Hvad siger Bibelen om døden?

I Det Gamle Testamente så man døden som en uundgåelig del af livet. Denne forståelse af døden ændres først i Det Nye Testamente. -

I Det Gamle Testamente så man døden som en uundgåelig del af livet. Denne forståelse af døden ændres først i Det Nye Testamente

I Det Gamle Testamente har døden ikke samme betydning, som den får i Det Nye Testamente. Vi kan i Det Gamle Testamente mest af alt se døden som et livsvilkår, som ikke frygtes (2 Sam 14,14). Døden kommer fra Gud (1 Sam 2,6), men de døde er ikke hans undersåtter (Sl.115,17).

Holdningen er, at døden indtræffer, når det er tid til det, som vi kan se ud af dette uddrag af Prædikerens Bog 3,1-8:

Alting har en tid,
for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
En tid til at fødes, en tid til at dø.
En tid til at plante, en tid til at rydde.
En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.
En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
En tid til at græde, en tid til at le.
En tid til at holde klage, en tid til at danse.
En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten.
En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.
En tid til at opsøge, en tid til at miste.
En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.
En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.
En tid til at tie, en tid til at tale.
En tid til at elske, en tid til at hade.
En tid til krig, en tid til fred.

Straf fra Gud

Døden ses dog ikke kun i et pragmatisk lys. Døden skal helst foregå under ganske bestemt forhold. Man skal dø mæt af dage i rigdom og velbehag (1 Mos 25,8; Job 42,17). Modsætningen hertil er naturligvis at dø ung og fattig. En sådan pludselig død, midt i livet uden mulighed for en ordentlig begravelse kan forstås som en straf fra Gud (5 Mos 28,26).
Den fysiske død mister sin magt

Med Det Nye Testamente tager vi hul på en helt ny forståelse af døden. Der er meget fokus på Guds magt over døden, især i evangelierne hvor Jesus flere gange vækker døde til live (Mark 5,21-43; Luk 7,11-17; Joh 11,1-44). Den fysiske død står ikke længere som uomgængelig, hvilket opstandelsen slår fast med syvtommersøm. Jesus kommer flere gange ind på, at døden kan overvindes ved at tro på ham (Joh 5,24-26), og i det hele taget er døden ikke længere uundgåelig. Jesus introducerer hermed frelsen som frelse fra døden.

Den anden død

Paulus forstod døden som et vilkår, der blev indført i verden ved Adam, sammen med synden. I Kristus blev begge overvundet (1 Kor 15,20-26), men Paulus havde et forklaringsproblem, idet den fysiske død stadig indfandt sig blandt hans menigheder. Han løste problemet ved at åbenbare de dødes opstandelse ved Kristi genkomst (1 Thess 4,13-18). Her vil de døde kaldes tilbage fra dødsriget for at dømmes. Her stifter vi bekendtskab med den såkaldte anden død (Åb 21,8):

Men de feje og troløse og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene og afgudsdyrkerne og alle løgnerne skal få deres lod i søen, der brænder med ild og svovl, det er den anden død.

Der venter altså en evig pinsel for de, der får den anden død.

Disse voldsomme forestillinger hænger sammen med, at man i kristendommens tidlige begyndelse forventede, at Kristi genkomst var nært forestående. I dag spiller den anden død og pinslen i ildsøen ikke en stor rolle i folkekirken.

I Det Gamle Testamente så man døden som en uundgåelig del af livet. Denne forståelse af døden ændres først i Det Nye Testamente. -