Sygeplejerske: Jeg prøver at være den forandring, jeg ønsker at se i verden

Sommertid er ikke kun badning og sol. Med varme dage og nætter er det højsæson for de flygtninge, der tager den farlige tur over Middelhavet. Hvordan møder vi den fremmede inden for Europas grænser? Læs eller genlæs kristendom.dks serie om næstekærlighed og mødet med næsten

For mig er næstekærlighed at drage omsorg for andre. At være sygeplejerske er at et medansvar. Et medansvar for andre menneskers velbefindende, liv og helse. Hvis folk ikke kan klare det selv, skal man løfte dem og være en støttende hånd under dem. Jeg er så privilegeret at have en uddannelse, der gør, at jeg kan give andre noget konkret. I min hverdag prøver jeg at leve efter ordene ”vær den forandring, du ønsker at se i verden”.

Sidste år talte jeg med en kvinde, der havde igangsat en indsamling, fordi hun skulle til Lesbos. Jeg spurgte om hun havde en idé om, hvor stort problemet var, og om der manglede sundhedspersonale. Hun sagde: ”Tag da med”, og jeg tænkte: ”Hvorfor ikke?”.

På det tidspunkt var det fuldstændig kaotisk dernede. På de travleste dage kom der 12.000 flygtninge, og der var overhovedet ikke frivillige nok. Myndighederne kunne ikke registrere alle de asylansøgere, og alt gik i stå. Folk sov på gaderne og lå på tæpper på bar jord. Der manglede alt. Så jeg tog hjem for at samle forskellige ting ind, og så var jeg dernede igen i en måned.

Nu arbejder jeg på et asylcenter i Norge med plads til op til 800 mennesker. Mange sidder med en følelse af at være nedgraderet til et nummer. Det er jo nødvendigt af praktiske årsager, men bare det, at jeg kan huske deres navn, gør en kæmpestor forskel. Det betyder så meget for dem, og det kræver så lidt af mig – og dér har jeg en oplevelse af at være værdifuld. Når man får det her lille smil eller det her lille knus, giver det hele mening.

Jeg har ikke ret til at dømme, hvem der er "dårlige mennesker". Det kan jeg heller ikke her på asylcentret. Når 800 mennesker er samlet ét sted, vil nogle være gode, og nogle knap så gode. Men jeg kan ikke dømme, hvem der fortæller mig sandheden, og hvem der ikke gør. Så jeg tager det enkelte menneske og vælger helt bevidst at tro på det, han eller hun siger, indtil noget andet er bevist. 

Jeg kan ikke sige, at der er nogen, der ikke er min næste – hverken personligt eller professionelt. Der vil selvfølgelig altid være personer, det er svært at relatere til. Mennesker, der gør andre ondt. Men hvis de har brug for hjælp, kunne jeg ikke drømme om at afvise dem. Nogle gange kan man jo i sit stille sind tænke på de krigsforbrydere, der er årsag til, at alle de her mennesker flygter. Men de kan jo også stå og have problemer en dag, og trænge til hjælp – og de ér jo mennesker.

Da jeg blev sygeplejerske skrev jeg under på, at jeg forpligtiger mig til at gøre det, jeg kan – og det er en del af mig. Selvfølgelig skal det ikke være over evne, og hvis du selv har det svært, kan du måske ikke give så meget af dig selv. Men hvis man har muligheden og midlerne, synes jeg også, man har en personlig forpligtigelse til at give det, man er i stand til at give.

Artiklen er en del af serien "Hvem er min næste?". Du kan læse flere interviews fra serien her.