7 høstgudstjenester i september og oktober

I løbet af de næste uger vil danske kirker landet over samle menigheden for at fejre høsten. Foto: ZoomTeam - Fotolia

I det tidlige efterår pyntes flere af de danske kirker med høstens gaver for at fejre frugtbarheden og naturen. Her får du en guide til syv høstgudstjenester i landets kirker

Selvom solen skinner og sensommeren synes at fortsætte og fortsætte er det ifølge kalenderen tid til høstgudstjenester. I løbet af de næste uger vil danske kirker landet over samle menigheden for at fejre høsten.

Flere steder holder man auktion over menighedens afgrøder og giver overskuddet til nødhjælpsorganisationer eller menighedsrådets julehjælp. Se her, hvor du kan gå til høstgudstjeneste i år 

København Ø: Høstgudstjeneste med efterfølgende auktion 

I Sions Kirke på Østerbro bliver der, traditionen tro, holdt høstgudstjeneste med en efterfølgende auktion. Alle opfordres til at medbringe noget fra egen høst der til gudstjenesten vil blive velsignet, og efterfølgende blive solgt til auktionen. Alt overskuddet fra auktionen går til Folkekirkens Nødhjælps Høstkollekt. 

Gudstjenesten foregår i Sions Kirke d. 18. september kl. 10.00, Københavns Kommune. 

Sæby: Høstgudstjeneste med fokus på klima og miljø

Sæby Kirke holder i år høstgudstjeneste med temaet ”klima og miljø”. Efterfølgende er menighedsrådet vært for en frokost samt auktion for høstens gaver. 

Gudstjenesten foregår i Sæby Kirke d. 18. september kl. 10.00, Frederikshavn Kommune.

Bregninge: Høstgudstjeneste på Tåsinge

På Tåsinge, tæt ved det naturskønne Svendborgsund, ligger Bregninge Kirke. Her fejres høsten i en flot pyntet kirke, med taksigelser og høstsalmer. 

Gudstjenesten foregår i Bregninge Kirke d. 25. september kl. 10.00, Svendborg Kommune. 

Rønde: Høstgudstjeneste med korsang

I Bregnet Kirke på Djursland fejres høsten med korsang fra kirkens børne- og ungdomskor. Til gudstjenesten velsignes menighedens medbragte afgrøder, der efterfølgende vil blive solgt på auktion. Overskuddet går til Folkekirkens Nødhjælp og Kirkens Korshær.

Gudstjenesten foregår i Bregnet Kirke d. 25. september kl. 10.30, Syddjurs Kommune.

Dronninglund: Fyld Danmarks kirker

Dorf Kirke i Dronninglund ønsker at tage udfordringen op om at fylde Danmarks kirker, og opfordrer derfor alle til at komme og medvirke i høstgudstjenesten. Foruden at se hvor mange der er plads til i Dorf Kirke, er alle tidligere og nuværende kormedlemmer inviteret til at komme og deltage i et stort fælleskor under gudstjenesten. 

Gudstjenesten foregår i Dorf Kirke d. 25. september kl. 14.00, Brønderslev Kommune.

Højer: Høst- og jagtgudstjeneste

Emmerlev Kirke afholder høst- og jagtgudstjeneste med medvirkende jagthornsorkester. Efter gudstjenesten inviterer menighedsrådet til ærtesuppe. 

Gudstjenesten foregår i Emmerlev Kirke d. 25. september kl. 14.00, Tønder Kommune.

Virum: Familiehøstgudstjeneste med street food

Virum Kirke inviterer til en stor og festlig familiegudstjeneste hvor der vil blive takket for årets høst. Efterfølgende vil der på kirkepladsen blive opstillet et stort fælles høstbord, hvor menighedens afgrøder deles. Derudover er det muligt at købe mad ved street food trucken ”Gadekøkkenet” der bl.a. serverer en nyfortolkning af retten ”brændende kærlighed”.

Gudstjenesten foregår i Virum Kirke d. 2. oktober kl. 10.00, Lyngby-Taarbæk Kommune.

Foto: StockRocket - Fotolia