"Grundtvigianismen lever og ånder i stort og småt"

Ved Grundtvigs død [i 1872, red.] skete der et ”big bang”, og denne udvikling foregår stadig inden for grundtvigianismen. Den er endnu i færd med at definere sig selv,” siger domprovst og tidligere leder af Grundtvig-Akademiet Henrik Wigh-Poulsen. Foto: Foto: Peter Kristensen.

Grundtvigianismen, der blev defineret af Grundtvig og så dagens lys i midten af 1800-tallet, er et lysende eksempel på en social, kulturel og idémæssig strømning, der har påvirket og endnu påvirker os på et væld af forskellige måder

Dejlig er den himmel blå, en salme, som det ganske Danmark har fået ind under huden fra barnsben. I år fejrer den sit 200-års jubilæum og er således et af mange eksempler på den stærke kulturhistoriske arv, som dens ophavsmand, præsten N.F.S. Grundtvig (1783-1872), har overladt eftertiden.

Selve grundtvigianismen, den kirkelige retning, der blev defineret af Grundtvig og så dagens lys i midten af 1800-tallet, er stadig et lysende eksempel på en social, kulturel og idémæssig strømning, der har påvirket og endnu påvirker os på et væld af forskellige måder.

Arven er som en vandåre, der løber dybt nede under dansk kultur, og som vander de mest forskellige steder, som Odenses domprovst og tidligere leder af Grundtvig-Akademiet ved Vartov i København Henrik Wigh-Poulsen udtrykker det på akademiets hjemmeside, www.grundtvig.dk.

Grundtvigianisme - glad kristendom

Som det meget nuancerede menneske, han var, havde Grundtvig blandt andet progressive tanker om teologi, skolevæsen, politik og litteratur. Han var både præst, pædagog, politiker og poet:

Grundtvigianismen er mange ting - ideer om kirkeliv, sociale forhold, politik og skolevæsen for eksempel - og den delte sig allerede i Grundtvigs egen tid. Nogle tog hans salmer til sig, andre hans poetiske værker, atter andre hans tanker om skolevæsnet og så videre. Sådan er det stadig. Ved Grundtvigs død [i 1872, red.] skete der et big bang, og denne udvikling foregår stadig inden for grundtvigianismen. Den er endnu i færd med at definere sig selv, forklarer Henrik Wigh-Poulsen.

Det mest centrale i grundtvigianismen er forståelsen af mennesket, der er skabt godt i Guds billede. Grundtvig vendte sig på den måde mod den lutherske synd. Grundtvigianismen taler for, at for at du kan forkynde kristendommen, skal du have hjertet og mennesket med dig, fortsætter Wigh-Poulsen.

Med dette standpunkt lagde Grundtvig afstand til fortidens opfattelse af, at livet var én lang, syndefuld vandring. Helvede var Grundtvig ikke sikker på eksisterede, hvilket var et kvantespring i samtidens religiøse forestilling. Menneske først, kristen så var og er et typisk udtryk for den grundtvigianske tankegang, og dette kom for eksempel til udtryk i Grundtvigs frihedsforståelse, som fastslog, at det enkelte menneskes tros- og religionsfrihed kunne føre udviklingen af et menneskeligt og folkeligt samfund med sig. Han tog afstand fra alt, hvad der lignede fundamentalisme.

Grundtvigs tanker om den glade kristendom vandt indpas i Danmark fra 1820erne og fremefter. Den glade kristendom var et udtryk for Grundtvigs grundlæggende tro på, at jordelivet var godt. Livet og ikke døden skulle værdsættes i modsætning til tidligere tiders strenge pietisme, der for eksempel kom til udtryk i H.A. Brorson (1694-1764) og Thomas Kingos(1634-1703) salmer. Siden da har bevægelsen bredt sine rødder i mange retninger.

Grundtvigianismen er en form for impuls, og under denne meget store paraply finder man et væld af forskellige strømninger fra menneskelivet, samfundet, skolevæsnet med mere. Dialogen med samtiden og tidsånden hvad enten man var for eller imod har altid været en hjørnesten i bevægelsen og er det stadig. Dette kombineret med et fortløbende selvopgør har til alle tider været de vigtigste træk ved grundtvigianismen, fortsætter Wigh-Poulsen.

Da grundtvigianismen blev vækket

Grundtvigianismen slog rod som en kristen vækkelsesbevægelsei begyndelsen af 1800-tallet, hvor almuen blev påvirket af det mere individualistiske menneskesyn, der vandt frem med de spirende politiske og sociale reformer. Forholdet til Gud blev pludselig personligt med menigheden i fokus i stedet for autoriteterne. Guds ord var ikke længere noget fortidigt, der kun var forbeholdt teologerne, men noget nutidigt, som nu kunne opleves via dåben, nadveren og trosbekendelsen. Grundtvigianismen bidrog også kraftigt til landbefolkningens politisk-demokratiske og nationale bevidstgørelse.

Siden appellerede bevægelsen i højere grad til det brede, folkekirkelige spektrum og blev nærmere grundtvigsk end grundtvigiansk. Begrebet grundtvigianer, der florerede i 1810'erne og fremefter, var dengang mest et skældsord, fordi Grundtvig og hans tilhængere på dette tidspunkt blev opfattet som oprørere i det danske kirkeliv. I dag kalder de fleste sig grundtvigske, der er den moderne betegnelse.

Hver generation har i et generationsopgør taget stilling til de grundtvigske holdninger og løsnet sig fra dem løbende. Selvopgør ligger i generne på det grundtvigske, og ideerne bliver hele tiden oversat på ny, forklarer Henrik Wigh-Poulsen.

Også i 2010 når inspirationen fra den både åndeligt og fysisk store Grundtvig ud i vide kredse, for eksempel med folkehøjskolerne, som var Grundtvigs idé til et fællesskabspræget, oplyst samfund. Grundtvig ville med højskolerne skabe en skole for livet for alle samfundsklasser, fra bondestand til embedsmænd. Bevægelsen har altid været kendt for sin vilje til nytænkning:

Der har hele tiden været villighed til fornyelse og samtale i grundtvigianismen. Derfor har den ændret sig med tiden. Et eksempel er dens dialog med kulturradikalismen i slutningen af 1800-tallet, fortæller Henrik Wigh-Poulsen.

En af de nyskabende ideer, grundtvigianerne nemlig også var kendt for, var, at politik og religion i deres verden ikke udelukkede hinanden, og derfor kunne de gå i dialog med den kulturradikale Georg Brandes, der åbenlyst var ateist.

Fra hård opposition til blødt mellemgulv

I 2010 finder man de grundtvigske inden for et bredt spektrum fra de konservative til de reformvenlige:

De grundtvigianske præster har gennem tiden været repræsentanter for mange forskellige poler inden for grundtvigianismen. I datiden var de i konstant opposition til samfundet med deres nytænkning af værdier og kristendom i dag er de i højere grad det bløde mellemgulv i dansk kirkeliv, siger Henrik Wigh-Poulsen.

Fælles for dem alle er, at de altid har søgt og stadig søger dialogen med det omgivende samfund. Det gør man også i initiativet Den grundtvigske midtbane under Grundtvig-Akademiet, som er et netværk af fortrinsvis yngre præster, der mødes 2-4 gange årligt til fælles drøftelser og inspiration. Her diskuterer man for eksempel embedssyn, forholdet mellem Grundtvig og Kierkegaard, udfordringen fra den nye ateisme, klima og forbrug.

Grundtvigsk midtbane er et initiativ, en afklaringsprocedure, under Grundtvig-Akademiet, som arbejder på at få Grundtvig ind på midten igen i den nutidige debat, siger Henrik Wigh-Poulsen.

Ikke at Grundtvig vel egentlig nogensinde er trådt ud af begivenhedernes midte. Han var i sin levetid en farlig mand med udfordrende holdninger for kirken, en mønsterbryder, som formåede at bryde igennem den kirkelige lydmur med sine nyskabende ideer om uddannelse, politik og litteratur. Han var også langt forud for sin tid, hvad angik ytringsfrihed og kvindefrigørelse, som han var en markant fortaler for gennem hele sit virke. Siden da har han optaget de danske sind som et oliefyr, der står og brummer nede i den mentale kælder, som det udtrykkes på www.grundtvig.dk. Hvem kender eksempelvis ikke udtryk som morgenstund har guld i mund, en aktiv del af det danske sprog, der er hentet fra Grundtvigs livslange leg med ord?

Grundtvig er stadig inspirerende for mange. Hvor der er liv, er der kamp og Grundtvig var selv meget optaget af kræfternes frie spil, slutter Henrik Wigh-Poulsen.