Pave Benedikt afviser rygter om sin afgang som "absurde"

Tegning: Peter M. Jensen Foto: OSSERVATORE ROMANO / HANDOUT/ Denmark

Et år efter sin afgang afviser den tidligere pave Benedikt spekulationer om, at han skulle være blevet tvunget til at abdicere

Han blev tvunget til at gå af på grund af Vatileaks-sagen og verserende sex- og pengeskandaler i Vatikanet.

Sådan lyder rygterne om den tidligere pave Benedikt XVI's afgang for et år siden. Men det afviser han:

"Der er absolut ingen tvivl angående gyldigheden af min fratrædelse fra Peters-embedet," skriver Benedikt, som nu bærer titlen pave emeritus, i et brev til den italienske journalist Andrea Tornielli fra avisen La Stampa. Et brev, som blev publiceret onsdag.

LÆS OGSÅ: Avis: Pavens afgang skyldes homoseksuel lobby i Vatikanet

For et år siden lød meldingen fra Benedikt XVI:

Jeg er kommet til den vished, at mine kræfter, grundet min høje alder, ikke længere rækker til en passende udøvelse af Peters-embedet."

Det står han fast på som grunden til afgangen, og han kalder spekulationerne om, at det skulle være den egentlige årsag, for "absurde". Det skriver Religion News Service.

"Skygge-pave?"
Desuden har der været spekulationer om årsagen til, at han stadig går klædt i hvidt, og at han har beholdt sit pavelige navn Benedikt i stedet for at bruge sit fødselsnavn Joseph Ratzinger. For skal det betyde, at han prøver at spille rollen som "skygge-pave", der vil have indflydelse på sin efterfølgers beslutninger?

Her lyder det fra den tidligere pave, at det hvide tøj har en praktisk forklaring:

"Ved tidspunktet for min afgang var der ikke andet tilgængeligt tøj," skriver han i brevet til Andrea Tornielli.

Ligeledes var navnevalget en enkel beslutning, og han kalder rygterne om, at han skulle optræde som "skygge-pave" for den nuværende pave Frans for "endnu et tilfælde af fuldstændigt ubegrundede spekulationer."

En overraskende afgang
Benedikt XVI blev den første pave i 600 år, som valgte at trække sig tilbage, for traditionelt er man pave frem til sin dødsdag.

Beslutningen om tilbagetrækningen blev offentliggjort den 28. februar 2013, hvorefter kardinal Jorge Bergoglio fra Buenos Aires, som tog pavenavnet Frans, blev valgt som hans efterfølger den 13. marts.

LÆS OGSÅ: Pave Benedikt ønskede længe at gå af

Benedikt bor nu i et kloster i Vatikanet. Han er ved godt helbred, forlyder det, og han ser det som sit "sidste job at støtte op om [Frans'] paveembede med bøn", skriver han i brevet til journalisten, som den 16. februar i år skrev til Benedikt for at spørge til rygterne om hans afgang og to dage senere fik svar.

Benedikt deltog lørdag ved pave Frans' første indsættelse af nye kardinaler i Peterskirken, men Benedikt insisterede på at sidde sammen med kardinalerne. Han tog sin zucchetto (den lille, kalot-lignende pavehat) af som tegn på respekt og ærbødighed, da pave Frans hilste på ham, og han bærer heller ikke den korte kappe eller andre beklædningsdele, der signalerer paveembede, skriver han i brevet til Andrea Tornielli.

LÆS OGSÅ: Pave Benedikts historiske farvel