Grundtvig gjorde op med fornuftsdyrkelsen

N.F.S. Grundtvig og hans efterfølgere kæmpede mod kirkens rationalister

Hvad bliver der tilbage i kristendommen, når man fjerner alt det, der ikke kan begrundes med den menneskelige fornuft? Kun en tom skal af borgerlig moral, uden ånd og uden grundlag, hvis man skal tro den berømte danske præst og digter N.F.S. Grundtvig (1783-1872).

Ofte bliver historien fremstillet som om, at grundtvigianernes største modstandere var Indre Mission. Men faktisk stod de to bevægelser sammen mod deres fælles hovedfjende, rationalisterne og sejrede. I løbet af 1800-tallet udviklede den danske kirke sig fra at være domineret af rationalistiske præster til at være domineret af såkaldte levende præster det vil sige grundtvigske og indremissionske præster.

Grundtvig havde som en af de første præster taget et opgør med den rationalistiske udgave af kristendommen, som kirken siden oplysningstidenvar blevet påvirket til at forkynde. Hans efterfølgere gik i flere forskellige retninger: Nogle fortsatte opgøret med rationalisterne; andre allierede sig med rationalisternes arvtagere.

Kirken tilpassede sig rationalismen

I løbet af 1700-tallet var rationalismen (af latin: ratio, fornuft) fremkommet som et produkt af oplysningstiden. Særligt siden den franske revolution i 1789 havde rationalismen været en magtfaktor i Europa. De franske rationalister var stærkt kritiske over for kongemagten og kirken, og den franske konge var derfor blevet henrettet og kirken forsøgt afskaffet. Europas andre konger og kirkefolk frygtede, at noget lignende skulle ske i deres lande, og derfor forsøgte mange af dem at imødegå rationalismen ved at tilpasse sig den.

I Danmark var præsten Christian Bastholm (1740-1819)bannerfører for den kirkelige rationalisme. Han mente, at regeringen burde nedsætte en kommission til at rydde ud i de kristne lærdomme (som han kaldte fordomme) med fornuften som målestok. Inspireret af ham ændrede man synet på præsterne, som nu først og fremmest blev statslige embedsmænd og folkelærere, der skulle sørge for, at folk i almindelighed blev oplyst.

Det betød, at præster måtte nedprioritereforkyndelsen afevangeliet, det kristne kernebudskab, og i stedet kunne præsten for eksempel undervise folk i de nyeste landbrugsmetoder. Det som rationalisterne dog først og fremmest mente at kunne bruge kirken til, var at opretholde en god borgerlig moral. Dyd og sædelighed var nøgleord. Derimod blev der ikke plads til at tale om de elementer i kristendommen, der ikke direkte kunne anvendes til at opdrage folk til gode borgere.

Den unge Grundtvig var rationalist

Grundtvig voksede op i et præstehjem i slutningen af 1700-tallet og fik en solid kristen opdragelse. Hans far var en af de få tilbageværende præster, der ikke havde givet efter for det rationalistiske pres. Imidlertid blev den unge Grundtvig påvirket af sin skolegang, og da han blev student i 1800 var han lige så rationalistisk, som den danske kirke som helhed var blevet på dette tidspunkt. Han valgte ganske vist at læse teologi efter pres fra barndomshjemmet, men studiet interesserede ham ikke.

Som nyuddannet teolog blev Grundtvig i 1805 ansat som huslærer på en herregård på Langeland. Han fik også mulighed for at prædike i øens kirker, og her lagde han ud med at forkynde et helt igennem rationalistisk budskab om dyd og imod gammel overtro, sådan som han havde lært det i sin uddannelse. Imidlertid fandt han snart ud af, at dette budskab ikke kunne tilfredsstille ham.

Det blev første skridt på Grundtvigs vej tilbage til barndomshjemmets kristendom. Han begyndte at prædike med større alvor, men det var endnu ikke blevet en hjertesag for ham. Privat interesserede han sig mere for andre emner, især den nordiske oldtid og mytologi. Allerede på denne tid gjorde han sig dog bemærket med en afhandling imod Christian Bastholms forslag om ændringer af gudstjenesten i rationalistisk retning.

Grundtvig så rationalismen som et frafald

Den næste gang Grundtvig gjorde sig bemærket i en videre kreds, var da han i 1810 fik udgivet en prædiken under den bombastiske titel Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus? Historien var den, at Grundtvig i 1808 havde fået en stilling som lærer i København, men efter et par år kom der bud fra hans gamle far, der havde brug for en medhjælper. Faderen var blevet 76 år, men dengang havde en præst ikke mulighed for at gå på pension. Derimod kunne han få en ung præst som medhjælper, en såkaldt kapellan.

Imidlertid ville gamle Grundtvig ikke have en rationalistisk kapellan, og det var derfor, han bad sin søn om at påtage sig opgaven. Det mente unge Grundtvig, at han var nødt til at påtage sig, men for at kunne få embede som præst måtte han først aflægge en sidste eksamen, en såkaldt dimisprædiken, som skulle holdes for en teologisk professor. Professoren godkendte prædikenen, og for at glæde sin far fik Grundtvig den trykt. Hvad Grundtvig ikke havde regnet med var, at prædikenen ville vække et enormt postyr.

Prædikenen blev af mange forstået som et angreb på hele præstestanden. Grundtvig havde da også leveret en lammende kritik af den rationalistiske forkyndelse. Han beskrev den som et frafald fra troen på Jesus og et brud på videreformidlingen af kristen tro fra generation til generation. Sagen endte på højeste sted, hvor selveste kongen besluttede, at Grundtvig skulle have en irettesættelse. Han fik dog stadig lov til at blive præst.

Grundtvig var altså i virkeligheden sluppet ret let fra postyret, men alligevel kom det til at tynge ham. Han indså i denne tid, at det, han havde skrevet i dimisprædikenen, ikke bare var til ære for hans gamle far. Han længtes selv efter en reformation af kirken, hvor den kolde rationalisme skulle skiftes ud med en levende kristendom.

Grundtvig til angreb på professoren

Efter faderens død i 1813 vendte Grundtvig tilbage til København og kom de følgende år til at leve en omskiftelig tilværelse. Han havde svært ved at få et ordentligt præsteembede, fordi mange stadig var mistroiske over for ham på grund dimisprædikenen. I 1822 lykkedes det ham dog endelig at få et præsteembede i København, som han havde stræbt efter.

Som præst i hovedstaden kunne Grundtvig gå sammen med ligesindede i kampen for den gamle kristendom, mod rationalismen. Et oplagt mål for deres kamp var den unge professor i teologi H.N. Clausen (1793-1877), som i 1825 udgav sit første større værk: Katholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus. Clausen hævdede, at for den protestantiske kirke måtte Bibelen være den højeste autoritet dog skulle den læses gennem fornuftens briller.

Det forstod Grundtvig og hans kampfæller måske med rette sådan, at Clausen mente, at det i virkeligheden var fornuften, der skulle være den højeste målestok for kirkens lære. Derfor skrev Grundtvig på rekordtid et 47 sider langt stridsskrift mod Clausen: Kirkens Gjenmæle. Som titlen antyder opfattede Grundtvig det som et kirkeligt svar på Clausens værk. Grundtvig erklærede, at Clausen var en falsk lærer og en falsk kristen, og at kirken måtte værne sig mod Clausens synspunkter.

Clausen vandt, men rationalismen tabte

Hvor Clausen hævdede, at den videnskabelige, fornuftsstyrede bibeludlægning skulle være den højeste læremæssige autoritet i kirken, fremhævede Grundtvig i stedet trosbekendelsen. I disse gamle formuleringer havde Grundtvig nemlig fundet noget, der stod fast og kunne bruges som grundlag for hans kirkelige anskuelse. Ganske vist lagde han også stor vægt på Bibelen, men han mente dog, at udlægning af Bibelen alene gav for mange muligheder for vilkårlighed.

Grundtvig havde udfordret Clausen til enten at beklage sine synspunkter eller opgive sin professorstilling, og det kunne Clausen ikke have siddende på sig. Derfor anlagde han en injuriesag mod Grundtvig og vandt den. Grundtvig blev dog kun idømt en mindre bøde og kunne have beholdt sit præsteembede, men han valgte at sige det op i protest. Han kunne ikke leve med den spænding at være ansat i en statskirke, når staten samtidig beskyttede en rationalistisk professor, som Grundtvig mente var til fare for kirken.

Det viste sig dog, at rationalismen tabte terræn i disse år. I den følgende tid, hvor Grundtvig var uden embede og underlagt censur, voksede hans popularitet og modstanden mod rationalismen. Samtidig skyllede de gudelige vækkelserhen over landet, hvor folket rejste sig mod rationalismen og forlangte en levende forkyndelse af den kristne tro.

Frihed for rationalister

I 1839 fik Grundtvig igen et præsteembede, ved Vartov hospital, hvor han virkede som præst i resten af sit liv. Efterhånden ændrede hans meninger sig på nogle punkter. Udfaldet af sagen mod Clausen havde været medvirkende til at skabe det synspunkt hos ham, at der måtte være stor frihed inden for kirken. Der skulle være plads til både rationalister og til gammeltroende som ham selv. Man kunne ikke drive rationalisterne ud med magt.

Allerede i hans levetid oplevede nogle af hans tilhængere da også, at de var blevet mere ivrige i kampen mod rationalismen end han selv. Den grundtvigske teolog Thomas Rørdam (1832-1909) udgav i 1868 bogen Den kristelige Lære, hvori han med grundlag i Bibelen gjorde rede for den kristne tro. Grundtvig mente imidlertid, at Rørdam gik for vidt og var for konservativ. Hans antirationalisme var blevet opblødt med årene.

Grundtvigianere med og mod rationalister

Allerede mens Grundtvig levede, var der strid blandt hans tilhængere om, hvordan han skulle forstås. Efter hans død i 1872 blev den grundtvigske bevægelse i højere og højere grad delt i to: de såkaldte højregrundtvigianere og venstregrundtvigianere. Højregrundtvigianerne som for eksempel Rørdam blev ved med at kæmpe imod rationalismen.

Rørdam blev i 1895 udnævnt til Sjællands biskop med støtte fra både grundtvigske og indremissionske præster. Han blev dermed den første egentlige vækkelsesmand på en bispestol. I dag er højregrundtvigianerne efterhånden stort set uddøde, men i tidens løb har de haft flere indflydelsesrige repræsentanter, som for eksempel professor Regin Prenter (1907-90).

Venstregrundtvigianerne lagde derimod mindre vægt på kampen mod rationalismen, som da også så ud til at være vundet i slutningen af 1800-tallet. Efterhånden kom de ofte til at stå på samme side som de kulturradikale, der på mange måder videreførte arven fra rationalismen, i strid mod højregrundtvigianere og missionsfolk.