Katolsk præst hitter med brug af sociale medier

Den katolske præst fader Barron har stor succes med at komme ud med katolske budskaber. Særligt - som her - via YouTube. Foto: Screendump fra YouTube

Med evangeliserings-projektet "Word on Fire" formidler den amerikanske katolske præst fader Barron kirkens lære, historie og argumenter med de værktøjer, som den moderne medievirkelighed stiller til rådighed. Dette med meget stor succes

"Vi oplever en eksplosion inden for moderne kommunikationsmedier, som vi må bruge, hvis vi vil evangelisere," siger den Chicago-baserede katolske præst, forfatter og debattør fader Robert Barron i en af sine mange videoer på YouTube og fortsætter:

"Vi har i dag værktøjer til at nå ud til folk, som ellers aldrig ville komme i kontakt med kirken."

Dette er grundtanken bag fader Barrons "Word on Fire", et non-profit evangeliserings-projekt der startede i år 2000, og som i dag benytter både blogs, podcast-prædikener, Facebook, Twitter og YouTube til at nå ud med katolske budskaber.

Hit på YouTube
Særligt fader Barrons YouTube-film, der udsendes cirka en gang om ugen, er blevet en stor succes. I de korte film kommenterer fader Barron begivenheder inden for politik, samfundsdebat, religionsdebat og (populær)kultur.

Efterhånden er det blevet til over 200 YouTube-film, og filmene har sammenlagt haft flere millioner seere, hvilket, ifølge wordonfire.org, gør fader Barron til den mest sete internet-evangelist.

Selvom perspektivet i videoerne er teologisk-katolsk, er målet i høj grad at henvende sig til den forudsætningsløse seer i øjenhøjde, og i videoerne inddrages for eksempel Batman og Bob Dylan derfor side om side med Paulus og Thomas Aquinas.

Fortæl den positive historie om kirken
Den katolske kirke går gennem en tid med sexmisbrugs-skandaler, medlemstab i den vestlige verden og en offentlig religionsdebat præget af en markant nyateisme. Disse problemer var en del af baggrunden for, at fader Barron tog det på sig at "evangelisere kulturen".

Opgaven var at få fortalt "den positive historie" om kirken. Derigennem skal både ikke-katolikker og folk, der har forladt kirken, tiltrækkes. Som Barron udtaler i en anden YouTube-film:

"Vi skal i dialog med et skeptisk og sekulært samfund og med folk, der hader præster og den katolske kirke."

Inspiration fra 50'erne
Og hvordan gør man så det i praksis? Fader Barron hentede inspiration hos den katolske ærkebiskop Fulton Sheen, der i 50'ernes USA havde stor og bred succes med evangelisering gennem datidens nye medie: fjernsynet.

Fader Barron indså dog hurtigt, at man i den postmoderne medievirkelighed har langt flere platforme til rådighed, end Sheen havde turdet drømme om, og som kirken bør benytte.

Verden rundt
Det nyeste forsøg på at nå ud til folk med "den positive historie" er fader Barrons "The Catholicism Project". Dette er en serie i ti dele, hvor fader Barron rejser rundt i 16 lande og fortæller om kirkens historie, lære, arkitektur, kunst, filosofi og så videre. Serien er udkommet på DVD med tilhørende bog og studiegruppe-materiale.

"Historien om kirken bliver fortalt på den forkerte måde og af de forkerte folk," udtaler Barron i traileren for serien og understreger dermed, at "The Catholicism Project" er et forsøg på at rette op på dette.

Fader Robert Barrons YouTube-film kan ses her

Den katolske præst fader Barron har stor succes med at komme ud med katolske budskaber. Særligt - som her - via YouTube. Foto: Screendump fra YouTube