Sognepræst: Gud er en far, der handler som en mor

Gudsbilledet har ændret sig fra at være en ærefrygtindgydende Gud til en omsorgsfuld Gud. Ændringen er kommet samtidig med de kvindelige præster og den generelle ændring i kønsrollerne i hjemmene, mener sognepræst Eva Holmegaard Larsen. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Væk er den strenge, krævende Gud, der tronede frygtindgydende og dømmende over os alle. I dag er Gud mere én, der vandrer med os for at forsikre os om sin evige kærlighed, vurderer sognepræst Eva Holmegaard Larsen

Der er nok ikke mange, der går i kirke i dag og oplever, at de bliver skældt ud. Det skulle måske lige være juleaften, hvis man er så uheldig at ramle ind i en frustreret præst.

Men ellers er det småt med revselserne fra de danske prædikestole. Det er sjældent, man oplever at kravle ud af kirken efter en god svovlprædiken. Og det er sjældent, man går fra en gudstjeneste og føler, man er en arme synder, der kun har ét at håbe på: Guds nåde.

Tværtimod er der mange, der vil sige, at de har følt sig modtaget og forstået.

LÆS OGSÅ: Jeg bruger Jesus som stresscoach

Gud er blevet mild
I dag forkyndes generelt et mildt og mere blødt gudsbillede. Fokus er Guds tilgivende kærlighed frem for menneskets dårskab og uendelige utilstrækkelighed. Gud er omsorgsfuld og forstående og følger med et kærligt blik menneskebørnenes veje og vildveje.

Væk er den strenge, krævende Gud, der tronede frygtindgydende og dømmende over os alle. I dag er Gud mere én, der vandrer med os for at forsikre os om sin evige kærlighed, uanset hvad.

Gud er også moder
Det er ikke forkert at sige, at det er den klassiske, ideale og omsorgsfulde mor, der har indtaget pladsen efter den strenge og opdragende far. Har det noget med køn at gøre? At det i dag i vid udstrækning er kvinder, der står for den kristne forkyndelse?

At Gud også tilskrives moderlige egenskaber er ikke noget nyt. Allerede i Det Gamle Testamente benyttes moderbilleder på Gud side om side med krigeren og hævneren og dommeren.

Berømt er det sted hos Esajas, hvor folket klager over, at Gud har svigtet dem og glemt dem. Men profeten svarer på Guds vegne: Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn, hun fødte?

LÆS OGSÅ: Er Gud beskrevet som en kvinde i Esajas' Bog?

Der skal ikke revses
Også i Det Nye Testamente møder vi et mildt og favnende gudsbillede eksempelvis i Jesu lignelse om den fortabte søn.

Det helt anderledes og udfordrende for datiden i den fortælling er netop, at her tegnes et billede af Gud som en far, der handler som en mor: Eftergivende, godtroende, tilgivende og forstående. Også i forholdet til den ældste søn, der ikke vil komme ind til festen for den hjemvendte lillebror af bare forurettelse.

Her vælger faderen at komme knægten i møde og spørge ind til ham, som man siger, i stedet for som en ordentlig far at kalde ham ind på kontoret og revse ham for den frækhed at betvivle Faderens beslutninger.

Det er altså ikke noget nyt at tilskrive Gud det moderlige, men mange hundrede års patriarkalsk dominans i den kristne kirke har gjort det svært at få øje på. Gud ske lov for Mariakulten, der har fungeret som en ventil for det kvindelige aspekt af Guds væsen.

LÆS OGSÅ: Hvordan ligner vi Gud?

Der er ingen tvivl om, at de kvindelige præster har betydet noget for, hvordan Gud forstås. Helt enkelt vil en kvinde fortolke et faderforhold anderledes end en mand.

I et far-søn-forhold foregår der ofte et spil, hvor sønnen bestræber sig på at leve op til faderen. Det er et konkurrenceforhold med et tydeligt hierarki. Mens en datter, hvad forventer hun af sin far? Tryghed og beskyttelse.

Gud har ændret sig med kønsrollerne
Men faderbilledet har jo også ændret sig i det hele taget i takt med ændrede familieformer og en stigende dominans af det, vi kalder de kvindelige værdier.

Hvor blev husfaderen for enden af bordet af? Ham der både var familiens lovgivende, dømmende og udøvende magt? I dag er der ikke en klar rollefordeling mellem far mor, de ligner mere eller mindre hinanden er lige forstående og servicerende. Er der ikke også gået curling-far i Gud?

Nye sider er blevet frigjort
Det terapeutiske ved kristendommen ligger i selve troens kerne, at Gud i Kristus er gået ud af sig selv for at komme mennesket i møde for at rejse os af vores sorg og kummer og give os mod og glæde til at leve vores liv på godt og ondt.

I den forstand er den kristne Gud faktisk en behandler frem for blot at være den, der sætter lovene og kan sidde uberørt af menneskets sorg og kummer og fælde dommen. Og at den side af Gud er blevet frigjort fra en patriarkalsk fokus på magt og myndighed, er kun en helt nødvendig udvikling.

Samtidig mener jeg, det er vigtigt både for den kristne forkyndelse og for forældre og som samfund - at besinde sig på, om kærlighed altid er at være forstående og servicerende? Kærlighed er også at stille krav og kalde mennesket til myndighed.

Og måske er det i virkeligheden den hjælp til selvhjælp, der er mest nyttig i længden at møde noget modstand og blive kaldt til mod og ansvar.

Eva Holmegaard Larsen er sognepræst og forfatter til "Kvinde, mand, kirke. Folkekirken og den lille forskel".