5 markante kristne kvinder

A picture taken in 1941 shows German resistance fighter Sophie Scholl. The life of the member of the ...

Den tyske modstandskvinde Sophie Scholl, som i 1943 blev henrettet for højforræderi mod Hitlers nazistiske styre, var stærk optaget af trosspørgsmål. Her er hun fotograferiet i 1941. Foto: GEDENKSTAETTE DEUTSCHER WIDERSTA / Scanpix

Foto: Arkiv

Birgitta Birgersdotter, 1303 – 1373  Birgitta of Vadstena, Saint Birgitta, Saint Bridget or Brigid of ...

Birgitta Birgersdotter, 1303 – 1373 Birgitta of Vadstena, Saint Birgitta, Saint Bridget or Brigid of Sweden, or den heliga Birgitta Swedish mystic and saint, founder of Bridgettine Order After a woodcut from 1492 From Sveriges Historia by Otto Sjogren Foto: Classic Vision

A picture taken in 1941 shows German resistance fighter Sophie Scholl. The life of the member of the ...

Den tyske modstandskvinde Sophie Scholl fotograferet i 1941. Foto: GEDENKSTAETTE DEUTSCHER WIDERSTA / Scanpix

Moder

Moder Teresa Foto: Wikipedia - Creative Commons

Fra Hildegard af Bingen til Sophie Scholl. I anledning af kvindernes internationale kampdag præsenterer vi fem kristne kvinder, der gennem tro og styrke har inspireret eftertiden

Artiklen blev første gang bragt i marts 2011

Mød fem kristne kvinder, der er blevet kendt for deres banebrydende indsats i deres egen samtid og deres betydning for eftertiden. Nogle af dem mødte modstand og kritik i deres egen samtid, en enkelt måtte ofre sit liv. Om dem alle gælder det, at de blev til inspiration for eftertiden.

Hildegard af Bingen - Guds basun

I året 1141 efter at Guds Søn, Jesus Kristus, var blevet menneske, da jeg var 42 år og 7 måneder gammel, kom der et stort strålende lys som en ild ned fra den skyfri himmel. Det oplyste min hjerne og gennemglødede mit hjerte og bryst, ligesom en flamme, der ikke brændte, men varmede på samme måde, som når solen varmer noget med sine stråler. Og pludselig kunne jeg se meningen med Skriften, med Davids Salmer, med Evangelierne og de andre katolske bøger i Det gamle og Det nye Testamente.

Sådan skriver nonnen Hildegard af Bingen (1098-1179) i sit hovedværk Scivias, der betyder Kend Guds veje. Heri skildrer hun sine visioner om Guds frelsesplan, en frelsesplan, der omfatter hele kosmos, naturen og menneskeheden. Ved verdensløbets afslutning er skabelsens mål nået: at alt er gennemtrængt af Guds Ånd, det vil sige af kærlighed.

Gud skabte alt af kærlighed og ved verdensløbets afslutning vil Gud blive alt i alle. Det er, hvad Hildegard så i sin mystiske skuen og denne tanke gennemtrænger hendes værker om natur, urtemedicin, musik og den store brevveksling, hun førte med tidens kirkefolk og magthavere.

Hildegard blev født som det 10. barn på en ridderborg ved Rhinen. Hendes forældre besluttede at give hende til kirken, så hun skulle opdrages til nonnelivet på et kloster. Måske har forældrenes beslutning yderligere været bekræftet af, at hun som barn begynder at modtage stærke visioner. Hun så lys og hørte lyde, hvor de voksne ikke så eller hørte noget.

Som otteårig indtræder hun så i klosteret på Disibodenberg, hvor hun blev tilknyttet en nonne, Jutta von Sponheim, der levede et strengt eneboerliv i klosteret. Hun lærte nu klostrets regler, det vil sige Benedikts regel for munke- og nonnelivet. Hun lærte den gudstjenstelige liturgi og at læse og tale latin.

Som 16-årig aflagde hun klosterløfterne og fik nu munken Volmar som sin skriftefader og lærer. Flere nonner kom til klosteret og da Jutta døde, blev Hildegard hendes efterfølger som nonneafdelingens leder. Hendes ledelse af klostrets kvindeafdeling bragte hende jævnligt i konflikt med klosterets abbed. Hertil kom, at visionerne blev flere og flere, og i 1141 fik hun i et syn besked om at offentliggøre deres indhold.

Hildegards visioner og syner om fremtiden havde hidtil været klostrets hemmelighed. Og det var i sig selv betænkeligt, at enkelte fromme og ikke mindst en kvinde modtog direkte syner fra Gud uden om de kirkelige autoriteter. Problemet belv forelagt af abbed Kuno for ærkebiskoppen i Mainz, der igen forelagde sagen for paven, Eugen III. Ved et kirkemøde i Trier i 1147 belv hun kraftigt frosvaret af den magtfulde teolog og klosterleder, Bernard af Clairvaux. Som pavens rådgiver fik han nu udvirket, at hendes syner anerkendtes som autentiske åbenbaringer fra Gud, og hun blev pålagt af paven at offentliggøre sine syner.

Med ét slag blev Hildegard nu kendt over hele Europa. Kvinder strømmede til hende kloster for at blive optaget. Hun byggede, trods modstand fra klosterledelsen, et nyt kloster ved Rupentsberg ved Bingen. På sine ældre dage foretog hun en række rejser, hvor hun i prædikener stærkt og håndfast kritiserede kirkens mænd for det forfald og dens verdsliggørelse, der mere og mere prægede kirken.

Hildegard er blevet genopdaget indenfor de sidste årtier. Hendes spiritualitet kombineret med et udadvendt og selvhengivende liv taler til mange ikke mindst kvinder i kirken. En dansk roman på to bind om Hildegards liv udkom i 2009/10.

Birgitta af Vadstena - en profetinde

Birgitta (1302-73) blev født ind i den svenske højadel. Allerede som barn fik hun visioner, og hun blev overbevist om, at hendes livs mening var at leve i ugift stand og udelukkende i tjeneste for Kristus.

Som 13-årig blev hun imidlertid gift med Ulf Gudmarsson, en særdeles from adelig storgodsbesidder og medlem af det svenske rigsråd. Parret fik de følgende år otte børn, som de efterlod i Sverige for at foretage en pilgrimsrejse til apostelen Jakobs grav i Santiago de Compostela.

Kort tid efter hjemkomsten døde Ulf, og Birgittas liv ændrede sig totalt. Hun modtog nu langt flere visioner end nogensinde. For at kunne koncentrere sig om sit religiøse liv lod hun sig optage i et kloster. Dernæst grundlagde hun selv i 1346 sin egen orden i Vadstena i Østergøtland.

Hendes nye orden fik ret så hurtigt pavens anerkendelse. Men Birgitta forblev ikke Vadstena. Kort tid efter at hendes orden var gundlagt, rejste hun til Rom. Hun havde allerede gennem nogen tid opfordret paven til at forlade sin residens i den franske by Avignon, hvor paverne havde opholdt sig siden 1303. Ifølge Birgittas var pavernes rette hjemsted byen Rom, hvor Peter som den første kirkeleder havde lidt martyrdøden.

Med stor energi og med baggrund i sine åbenbaringer greb hun i øvrigt ind i både politiske, sociale og kirkelige forhold. Birgitta havde ikke ro til at lade sig stænge inde i et kloster. Hun følte sig kaldet til at gribe ind i tidens forhold så stærk, at det kontemplative klosterliv kom i baggrunden.

I sine visioner så hun historiens mening og Guds indgriben. Hun følte sig derfor som Guds sendebud til tidens magthavere. Hun veg ikke tilbage for som en anden profetinde at forkynde: "Så siger Herren!"

Sit sidste leveår foretog Birgitta en pilgrimsrejse til Palæstina. Ved et besøg i Bethlehem så hun i et syn, hvordan hun selv blev sat tilbage i tiden og overværede Jesu fødsel.

Kort efter hjemkomsten fra Det hellige Land døde Birgitta i Rom. Herfra blev hendes legeme overført til Vadstena og begravet der. I 1391 blev hun ophøjet til helgen, hvilket for alvor satte gang i udbredelsen af hendes nonneorden over hele Europa, Birgittaordenen, eller birgittinerne.

Dronning Margrethe I var stærkt optaget af Birgitta og støttede oprettelsen af ordenen herhjemme.

Sophie Scholl - et ikon

I februar 1943 sad den unge Sophie Scholl i en fængselscelle i München anklaget for højforræderi mod Hitlers nazistiske styre. Sammen med sin 24-årige bror Hans og deres ven, den 23-årige Christoph Probst, havde de den 18. februar 1943 uddelt antinazistiske flyveblade på universitetet i München. De blev opdaget og anholdt, og efter en kun fire dages proces blev de anklaget for højforræderi og dømt til henrettelse af en af Hitlers førende jurister. Samme dag fandt henrettelsen sted med guillotine.

Sophie blev født 9. maj 1921. Moderen var diakonisse og faderen var jurist og blev senere borgmester i byen Ulm. I søskendeflokken var der i alt fem børn. Hjemmet var præget af moderens stærke luthersk-evangeliske kristendom kombineret med faderens pacifistiske og humanistiske holdning. Sophies forældre var endvidere stærkt kritiske over for Hitlers regime.

Sophie engagerede sig ikke desto mindre i Hitlerjugends pigekorps og ved sin konfirmation stillede hun op i korpsets brune kjole. Men efterhånden ændrede hun mening stærkt påvirket af faderens kritiske holdning.

I 1940 begynder hun en uddannelse som småbørnspædagog, som hun ikke at fuldførte, men i stedet lod hun sig indskrive ved universitetet i München, hvor hun fra 1942 studerede biologi og filosofi. Hun blev mere og mere optaget af trosspørgsmål, som hun diskuterede i samtaler med sig selv, sin nærmeste familie og igennem dagsbogsskrivning og breve.

Hun læste Augustins Bekendelser Thomas Aquinas, Søren Kierkegaard og en række reformvenlige katolske forfattere og filosoffer. Det stod mere og mere klart for hende, at hun ikke ville tage den skyld, som hun så de tyske nazisters pådrog sig ved at støtte Hitlers regime. Sammen med sin broder og deres venner dannede hun nu modstandsgruppen Weisse Rose.

Under forhøret i München trådte hun modigt og velformuleret op imod anklagerne og modtog roligt sin dom, selvom hun kunne have handlet sig til en mildere straf. Filmen Sophie Scholl de sidste dage fra 2005, der bygger på forhørsprotokollerne, viser således tydeligt hendes kristne tros betydning for hendes kamp og hendes mod til at kritisere nazismen.

I 2000 fik Sophie førstepladsen i en afstemning i damebladet Birgitte om, hvem der var 1900-tallets mest betydningsfulde kvinder.

Moder Teresa - nonnen fra Calcutta

"Af blodet er jeg albaner. Som borger er jeg inder. Af tro er jeg en katolsk nonne. Ifølge mit kald tilhører jeg denne verden. Ifølge mit hjerte tilhører jeg ene og alene Jesu hjerte.

SE OGSÅ:Tema om Moder Teresa

Sådan karakteriserede Moder Teresa (1910-1997) sig selv. Hun er blevet omtalt som lille af skikkelse, men som en klippe i sin tro. Hun er især kendt for sit arbejde blandt fattige i Calcuttas slum.

Moder Terese blev født i Skopje i Makedonien og fik navnet Agnes Gonxha Bojaxhiu. Hendes forældre var albanere. Tidligt mistede hun sin far og sammen med moderen kæmpede hun for at opretholde familien. Hun fik en uddannelse som skolelærer og havde et stærkt ønske om at blive missionær. Dette førte til, at hun rejste til Dublin, hvor hun blev tilknyttet et kloster. Det var som nonne, hun tog navnet Teresa.

Efter få år her rejste hun så i 1929 til Indien for at virke som missionær ved sin nonneordens pigeskole i Calcutta. Her aflagde hun i 1937 sine evighedsløfter om at følge nonnelivets regler. Eller som hun selv sagde: "Jeg blev Jesu ægtefælle for al evighed". Det gav anledning til, at men så kaldte hende Moder Teresa.

Hun fortsatte med at undervise på pigeskolen i Calcutta og i 1944 blev hun skolens rektor. Som skolens leder blev hun kendt og agtet for sin selvopofrende omsorg for lærere og elever. Hun havde en vældig energi og talent for organisation.

Imidlertid følte hun et stærkt kald til at gå ind i et direkte omsorgsarbejde blandt de fatte i Calcuttas slumområder. Hun tog nogle medicinske kurser og begyndte nu et praktisk og lindrende arbejde blandt Calcuttas fattige. Snart sluttede tidligere elever fra hendes pigeskole sig til, og Moder Teresa fik nu opbygget en hjælpeorganisation eller snare er der tale om en orden kaldet Missionaries of Charity.

Denne orden gennemførte nu projekter over hele verden både i det kommunistiske Sovjetunionen og i diktaturlande som Haiti og det trods stor modstand fra regimerne, der ikke ønskede vestligt præget hjælpearbejde.

I sit hjælpearbejde fastholdt Moder Teresa konsekvent, at det enkelte menneske havde en uendelig værdi som skabt af Gud. Mange har påpeget, at hendes hjælpearbejde blev noget helt særligt i sin konsekvens kombineret med krav om afsavn og selvopofrelse hos den hjælpende. Hendes fremhævelse af det enkelte menneskes værdi, også det ufødte fosters, førte hende ind i en stærk og heftig modstand af abort, hvilket igen udløste kritik af hende.

I 1979 modtog Moder Teresa Nobels fredspris og i 2003 blev hun saligkåret af pave Johannes Paul II.

Dorothee Sölle - en politisk teolog

Gud viser sig i samlivet mellem mennesker. Magtens Gud er død. Den levende Gud er den lidende gud, der solidariserer sig med det udsatte og sårbare menneske. Dette er den gennemgående tanke i Dorothee Sölles (1929-2003) teologi.

Sölle blev født i Köln og er vokset op i det nazistiske Tyskland og tog sin uddannelse i efterkrigsårene. Hun studerede først filosofi og litteratur, inden hun bestemte sig for at gøre teologien til sit fag. Hun spurgte efter retning og mening i sit liv. Hun ville et autentisk og bevidst liv i en verden, der var slået i stykker, siger hun selv. Som følge heraf kom temaer som retfærdighed og sandhed til at dominere hendes tænkning og også hendes politiske engagement.

Hun blev stærkt præget af marxismen og mente derfor, at kristendommen netop drejede sig om det dennesidige liv. Prøvestenen på, hvad der var sand kristendom, måtte blive dets praksis. De værdier, der ligger i kristendommen ville Sölle frigøre og omsætte til handling.

Sölle må regnes for at være den eneste kvinde, der på grund af sit videnskabelige teologiske arbejde er blevet ankerkendt i den ellers nok så mandsdominerede teologiske verden ud over Europa. Og selv søgte hun da også at påvise, hvordan kirkens sprog og opfattelser hidtil har været præget af den mandlige måde at drive videnskab på, hvor alting gøres til objekter og analyseres.

Sölle ville derimod gøre kristendommen konkret og praktisk. Vi skal være som Jesus, har hun udfordrende sagt. Og Gud har ikke andre hænder end vore. Derfor var det for hende nødvendigt, at kirken var kritisk over for det borgerlige og kapitalistiske samfund. For kirken kan kun være troværdig ved også at handle politisk og være på de svages side, mente hun.

Sölles synspunkter medførte naturligvis en heftig og stærk kritik af hende både fra kirkelig side og fra det officielle Tyskland. Det er ikke for meget sagt, at hun blev forkætret af den kirkelige verden. I 1968 engagerede hun sig i de tyske demonstrationer mod USA's krig i Vietnam og prædikede ved demonstrationerne. I 1975 søgte hun en professorstilling i Tyskland, men fik afslag. Hun virkede derfor freelance og fik så ansættelse ved et universitet i New York.

Dorothee Sölle blev en stor inspiration for de kristne, der deltog i ungdomsoprøret og for den økumeniske bevægelse inden for kirkerne. Ved sin død i 2003 efterlod hun sig et omfattende litterært og teologisk forfatterskab.

Artiklen blev første gang bragt i 2011