilføjet underlægningsmusik af den italienske komponist Stefano Mainetti.

Skuespilleren James Caviezel, som lægger stemme til Jesus i Det Nye Testamente, spillede i øvrigt også Jesus i Mel Gibsons kontroversielle film, The Passion of the Christ.

The Christian Post reklamerer med filmkvalitet på lyden i optagelserne, som også er blevet belønnet med en række priser.

Jeg tror, det kan blive et hjælpsomt redskab i kampen mod manglende bibelforståelse, fordi det gør Bibelen sjov at høre på, udtaler Carl Amari, som er formand for Falcon Picture, der står bag The Word of Promise til The Christian Post.

CD-udgivelserne, the Word of Promise, er rent auditive, og samarbejdet med The Christian Post er derfor en gevinst, da man her både kan læse og høre Bibelen, mener Amari.

Amari har - siden han var barn - drømt om at lave en indspilning som the Word of Promise. Og nu er det altså lykkedes med hjælp fra over 600 skuespillere.

Samarbejdet med The Christian Post betyder samtidig, at optagelserne kan høres gratis på nettet, og det, mener Amari, er et vigtigt skridt i udbredelsen af Bibelens budskab, og han føler, at han på denne måde har gjort noget i sit liv, som kan hjælpe en masse mennesker.

Bibel-indspilningerne kan høres gratis på The Christian Posts portal, og bygger på New King James-udgaven af Bibelen.

Indspilningerne med titlen the Word og Promise kan også købes på hjemmesiden i forskellige udgaver eller som samlet værk.

HØR MERE | the Word of Promise