Biskop: Næstekærlighed er en konto, vi altid skylder på

Jeg kan ikke sætte et mærke på en eller anden handling og sige: ”Dér var jeg altså lige næstekærlig”. I evangeliet handler næstekærlighed netop om at glemme sig selv, siger biskop Henrik Wigh-Poulsen

Næstekærlig evangelisk forstået – altså den næstekærlighed, som Jesus taler om i Det Nye Testamente – er den kærlighed, som vi skylder at møde andre mennesker med, for så vidt at vi skal spejle Guds kærlighed til os mennesker i vores eget liv. Hvis man taler om næstekærlighed i nytestamentlig forstand, er næstekærlighed en konto, som vi altid skylder på. Der er hele tiden et krav om at elske vores næste som os selv. De ord vil hele tiden bevæge os og skubbe til os og korrigere os i vores kynisme og selviskhed.
 
Min næste er den, jeg møder, den, hvis veje krydser mine veje, og den, jeg ser, har brug for min hjælp. Men hvem der ikke er min næste kan jeg ikke på forhånd sige. Når Jesus taler om at elske sin næste siger han også ”Elsk jeres fjender”. Det er en radikal næstekærlighed. Det har vi meget svært ved at leve op til. Vi kan aldrig nogensinde komme derhen, hvor vi bare elsker vores fjender.

Vi må hele tiden gøre vores bedste, men vi ved, vi aldrig kan gøre det godt nok. Jesus sætter barren højt, men han er også den, der fortæller os, at der trods alt er en tilgivelse for os.
 
Hvordan næstekærligheden falder ud, er uforudsigeligt. Det er situationsbestemt. Man kan ikke sætte næstekærligheden på formel eller nedfælde den i et politisk handlingsprogram. Det er altid afhængigt af, hvor vi er, og hvem vi møder. Næstekærlighed kan ikke gøres til et politisk eller ideologisk program, som man kan slå hinanden i hovedet med, men vi skal lade os bevæge af den.
 
Der er ingen, der er mere eller mindre næstekærlig end andre – i hvert fald er det ikke til os at bedømme det – det er kun Gud, der kan dømme det. Det, man dømmer som ikke-næstekærligt, kan jo godt være tænkt næstekærligt, og vice versa.

For at sige det helt kort aner jeg ikke, hvornår jeg sidst har gjort noget for min næste. Forhåbentlig for nylig. Jeg kan ikke sætte et mærke på en eller anden handling og sige: ”Dér var jeg altså lige næstekærlig”. Så kommer det til at handle mere om mig selv. Og så smuldrer næstekærligheden – i hvert fald sådan som den omtales i evangeliet. Dér handler det netop om at glemme sig selv.
 
Men det vil ligge mig fjernt at anklage mennesker, som gør et stykke arbejde, for at udstille deres næstekærlighed. Jeg synes vi skal holde op med at dømme andre ude på den måde. Det handler om, at vi hver især, når vi hører det, som Jesus har sagt til os, og hører det, han har gjort, lader os bevæge af det, og gør vores bedste - selvom vi godt ved, vi tit undlader at gøre rigtig mange ting, eller kunne have gjort det bedre.

Dagligt står jeg i situationer, hvor jeg ikke handler efter næstekærlighedsbuddet - hvor jeg ved, at jeg godt kunne have hjulpet, have rakt en hånd frem, kunne have sagt et par trøstende ord, eller kunne have været lidt mere betænksom. Du ved godt, at der måske sidder én i din familie som er ensom og kunne trænge til et telefonopkald, måske endda, at dine egne børn har det lidt skidt, men du får ikke lige talt med dem, fordi du er travlt optaget af noget andet. Sådan er det jo hele tiden.
 
Vi har hele tiden den andens liv i vores hænder, og det er netop dér, næstekærlighedsbuddet holder os til ilden.