Musikalsk borgerfrøken bliver helgenkåret

Mother Teresa er ikke den eneste, der helgenkåres dette efterår. Elisabeth af Treenigheden var egentlig opdraget til Frankrigs selskabsliv, men endte som nonne og helbredte en kvinde, der var bundet til sin kørestol. Nu bliver hun kåret til helgen

Den salige Elisabeth af Treenigheden bliver helgenkåret den 16. oktober 2016 på Peterspladsen i Rom. Hendes liv var centreret omkring stilhed, bøn og meditation, og hun blev ført stadig dybere ind i Treenighedens mysterium.

Hun levede sit korte klosterliv i klausur, men hendes tanker er nået ud over hele verden. ”Apostel og karmeliternonne,” skrev hun. ”Det er ét og det samme.”

Elisabeth blev saligkåret 25. november 1984 af pave Johannes Paul II, der sagde: ”Den salige Elisabeth af Treenigheden stråler som et lys for os.” Det sagde han ud fra den betragtning, at Elisabeth med sit liv og sin bøn vidnede om Guds kærlighed. Det gjorde hun i kraft af sin stadig dybere meditation over Treenighedens mysterium.

Den 2. april 2002 kom en belgisk kvinde til karmeliterklostret i Flavignerot for at takke Elisabeth af Treenigheden. Kvinden led af Sjögrens syndrom og var bundet til sin kørestol, men hun havde bedt meget til Elisabeth af Treenigheden og derved fået åndelig styrke til at bære sin sygdom.

Da kvinden havde takket for denne hjælp, rejste hun sig pludselig ved egen kraft, idet hun udbrød: ”Jeg er ikke længere syg!”.

Derefter genoptog kvinden et helt normalt liv, og lægerne konstaterede, at hun var rask. Efter 15 års undersøgelser af denne sag erklærede Kirken, at der var tale om et mirakel. Det skete den 3. marts 2016.

Når Elisabeth helgenkåres, er det dog ikke kun på grund af dette mirakel. At blive helgen kræver, at kærligheden til Gud har været centrum i kandidatens liv, og det kræver, at kandidaten også har udøvet kærlighed til andre mennesker.

Som et tegn på at helgenernes tætte relation til Gud fortsætter efter døden, kræves der et mirakel, som med sikkerhed kan tilskrives deres forbøn. Disse mirakler kan for eksempel være pludselige helbredelser af dødelige sygdomme.

Elisabeth blev opdraget til et borgerligt selskabsliv

Elisabeth Catez blev født i en officersfamilie i Frankrig. Forældrene var katolikker, og faren døde, da hun var 7 år. 

Allerede som barn blev Elisabeth grebet af Gud, og hun havde stor kærlighed til Jomfru Maria. Hun havde dog også et kolerisk temperament, som hun hele barndommen og ungdommen arbejdede med at styre, og hun havde en jernvilje, som hun kæmpede med at få ind under Guds vilje.

Da Elisabeth var 14 år, fik hun en oplevelse af Guds nærvær i sjælen, og denne åndelige erfaring gjorde hende overbevist om, at hun havde et kald til at blive karmeliternonne. Imidlertid ville moren ikke høre tale om, at Elisabeth skulle i kloster. Derfor deltog hun, efter moderens ønske, i selskabslivet, og hun studerede på Musikkonservatoriet, hvor hun fik flere priser. 

Elisabeth levede således et relativt mondænt selskabsliv, men samtidig havde hun et rigt indre liv med store åndelige nådegaver. Hun kunne rumme begge dele og skriver, at hun bærer klostret i sit indre som en celle i hjertet.

De nådegaver, hun fik i bønnen, kom også andre mennesker til gode, idet hun udøvede næstekærlighed og tog sig af de fattige børn på tobaksfabrikken. ”Vor Frue af tobakken” kaldte de hende spøgefuldt.

I januar 1899 læste Elisabeth bogen "Fuldkommenhedens vej", der er skrevet af Karmeliterordenens reformator Teresa af Avila, og Elisabeth blev dybt grebet af sætningen: ”Det er nødvendigt at søge Dig [Gud] i mig”. I det øjeblik opdagede hun det, som katolsk teologi beskriver som Treenighedens bolig i sjælen, og dette tema blev centrum for hendes spiritualitet.

Elisabeth bliver karmeliternonne og kommer nærmere andre mennesker

I 1901 gav moderen sit samtykke til, at Elisabeth kunne indtræde i karmeliterklostret i Dijon, og hun skriver om livet her: 

”En karmeliternonnes liv er samvær med Gud fra morgen til aften og til næste morgen igen. Hvis Han ikke fylder vore celler og klostre, hvor ville her være tomt! Men vi ser Ham i alt, for vi bærer Ham i os, og vores liv er en forsmag på Himlen.”

Senere samme år oplevede Elisabeth i en mørk trosnat, hvor hun følte, at Gud var fraværende. Men hun gennemgik denne trosnat i ren tro uden at lade sig rive med af sine følelser: 

”Gud i mig og jeg i Gud. Lad det være vort valgsprog. Hvor dette nærvær i vor sjæls indre helligdom er godt. Der finder vi Ham altid uanset om vi føler det eller ej,” skriver hun. 

Hun ville ikke give efter for tvivlen, men være tro mod de nådegaver, som Gud tidligere havde givet hende, og hun kom senere renset og styrket gennem denne trosnat.

Hendes kærlighed til Gud blev nu yderligere styrket, og den førte hende nærmere andre mennesker. Ud fra selve dybet af sin kærlighed til Gud fik hun styrke til at elske sine medmennesker.

Hun skriver således til sin mor: ”Din datter omfavner dig med al den kærlighed som findes i hendes hjerte som karmeliternonne. Dette hjerte, som helt tilhører dig eftersom det er helt og holdent Hans.”

Livet i klostret var ikke kun bøn men også arbejde med madlavning, rengøring, urtehaven og Elisabeth var i stand til at bede, mens hun udførte disse arbejdsopgaver og skriver om dette: 

”Alt ligger i intentionen. Vi kan helliggøre selv de mindste ting, og de mest hverdagsagtige handlinger kan vi forvandle til guddommeligt værk.” 

Elisabeths berømte bøn til Treenigheden

Da Elisabeth blev karmeliternonne, modtog hun klosternavnet Elisabeth af Treenigheden, og dette navn kom til præge hendes kald. Den 21. november 1904 aflagde hun klosterløfterne og skriver: 

”Jeg føler så megen kærlighed hvile over min sjæl. Det er som et ocean hvor jeg synker.”

Samme dag skrev hun en bøn til Treenigheden. Hun skrev den på en ynkelig lille papirlap som hun havde revet ud af en gammel notesbog. Begyndelsen af bønnen lyder således:

O min Gud, Treenighed, jeg tilbeder Dig! /Hjælp mig at glemme mig selv helt og holdent, / så at jeg kan slå mig til ro i Dig, /stille og i fred, / som befandt min sjæl sig allerede i evigheden. / Lad intet rokke min fred, / intet fjerne mig fra Dig, min Uforanderlige, / men lad hvert øjeblik/ føre mig stadig dybere og længere ind i Dit mysterium!

Bønnen fortsætter med et afsnit om Kristus, Gud og Helligånden. 

Denne bøn er ikke en teologisk udredning, selvom den er teologisk uangribelig. Elisabeth er mere en profet, der råber i ørkenen, end en teolog, der forklarer og analyserer. 

I 1906 fik Elisabeth de første symptomer på Addisons sygdom, og hun blev hurtigt alvorligt syg. Denne sygdom og lidelse førte hende i tættere forening med Gud. Hun skriver: ”Vi er bestemt til Gud og til forening med Gud, og Jesus er vejen. Vi må bære Hans kors for at blive forenet med Gud.” 

I denne lidelsesfyldte periode fik Elisabeth hjælp af Jomfru Maria og skriver: ”Jomfruen er her stadig for at lære mig at lide, som hun selv gjorde. For at tale til mig og for at lære mig at lide som Han gjorde.” 

Elisabeth døde kort tid efter, og hendes sidste ord var: ”Jeg går til Lyset, til Kærligheden, til Livet…”

Lissie Lundh, Exam.art. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. 

Kilder: 
Koen de Meester: Din närvaro ër min glädje. Serie Karmel. Karmeliterna Tågarp – Glumslöv. 2006.
Elisabeth af Treenigheden. Andliga skrifter. Red.: Anders Aborelius OCD. Serie karmel. Karmeliterna Tågarp – Glumslöv. 1979.
www.elisabeth-dijon.org