Troen uden på tøjet i Chile
Redningsaktionen af minearbejderne i Chile viser, hvordan religion er en mere integreret del af livet i Sydamerika end i Danmark, siger generalsekretær i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd Jørgen Skov Sørensen
Miraklet i Ørkenen er redningsaktionen af de 33 strandede minearbejdere i San Jose-minen i Chile blevet kaldt. Flere minearbejdere har givet udtryk for troen på, at Gud har været med dem hele vejen. Både under de 69 dage i dybet og den mere end 600 meter lange tur op gennem redningsskakten.
SE BILLEDSERIE OVENFOR: Pårørende i bøn og forventning og reddede minearbejdere, der takker Gud.
Gud holdt os fast
Som nummer to oppe på jorden, Mario Sepulveda, sagde det kort efter, at han var blevet genforenet med sin kone og deres to børn:
Jeg mødte både Gud og Djævlen dernede i mørket og dybet og de rakte begge hånden frem imod mig. Men jeg var ikke i tvivl. Jeg valgte Guds hånd, og jeg troede ikke et sekund på, at den ville slippe mig. Og Guds hånd slap mig heller ikke. Den holdt mig og de andre fast hele tiden.
For nok var det ikke fysisk i hvert fald - Guds hånd, der trak de 33 op i lyset igen. Men over det hele hvilede en stærk tro på redningsaktion Lorenzo, som den hed efter minearbejdernes helgen Den Hellige Lorenzo. Langt de fleste af minearbejderne er medlemmer af den romersk-katolske kirke i Chile.
En hel verden kunne se, hvordan flere af dem som det første, de gjorde efter at være trådt ud af redningskapslen, gjorde korsets tegn, faldt på knæ og med foldede hænder bad og takkede Gud for at have reddet dem.
Deres tro blev dermed vist for hele verden på en åben og ligefrem måde, som man sjældent ser i Danmark.
Troen er offentlig
Men det er ifølge Jørgen Skov Sørensen fra Folkekirkens Mellemkirkelige Råd helt naturligt for de sydamerikanske lande, hvor størstedelen af befolkningen er katolikker. Religionen er ifølge ham en langt mere integreret del af livet i den del af verden.
Den romersk-katolske kirke er jo også langt mere karismatisk i Sydamerika end den for eksempel er i europæiske katolske lande, siger han og fortsætter:
Vi er vant til at gå ind i vores lønkammer, når vi skal tale med Gud. Men i Chile som i resten af Sydamerika sker alt i fuld offentlighed. En anden forskel som vi måske nok kunne lære lidt af er, at de er gode til både at bede om og så takke, når de får. I vores del af verden har vi det med at glemme at takke Gud, når vi har fået det, som vi bad om.
Det gjorde de 33 ikke. Langt de fleste af dem faldt på knæ og takkede Gud, jomfru Maria og helgenerne, inden de gik over til deres familier.
Enkelte af dem havde kors og bibler med sig på vej op i kapslen, som for eksempel nummer 17, Omar Reygadas, enkemand og far til seks.
Under hele forløbet er der også blev bedt og tændt lys for de 33 minearbejdere i kirker over hele Chile og verden over.
Påske på ny i Chile
Minearbejderne har indgået en pagt om ikke at fortælle offentligheden, hvad der skete nede i minen. Men talsmand for den katolske kirke i Danmark Niels Engelbrecht formoder, at de har bedt sammen og sunget salmer. Der har også været kontakt til katolske præster oppe på jorden.
Den katolske kirke i Chile skrev på sin hjemmeside dagen efter redningsaktionen: Chile er en dag inde i påsken vi har været vidne til et påskemirakel. Guds navn har lydt, og over hele landet vil vi takke Gud for dette mirakel.
Altså at nu har Chile oplevet sit eget genopstandelses-mirakel, at nu er det blevet påske igen - med klar henvisning til det har været en genopstandelse til livet og lyset for de 33 og deres familier, ja for hele Chile.