Jul i Nigeria er kunstige juletræer, papaya og diakoni

Til julemiddagen i Nigeria spiser man f.eks. bøf med papaya og ris. Foto: Scanpix.

Trods religiøs uro i Nigeria er julen i det vestafrikanske land en vigtig og festlig begivenhed, der strækker sig ud over hele december måned

I Nigeria er kristendommen og islam de to dominerende religioner. Kristne og muslimer har stort set delt landet imellem sig: 50 procent af landets befolkning er muslimer, mens 40 procent bekender sig til kristendommen. Kun en lille del i befolkningen dyrker endnu landets traditionelle stammereligioner.

Jul - trods religiøse spændinger 
Siden 1980’erne har der været voldsomme sammenstød mellem muslimer og kristne, og der har blandt andet været meget alvorlige uroligheder i forbindelse med julefejringen i landet - også inden for de seneste år.

Men trods mere eller mindre konstant uro er julen den højtid, der markeres af flest mennesker i Nigeria. Juledag er en national helligdag, og på den dag er byerne mere eller mindre affolket, forbi folk er taget ”hjem” til deres familie på landet og i landsbyerne.

Juletræ, pynt og pengegaver
Juleaften markeres med store mængder mad, julepynt, (kunstigt) juletræ, julegudstjeneste og gaver. I forbindelse med netop gaverne spiller kristendommens diakonale aspekter en stor rolle. Julegaverne har nemlig primært karakter af pengegaver fra velhavende hjemvendte byboere til børnene og til de ofte mindre bemidlede familiemedlemmer på landet.

Hele december måned er i Nigeria akkompagneret af fyrværkeri. Allerede omkring 1. december begynder børn at fejre den kommende højtid med fyrværkeri overalt i landet.