Nedgang for USAs største protestantiske kirkesamfund skyldes strid om reformator

Flere iagttagere peger på indre splittelse i Southern Baptist Convention som årsag til den negative udvikling i medlemstal. På billedet er det First Emanuel Baptist Church i New Orleans. Foto: Klaus Nowottnick Denmark

Til trods for et stigende antal nye menigheder i USA's største protestantiske kirkesamfund Southern Baptist Convention falder det samlede medlemstal markant ifølge ny årsrapport

Udover at være USAs største protestantiske kirkesamfund er Southern Baptist Convention også verdens største baptistkirke. Ifølge kirkens årsrapport for 2012, der udgives af LifeWay Christian Resources, steg antallet af menigheder med 270 til 46.034, eller 0,6 procent. Til gengæld faldt det samlede antal medlemmer af kirken med mere end 100.000 personer til 15,9 millioner, hvilket svarer til en 0,7 procents nedgang. Det skriver blandt andre Christian Post.

Må Gud tilgive os og hjælpe os. Vi er taknemmelige for hver og en, der bliver vundet for kristendommen og deltager i bibelstudier og kirkens missionsarbejde, siger præsident for kirkens eksekutivkomite, Frank Page som første kommentar til rapporten, der udkom tidligere i år.

Vi er taknemmelige for de millioner af medlemmer, som bidrager til kirkens arbejde, men det er næsten ikke til at bære, når så mange mennesker også forlader kirken, siger han.

Udover et vigende antal medlemmer fortæller årsrapporten også om en negativ udvikling i antallet af kirkegængere. Ifølge rapporten er antallet af kirkegængere faldet med 3,1 procent fra 2011 til 2012. Den værste procentvise udvikling gælder dog antallet af døbte. Her er faldet 5,5 procent i forhold til 2011 ifølge rapporten. Så få døbte har kirken ikke haft siden 1948.
.

Flere iagttagere peger på indre splittelse i Southern Baptist Convention som årsag til den negative udvikling. Stridens kerne er Jean Calvin (1509-1564), den fransk-schweiziske udformer af den reformerte lære. Nærmere bestemt handler det om den retning inden for Southern Baptist Convention, som tilslutter sig calvinismen modsat dem, der ikke gør. Antallet af calvinister synes at have været stigende de senere år.

Et af hovedstridspunkterne synes at være calvinisternes idé om, at nogle mennesker er forudbestemte til at blive frelst. Ifølge tilhængerne er disse mennesker blevet særligt udvalgt af Gud. De er såkaldt prædestinerede. Jesu død på korset er da kun for at frelse disse mennesker. Modstanderne af calvinisme siger, at det strider mod hele grundlaget for at være i SBC, og frelsen gælder for alle.

Lektor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet i Århus, Kurt E. Larsen, som også har studeret amerikansk kirkeliv, fortæller, at det er en indre splid i SBC, som går langt tilbage.

"SBC var fra starten i 1845 præget af en spænding mellem deres teologiske calvinisme og deres store praktiske missionsarbejde. At drive mission kunne synes at stride mod tanken om, at kun de udvalgte bliver frelst men sådan tænkte man ikke typisk i SBC. Nogle gjorde nok, og derfor var der en indbygget spænding mellem baptister med calvinsk teologi og dem, der mere lignede metodisterne med deres understregning af ,at mennesket selv tager beslutning om at ville være en kristen," siger han.

"Det er altså en klassisk teologisk spænding indadtil i SBC. Dertil kommer en nyere tendens, der nok også har stor betydning for at calvinismen breder sig. I det amerikanske samfund er klassisk kristen etik omkring kønsroller, ægteskab, familie, homoseksualitet under stort pres. Det gælder også i traditionelt bibeltro, evangelikale kredse. I den situation har nogle udpræget calvinistiske teologer og institutioner markeret sig som talsmænd for Bibelens autoritet og de klassiske kristne familieværdier. Det er sikkert medvirkende til, at også den klassiske calvinske teologi omkring frelsens metode vinder frem."

LÆS OGSÅ: Prædestinationslæren i dag

I forbindelse med Southern Baptist Conventions årlige konvent 11.-12. juni fremlagde en komite, der skulle kigge på de interne problemer, en rapport. Sandhed, tillid og vidnesbyrd i en tid med stridigheder blev titlen på den syv sider lange rapport, hvor stridens hovedpunkter bliver skitseret. Rapportens konklusion er, at både tilhængere og modstandere af calvinisme kan sameksistere i Southern Baptist Convention, så længe alt andet er bygget på Bibelen og Jesu lære.

Ovennævnte Frank Page var formand for komiteen og udtalte i forbindelse med en spørgedebat på konventet omkring rapporten:

Jeg har noteret mig en ekstrem anti-calvinistisk stemning her på konventet.

Page, der selv er erklæret ikke-calvinist, ser afspænding mellem de to lejre som en førsteprioritet.

Vi kan kun løse denne tvist, når tilhængere og modstandere begynder at tale til i hinanden og ikke mod hinanden, siger han.

Omkring 30 procent af præsterne i Southern Baptist Convention betragter sig selv som calvinister, men dobbelt så mange er bekymrede for den påvirkning, som calvinisme har på kirken.
.

Calvinisme er ikke noget nyt fænomen i Southern Baptist Convention og blandt baptister som sådan. David Dockery, præsident for Union University, Jackson, Tennessee, USA, fortæller, at opdelingen mellem calvinister og ikke-calvinister har eksisteret lige siden 1600-tallet, hvor baptister i England var delt mellem general baptists og particular baptist, hvoraf de sidste havde et mere calvinistisk syn på frelse end de første.

Da Southern Baptist Convention blev grundlagt i 1845, ville det have været vanskeligt at finde én blandt grundlæggerne, som ikke var calvinist i sin teologi, fortæller han endvidere. Men blandt lægfolkene i kirken var calvinisme ikke så udpræget. Dockery påpeger dog, at det ikke var noget diskussionsemne dengang.

I midten af det 20. århundrede blev Southern Baptist Conventions teologi reformeret, og de calvinistiske rødder blev forladt til fordel for en mere liberal teologi. Det var blandt andet teologen Herschel Hobbs, der var med til at ændre teologien. Han [Hobbs] mente, at Gud står bag ethvert frit menneskes valg på en sådan måde, at de valg ikke er forudbestemte, fortæller Dockery.

Dockery mener, at den nye bølge af calvinisme først og fremmest skyldes teologer uden for Southern Baptist Convention, som har influeret lægfolk og teologistuderende i kirken.

Jean Calvin (1509-1564), hvis lære om frelse nu giver anledning til indre splid i USA's største protestantiske kirkesamfund, Southern Baptist Convention (SBC). Foto: Wikimedia