Indføring

Hvad siger Bibelen om skabelse?

Ifølge 1. Mosebog skabes først himmel og jord, derefter planter, dyr og endelig mand og kvinde. Udsnit af Michelangelos "Skabelsen af Adam". Foto: Pixabay

Hvor mange skabelsesberetninger er der, og hvordan nyskabes mennesket i Kristus? Se, hvad der står i Bibelen om skabelse

Fortællingerne om verdens og menneskets skabelse findes først og fremmest i Det Gamle Testamente. Skabelsens forløb er beskrevet i de to skabelsesberetninger i 1. Mosebog 1 og 1. Mosebog 2.

I den første skabelsesberetning skildres skabelsen som en skabelse ud af intet ved ordet. Først skabes himmel og jord, derefter planter og dyr og endelig mand og kvinde.

I den anden skabelsesberetning dannes mennesket som den første skabning, manden, af jorden, hvorefter Gud blæser liv i hans næsebor. Herefter skabes dyr og planter og tilsidst skabes kvinden af mandens ribben.

Foruden de to skabelsesberetninger udgør Salme 104 en slags skabelsesberetning:

"Jorden gav du sin faste grundvold,
den rokkes aldrig i evighed.
Urdybet dækkede den som en dragt,
vandet stod op over bjergene.
Det flygtede for din trussel,
skræmt af din torden løb det sin vej
op over bjerge og ned gennem dale
til det sted, du havde fastsat for det.
Du satte en grænse, det ikke må overskride,
det skal ikke dække jorden igen" (vers 5-9).

Der findes også antydninger af skabelsens forløb i Salme 24 og Salme 102 i Esajas' Bog 40,12 i Jobs Bog 38,4-11 og i Ordsprogenes Bog 8,22.

Det nye Testamente forudsætter de gammeltestamentlige skabelsesberetninger, men omtaler derudover en omfattende nyskabelse eller genfødsel, som først og fremmest finder sted i dåben (Johannesevangeliet 3,3-5).

Denne nyskabelse betyder, at mennesket forenes med Kristus, og derved genoprettes den gudbilledlighed, som mennesket mistede ved syndefaldet (Romerbrevet 5). Derfor skal den kristne ved dåben også leve et helt nyt liv:

"Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv" (Romerbrevet 6,4).

De, der er i Kristus, er altså nye skabninger. Det gamle er forbi, noget nyt er blevet til (2. Korintherbrev 5,17).

Ifølge Johannes' Åbenbaring bliver ikke bare mennesket en ny skabning. Nej, der er tale om, at en helt ny verden skal afløse den gamle. Den nye verden er radikalt anderledes end den gamle.

Den første himmel og den første jord skal forsvinde og en ny himmelsk by skal erstatte det gamle, ødelagte Jerusalem. Den nye verden er fredelig og rolig. Det er en verden, hvor Gud ikke mere skal være fjern i sin himmel, men hvor han skal opholde sig hos menneskene:

"Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:
Nu er Guds bolig hos menneskene,
han vil bo hos dem,
og de skal være hans folk,
og Gud vil selv være hos dem.
Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.
Og han, der sidder på tronen, sagde: "Se, jeg gør alting nyt!" (Johannes' Åbenbaring 21,1-5a).

Visionen om den ny verden i Johannes' Åbenbaring, åbner for spørgsmålet om, hvorvidt den nye verdens skabelse skal forstås som en skabelse ud af intet, i forhold til de øvrige nytestamentlige skrifter, hvor det nye liv i Kristus snarere ses som en genoprejsning af den første skabelse, som den fandt sted i begyndelsen.