Præste-stunts: 10 reality-tiltag i Guds navn

Hjemløs eller præst? Den mormonske præst David Musselman fra Utah klædte sig ud som hjemløs i barmhjertighedens tjeneste. Foto: Iris.

At reality-tv er en udbredt genre, behøver man blot tænde fjernsynet for at finde ud af. Men nu har tendensen bredt sig til præsteembedet, hvor amerikanske præster gennem de seneste år har søgt offentlighedens lys for at få et religiøst budskab igennem via mildest talt alternative metoder

Nogle præster gør ekstraordinære ting for at få deres sag i offentlighedens lys. Allerede omkring år 500 e.Kr. tilbragte den fromme Simon Stylitis eller Simon Søjlehelgen 37 år af sit liv på toppen af en søjle, hvorfra han prædikede for offentligheden. Men siden da har flere amerikanske præster taget underholdningsindustriens metoder til sig og gjort opsigtsvækkende ting i Guds navn.

Den amerikanske nyhedsside Religion News Service har gravet i tendensen og samlet en liste over præster, som har taget alternative midler i brug for at sætte fokus på deres hjertesag. Vi bringer en række eksempler her:

1. Pengeafkrævning på live-tv

Præsten, som startede hele reality-tendensen, var Oral Roberts, som i 1970erne tjente millioner ved at heale folk for åben tv-skærm.

I 1987 bad han seerne om donationer for at kunne færdiggøre byggeriet af et sygehus, som var blevet igangsat i ni år tidligere. Roberts var selv syg i 1987 og gav som grund for seernes donation, at de kunne redde hans liv. Jeg beder jer hjælpe mig med at forlænge mit liv, sagde Roberts i live-tv i 1987. Noget kontroversielt fik han indsamlet 8 millioner dollars, men sygehuset måtte lukke i 1989. Roberts til gengæld levede indtil 2009, hvor han døde 91 år gammel.

LÆS OGSÅ: Tv-evangelismens fader er død

2. At forlade Gud i Guds navn
Californisk præst og livslangt medlem af Syvende Dags Adventistkirken Ryan Bell er den seneste, som har givet vendingen troens spring en helt ny betydning. Han har taget ateismens spring og vil i hele 2014 leve som om, Gud ikke fandtes. Bell skriver i et indlæg på Huffington Posts hjemmeside, at han i stedet for at bede vil dyrke den ateistiske tankegang ved at læse forbudte tænkere som Thomas Hobbes, Friedrich Nietzsche, Bertrand Russell.

Men kan man overhovedet forlade Gud i Guds navn? For Ryan Bell giver forsøget mening. Han er vokset op med Adventistkirkens opfattelse af verden, men samtidig har han i årenes løb opbygget et mere selvstændigt og personligt forhold til Gud og et kritisk syn på mange af Adventistkirkens holdninger. Forholdet var aldrig nemt for mig, skriver Bell.

For Ryan Bell er Gud ikke død, men hans forsøg skal drage opmærksomhed til spørgsmålet om, hvad det overhovedet vil sige at være religiøs.

3. Livet på toppen
Den texanske præst Ben Dailey mente i 2009, at for få medlemmer af hans kirke kom til gudstjeneste. I et forsøg på at trække folk i kirke afgav Dailey løfte om at leve tre dage i en mindre end to meter lang boks af plexiglas på toppen af sin kirke i byen Irving - såfremt mere end 4000 mennesker mødte op til hans påskegudstjeneste.

Dailey måtte finde sig til rette i boksen, da menigheden tog ham på ordet. Men spørgsmålet er, hvor tæt han kom på Gud, for Dailey havde både laptop, iPhone og fjernsyn med sig ind i plexiboksen.

LÆS OGSÅ: Amerikansk kvinde efterlevede bibelske principper i et år

4. Bzer-præst
Mere bz-agtigt handlede præsten Corey Brooks, da han i 2011 valgte at campere på toppen af et forladt hotel i Chicago. Bygningen var blevet til hjemsted for narkomisbrugere og prostituerede, og Brooks svor at blive boende, indtil han havde samlet nok penge ind til at få bygningen revet ned. Brooks bz-aktion lykkedes efter 94 dage, da han havde indsamlet 450.000 dollars.

5. Sex i det fri
Præsten Ed Young fra Grapevine i Texas udviskede i 2012 grænserne mellem seksuelt frisind og religion, da han tilbragte næsten 24 timer sammen med sin kone i en seng på toppen af den kirke, hvor han er præst.

Young ville opfordre folk til at dyrke mere sex i en uge og derigennem styrke deres ægteskabelige bånd. Young holdt dog ikke 24 timer, fordi han fik en øjenskade på grund af det stærke sollys.

LÆS OGSÅ: Texas-præst og kone sætter sengen på taget og taler om sex

6. 30 dage og 30 nætter
Hvis en uge lyder som et hurtigt fix, var præsten Paul Wirths plan måske lidt mere langsigtet. For at bekæmpe den høje skilsmisserate på 50% på landsplan udfordrede præsten fra Florida for første gang for 10 år siden de gifte medlemmer af sin kirke til at dyrke sex hver dag i en måned.

Et af Wirths argumenter var, at den elektroniske tidsalder med fjernsyn og computere distancerer mand og kone fra hinanden ikke bare fysisk, men også emotionelt.

Især mænd bør virkelig overveje deres koners behov. Vi kommer alt for ofte hjem og smider skoene, griber fjernbetjeningen og glemmer alt om at hjælpe til med middag og børn men vi forventer alligevel fyrværkeri i soveværelset, sagde Wirth til CBS News i 2008. Udfordringen kørte stadig i 2013.

LÆS OGSÅ: Præst opfordrer til sex i 30 dage

7. En præst med drøn på
Fuld fart er der på præsten Aaron Ramsey fra Georgia, som har sit eget motorcykelhold. Inspireret af den amerikanske stunthelt Evil Knievel rejser Ramsey rundt og gør opmærksom på sin tro i en adrenalinrus.

Ramsey og hans team har siden 1999 kørt gennem ringe af ild og fløjet over lastbiler for at vise, at præster også godt kan være actionhelte.

8. Kollektivt vægttab i Guds navn
Vægttab hører ikke kun hjemme i ugebladene. I 2011 ville præsten Rick Warren fra den californiske megakirke Saddleback Church tabe sig 40 kilo, og han fandt på at involvere nogle af de mange, som kom til hans gudstjenester (Saddleback Church huser 15.000).

12.000 mennesker fulgte Warrens kost- og træningsplan, og de tabte til sammen lidt over 100.000 kilo.

LÆS OGSÅ: Megakirke bliver 90 ton lettere

9. Præsten ved pølsevognen
Den amerikanske Food Stamp Challenge er et socialt bevidst eksperiment, hvor deltagere for at gøre opmærksom på fattigdom i en uge skal leve for 4.39 dollars om dagen knapt 21 dollars i ugen (cirka 120 danske kroner). Én som tog udfordringen op, var metodistpræsten præst Sonnye Dixon fra Nashville i Tennessee, som spiste hotdogs i en uge.

Hen mod ugens slutning blev jeg på grund af kosten irriteret, og mit søvnmønster forskruet, fortæller Dixon til United Methodist Churchs hjemmeside. Men samtidig blev Dixon også bevidst om, hvordan mange amerikanere må leve til daglig.

Det gjorde mig klar over, hvad nogle mennesker i min menighed må gå igennem uge efter uge bare for at få et måltid, kunne han efter en hårdtprøvende uge konkludere.

10. Den hjemløse præst
David Musselman, en mormonpræst fra Utah, endte på gaden i november sidste år dog af egen vilje. En dag inden han skulle holde gudstjeneste, satte han sig forklædt som hjemløs ude i kulden foran sin kirke og tiggede om penge fra folk, som kom forbi. Da gudstjenesten begyndte, gik han ind i kirken og afslørede sin sande identitet. Han bedyrede sin forargelse over den manglende barmhjertighed til stor effekt.

Jeg vidste ikke, at det ville forårsage den skam og skyld hos folk, som det gjorde, og det gav mig dårlig samvittighed. Da jeg lod mit blik flakke ud over menigheden var der mange øjne, som var fyldt med tårer, fortæller Musselman i et interview til radioprogrammet All Things Considered.

Musselmans udklædningsnummer føjer ham dermed til en skare af præster, som viser, at ikke bare Guds, men også nogle gange præsters veje vitterligt er uransagelige.