Marie Krarup: Den syriske flygtning er ikke min næste

For folketingmedlem Marie Krarup handler næstekærlighed om at være tilstede i de nære

For folketingmedlem Marie Krarup handler næstekærlighed om at være tilstede i den nære relation. Derfor mener hun ikke, at hjælp til syriske flygtninge er udtryk for kristen næstekærlighed. Det er snarere et politisk mål. Foto: Martin Stampe / Scanpix Denmark

De syriske flygtninge og børnene i Afrika er ikke mine næster. Det ville være vanvittigt at stille et krav om, at jeg skulle elske dem, for dem kender jeg ikke.
Marie Krarup, folketingsmedlem

For mig er næsten det menneske, som er mig nær. De mennesker, der hjælper de syriske flygtninge, er præcis det modsatte af næstekærlige, mener folketingsmedlem Marie Krarup

For mig er næsten det menneske, som er mig nær. Jeg kan godt lide den engelske bibeloversættelse, som bruger ordet ”neighbour”, altså nabo, om næsten. Det er det menneske, som jeg kan se og røre ved.

Læs svar til Marie Krarup her: Den syriske flygtning i nød er også min næste

Buddet om at elske næsten er indbegrebet af kristendom, og det hører uløseligt sammen med at elske Gud. Det giver ingen mening uden Gud. Buddet taler til alle mennesker, og der er altid et krav om næstekærlighed i den menneskelige relation. Men vi er jo kun mennesker, og vi formår ikke altid at udvise omsorg til vores nærmeste. 

Se bud på spørgsmålet om næstekærlighed fra Mattias Tesfaye og Kristine Stricker Hestbech her 

Lige nu har nogle mennesker så travlt med at hjælpe flygtninge, at jeg tror, de glemmer at være til stede over for de mennesker, som virkelig er deres næste. Jeg synes, det er klamt at høre på, at det er særligt godt at hjælpe mennesker i sådan nogle situationer. Det er vigtigere for mig at elske næsten i den nære relation. Det viser jeg blandt andet ved at lave mad til mine børn og give min mand et kys på kinden. 

Men man gør ikke altid folk glade ved at vise dem næstekærlighed. Næstekærlighed er også at give min søn en endefuld, hvis han har stjålet i kiosken.

Til gengæld er de mennesker, som hjælper de syriske flygtninge, præcis det modsatte af at være næstekærlige. De tager arven fra deres børn og giver den til fremmede mennesker. De ødelægger det frie og rige Danmark ved at åbne landet for folk, som ikke har noget som helst krav på at være her. 

Det er ualmindeligt unæstekærligt over for deres børn, der er arvinger til et land, som de smadrer ved at byde fremmede mennesker velkommen.

De syriske flygtninge og børnene i Afrika er ikke mine næster. Det ville være vanvittigt at stille et krav om, at jeg skulle elske dem, for dem kender jeg ikke.

Det har derfor intet med næstekærlighed at gøre at lave et indsamlingsshow til fordel for syriske flygtninge. Det er snarere et udtryk for et politisk mål om at hjælpe flygtningene.

Det er vigtigt for mig at holde det kristne næstekærlighedsbud ude af mit politiske arbejde. Det er et etisk krav til enhver om at vise omsorg for det menneske, som står foran dig. Næstekærlighed er at lade Jesus virke i dig og gøre noget for andre. Derfor er buddet aldrig rettet kollektivt til en gruppe eller et samfund.

Mange mennesker tror, at næstekærlighed findes i en venstreorienteret velfærdspolitik, hvor man tager fra de rige og giver til de fattige. Det skyldes, at folk i dag ved mindre om, hvad kristendom er. De tror, det er næstekærligt at stemme på socialistiske partier, som vil ophæve alle grænser og hjælpe fattige på de riges bekostning.

Det synes jeg er noget vrøvl.

Næstekærligheden kommer til udtryk på mange forskellige måder og afhænger af situationen. Det er netop derfor, den ikke kan sættes på politisk program. Der findes ikke næstekærlighed i politik, og derfor kan ingen partier tage patent på næstekærligheden.

Artiklen er en af flere i serien "Hvem er min næste?". Du kan læse flere interviews fra serien her