De 10 vigtigste ting om kristen faste

Hvert år i fasten opdager mange af os, der faster, hvor meget vi har brug for at blive mindet om, at livet ...

I fastetiden skifter mange kristne kød og andre fede og dyre fødevarer ud med grønsager – hvis de da spiser noget overhovedet. Foto: . / Scanpix

Fastetiden er de 40 dage mellem fastelavn og påske. Men hvad er faste, hvem faster, og hvad faster de fra?

At faste betyder at afholde sig fra noget i en periode, for eksempel mad og drikke eller bare bestemte slags mad og drikke. En patient kan blive bedt om at møde op på sygehuset på fastende hjerte, det vil sige uden at have spist noget forinden. Men oftest har faste en religiøs begrundelse. Faste kendes fra mange forskellige religioner, også fra kristendommen, hvor man traditionelt har fastet i 40 dage før påske.

Se tre korte videointerviews på med præster, der faster:

Fængselspræsten, der sammenligner fængselsopholds positive sider med faste; den ortodokse præst, der faster halvdelen af året, og sognepræsten, der hylder det fysisk-åndelige i fasten

1. Faste findes i mange religioner
Mange kender til den muslimske fastemåned, Ramadan, hvor muslimer verden over afholder sig fra at indtage mad og drikke i dagtimerne. Denne tradition har både ligheder med og forskelle fra den kristne faste. Ligheden er, at fasten varer en fastlagt periode, som er knyttet til en bestemt afgørende begivenhed i religionens historie (i islam den første åbenbaring til Muhammed, i kristendommen forberedelse til Jesu død og opstandelse i påsken). Forskellen er, at muslimer gerne må spise før solopgang og efter solnedgang, hvorimod kristne må spise hele døgnet; til gengæld er der begrænsninger for, hvilke typer mad og drikke kristne indtager, når de faster.

Også i alle de andre store verdensreligioner har man i større eller mindre omfang en tradition for faste eller lignende praksisser. Men i for eksempel buddhismen er det kun munke og nonner, der faster, ikke almindelige mennesker som i for eksempel kristendommen og islam.

LÆS OGSÅ:Fasten gør mig mindre selvisk

2. Kristen faste i kalenderen
Kristne forskellige steder i verden fastsætter ofte de årlige kirkelige begivenheder på forskellig måde det gælder også fasten. Traditionelt faster man i 40 dage, men der er lidt forskel på, hvornår man mener, at de 40 dage slutter, og om man skal tælle søndage med. I en vestlig tradition, som i Danmark, varer fasten fra askeonsdag (onsdagen efter fastelavn) til og med påskelørdag. Det er i alt 40 dage, eksklusiv søndage, som ikke regnes som fastedage.

Fasten fastlægges altså i forhold til påsken, som igen er bestemt af, hvordan forårsjævndøgn og fuldmåne falder i forhold til hinanden. Fasten kan derfor begynde så tidligt som den 4. februar eller så sent som den 10. marts.

SE OGSÅ: kristendom.dk's helligdagskalender

3. Faste i Bibelen
Fasten er en meget gammel tradition i kristendommen, faktisk ældre end kristendommen selv. Faste er nemlig også kendt fra den antikke jødedom, som kristendommen udsprang af. Allerede i Det Gamle Testamente den del af Bibelen, som jøder og kristne har til fælles står der nogle ting om faste. I Det Gamle Testamente finder man mennesker, der fastede, når de sørgede (1. Sam. 31,13; 2. Sam. 3,35), når de forberedte sig på at møde Gud (2. Mos. 34,28), eller når de angrede, at de havde gjort noget forkert (Dom. 20,26; 1. Sam. 7,6).

Der findes dog også en kritik af samtidens fastepraksis i Det Gamle Testamente. Profeten Esajas talte imod de mennesker, der hellere ville koncentrere sig om deres egen faste end at hjælpe deres medmennesker (Es. 58,3-7). Også i Det Nye Testamente finder man en kritik af faste, for eksempel når Jesus advarer imod, at man skilter med sin faste (Matt. 6,16-18). Jesus talte dog også positivt om faste som noget, man med fordel kan knytte sammen med bøn (Matt. 17,21). Apostlenes Gerninger (historien om de første kristne) viser da også, at de kristne overtog jødernes tradition for at faste i særlige situationer (Ap.G. 13,2; 14,23).

LÆS OGSÅ: Bibelen rummer forskellige meninger om faste

4. Jesus fastede i ørkenen
Det mest kendte eksempel på faste i Bibelen, er den faste, som Jesus holdt ifølge de tre første evangelier. Før han begyndte sit offentlige virke som prædikant, helbreder og læremester, opholdt han sig i ørkenen i 40 dage, hvor han fastede. Det er hovedbegrundelsen for, at kristne faster netop 40 dage. Også i Det Gamle Testamente findes der dog eksempler på mennesker, der fastede i 40 dage: Moses (5. Mos. 9,9.18), Elias (1. Kong. 19,8) og indbyggerne i Nineve (Jon. 3,4-10).

Evangelierne fortæller, at mens Jesus fastede i ørkenen, blev han fristet af Djævelen på forskellige måder. Der ligger altså et aspekt af kamp mod det onde i det at faste. Jesus overvandt Djævelens fristelser, og det samme kan være et mål for en kristen, der faster.

5. Hvorfor faster man?
Faste kan være et kontroversielt begreb blandt kristne. Nogle kristne, der ikke selv faster, mistænker dem, der faster, for at ville opnå en højere status ved at faste. Det kan enten være en højere status i forhold til Gud det kalder man gerningsretfærdighed eller en højere status i andre menneskers øjne det kan man kalde hykleri, hvad Jesus da også selv gør i Matt. 6,16.

De kristne, der faster, benægter disse beskyldninger. De siger i stedet for eksempel, at de faster for at få fokus på nogle andre ting end dem, der optager dem til daglig. Fasten kan dog også være knyttet specifikt til boden. Så faster man for at kompensere for de synder, man har begået. Der vil nogle mene, at man er på grænsen til at ville fortjene tilgivelse eller retfærdiggørelse fra Gud.

Se også disse tre videointerviews om faste: De faster, fordi det styrker

6. Hvad faster man fra?
Den strengeste form for faste er den, hvor man ikke må spise eller drikke noget som helst (eller kun må drikke vand). Det er dog langtfra almindelig at faste på denne måde i dagevis. Ofte betyder fasten blot, at man skærer ned på antallet af hoved- og mellemmåltider samt at man holder sig fra bestemte slags fødevarer, typisk enten kød eller alle animalske produkter (det vil sige også fisk, æg og mælkeprodukter). Det er også udbredt at faste fra nydelsesmidler som for eksempel alkohol.

Især i de senere år er fastebegrebet dog blevet udvidet til også at kunne omfatte andre ting end mad og drikke. Nogle kristne vælger i stedet for at faste fra mad at faste fra for eksempel fjernsyn eller internet. Her er begrundelsen typisk, at man vil have bedre tid til at bede til Gud, læse i Bibelen eller være til stede for andre mennesker.

LÆS OGSÅ: Unge undgår Facebook i fasten

7. Hvad spiser man i stedet?
Der har udviklet sig en stor kreativitet i madlavningen blandt dem, der holder faste med særlige regler for, hvilke fødevarer man må spise i fastetiden. Man ønsker stadig at spise godt og sundt, selvom man må fjerne visse ingredienser. For eksempel er kød forbudt under fasten i den romersk-katolske kirke, men fisk er derimod tilladt, og derfor er fisk en meget populær spise i fastetiden i romersk-katolske lande.

Derudover er frugt og grønt ofte en hovedbestanddel i fastemad. For eksempel er linsesuppe en udbredt spise i fastetiden. Den slags mad er billig at lave, og det også giver mulighed for, at man kan give afkald på nogle af sine penge og donere dem til nødlidende.

LÆS OGSÅ: Faste betyder fiskeburger på McDonald's

8. Fastetid i kirken
Et af de tydeligste symboler, der markerer kirkeårets gang, er de farver, som blandt andet præstens messehagel har under gudstjenesten. Der er fire-fem forskellige farver, som veksler gennem året efter faste regler. Fastetidens farve er lilla, som er bodstidens og forventningens farve. I fastetiden forventer man jo, at det snart bliver påske. Af samme grund bruger man også lilla i adventstiden, hvor man venter på julen.

Nogle steder ændrer man lidt i gudstjenestens forløb i fastetiden, så der bliver mindre vægt på det festlige og mere på det alvorlige såsom syndsbekendelse. I nogle kirker holder man også en særlig gudstjeneste i anledning af fastens begyndelse askeonsdag. Ved denne gudstjeneste kan man få tegnet et kors i panden med aske som tegn på, at man går ind i fastetiden. Dette er også grunden til, at dagen kaldes askeonsdag.

LÆS OGSÅ: Flere kirker fejrer askeonsdag

9. Fastelavn
Selvom det er langt de færreste i dagens Danmark, der faster, har fastelavn bevaret en stor folkelig gennemslagskraft, især blandt børn. Oprindeligt var fastelavn en fest, hvor folk i alle aldre men allermest unge mennesker gjorde sig umage for at nyde tilværelsens goder så meget som muligt, inden man måtte undvære dem i fastetiden. Man tog godt for sig af alskens mad og drikkevarer.

Efterhånden blev fastelavnsfesten mere familievenlig og fredelig for eksempel holdt man op med at slå en rigtig levende kat af tønden. I dag fejres fastelavn mest i sammenhænge med børn og også mange kirker har særlige børnegudstjenester til fastelavn. I mange andre lande har man tilsvarende fester før fastetiden, for eksempel de berømte karnevaller i mange byer i romersk-katolske lande.

LÆS OGSÅ: Børnene har overtaget fastelavnsskikkene

10. Den kristne fastes historie
Allerede på et meget tidligt tidspunkt begyndte oldtidens kristne at lave regler for, hvornår man skulle faste. Bogen Didaké fra det 2. århundrede foreskriver, at de kristne skal faste onsdag og fredag i modsætning til jøderne, der fastede mandag og torsdag. Onsdag og fredag er stadig vigtige fastedage i nogle kirker. For eksempel er askeonsdag og langfredag de strengeste fastedage i den romersk-katolske kirke. Og i den østlige ortodokse kirke er hver onsdag og fredag fastedag i det meste af året.

Efterhånden kom der flere og flere regler for, hvornår og hvordan man skulle faste. De 40 dages faste får påske blev fastlagt inden for få århundreder. Gennem historien har der eksisteret forskellige regler for, hvor meget man måtte spise i fasten. De strengeste fasteregler i kirkens historie var den sorte faste, som den romersk-katolske kirke foreskrev på et tidspunkt i middelalderen. Ifølge disse regler måtte man kun spise ét måltid om dagen i de 40 dage, fasten varede. Måltidet skulle endvidere spises efter solnedgang og måtte ikke indeholde animalske produkter.

Efterhånden er fastereglerne dog blevet lempet meget i både den romersk-katolske kirke og de fleste andre kirkesamfund. Ved reformationen i det 16. århundrede gjorde Martin Luther og de andre reformatorer op med de strenge romersk-katolske fasteregler. Derfor blev fasten i praksis mere eller mindre afskaffet i de protestantiske lande, men i de senere år er mange protestantiske kirker begyndt at anbefale faste igen.