Den kvindelige præsts historie i Danmark

Så sent som i 1948 blev de første kvindelige præster ordineret i Danmark. I dag er 40% af danske præster kvinder, men debatten om, hvorvidt kvinder overhovedet kan være præster, lever i bedste velgående

Til trods for, at kvinder nu i 60 år har haft mulighed for at blive ordineret til præst i den danske folkekirke, er debatten om kvindelige præster ikke forstummet.

Da kvinder kom på banen
Forhistorien til kvinders plads på prædikestolen hænger sammen med ligestillingsdebatten.

Det første store skridt i kampen for kvinders ligeberettigelse i det offentlige rum i Danmark startede i 1880'erne. Det tog næsten 30 år, før de danske kvinder i 1915 fik deres stemmeret.

I 1924 fik Danmark sin første kvindelige minister, Ninna Bang, og i 1946 sin første kvindelige professor, Astrid Friis, og så sent som i 1947 blev det politisk besluttet, at en kvinde kan blive præst i den danske folkekirke.

I 1948 blev Johanne Andersen, Ruth Vermehren og Edith Brenneche Petersen som de tre første kvinder ordineret.

Men selvom kvinder nu kunne blive ordineret som præster i folkekirken, var der stadig modstandere af ordningen. Heriblandt biskoppen i Viborg Stift, Chr. Baun (pensioneret 1968), som sålænge, han sad i embedet, nægtede at ordinere kvindelige præster.

I dag, 60 år efter, er snart halvdelen af samtlige præster i folkekirken kvinder, og alligevel er dette et stridspunkt, der også i disse år kan fylde avisernes debatspalter. Det skyldes blandt andet, at nogle grupperinger i kirken stadig er imod kvindelige præster, fordi de læser visse passager i Bibelen bogstaveligt.

Debatten
Mange mennesker betragter præstens job på lige fod med andre slags jobs. Præsten har taget en uddannelse, har søgt et job, lønnes, kan søge orlov og går på pension ligesom de fleste andre mennesker med normale arbejdsforhold. Men ikke alle ser sådan på præste-embedet.

Det knudrede punkt i debatten er diskussionen om, hvorvidt præste-embedet gennem de bibelske tekster er givet nogle præmisser, der gør præste-embedet umuligt at sammeligne med andre erhverv (f.eks. 1. Timotheus 3).

På sin vis er en præst en embedsmand, men præsten er også en religiøs og åndelig person, der varetager hellige ritualer for menneskers personlige gudstjeneste. Således handler spørgsmålet om kvindelige præster for nogen meget mindre om synet på kvinder, men om synet på præste-embedets religiøse karakter.

Kvinder i Bibelen og i jødisk kultur
Den jødiske kulturarv (Det Gamle Testamente), som kristendommen forstår sig i forlængelse af, indgår i de bibelske tekster. Og i jødedommen var præste-tjenesten i templet forbeholdt de mandlige efterkommere af Arons slægt af Levi's stamme (det jødiske folk er opdelt i 12 stammer). I modsætning til de hedenske religioner var der inden for jødedommen således ingen kvindelige præster.

Kvinder gjalt i den traditionelle jødedom, i forbindelse med for eksempel menstruation og fødsler, som rituelt urene. I den jødiske tradition, som også findes i Det Nye Testamente, kan dette meget tydeligt opdelte regelsæt for henholdsvis mænd og kvinder i templet og synagogen (den jødiske kirke) tydeligt mærkes. Hvis kvinder deltog i synagogen, sad de for sig, og blev i øvrigt bedt om ikke at forstyrre under gudstjenesten.

At kristendommen overtog den jødiske praksis omkring kvinder uden samtidig at overtage de jødiske renhedsforeskrifter skyldes blandt andet, at forholdet mellem Gud og menigheden billedligt blev forstået som forholdet mellem en mand og en kvinde, en brud og en brudgom. Præsten, der skulle forrette nadveren for menigheden, bruden, passede således bedst til at være mand, ligesom Gud, brudgommen. Dertil kommer også, at de første menigheder blev ledt af de apostle, Jesus havde udvalgt, som alle var mænd.

Det er denne jødiske kulturarv og praksis, som kristendommen grundlægges på. Derfor findes der adskillige kommentarer om kvinder i Bibelen, der fra et nutidigt perspektiv kan virke kønsdiskriminerende.

Kvinder havde dog alligevel en meget aktiv rolle i de første menigheder. Det kan derfor være vigtigt at pointere, at både Jesu og Paulus' syn på kvinder i forhold til datidens samfund var meget liberalt, og at de i virkeligheden formåede at tildele kvinder nogle nye rettigheder, som det var uset for kvinder at have ifølge den jødiske tradition (se Matthæusevangeliet 5,31 og 19,7-9).

Men ikke desto mindre er Bibelens tekster blevet et meget konkret udgangspunkt for den kristne lære, og særligt diskussionen om kvindelige præster kan ses som en målestok for, hvilken rolle man mener, Bibelen skal spille i folkekirken i dag.

Nogle forstår den bibelske kønsrollefordeling kulturelt, mens andre mener, at den er af religiøs betydning på linje med andre bibelske udsagn om for eksempel frelsen. Når et mindretal af præster, kirkeligt ansatte, menighedsmedlemmer og medlemmer af menighedsråd er imod ordningen med kvindelige præster, skyldes dette, at de forstår de bibelske citater ordret og mener, at Bibelen skal diktere den kirkelige praksis.

Den globale udvikling
I den katolske kirke har kun mænd retten til 'det særlige præstedømme', som er en præste-indvielse med håndspålæggelse, der går tilbage til Jesu kaldelse af apostlene. Dette gjaldt gennem hele middelalderen med kun få sekteriske undtagelser.

Det særlige præstedømme blev ophævet efter reformationen i 1525 i den lutherske kirke, hvor forståelsen af ordinationen blev fundamentalt ændret.

Luther mente, at alle døbte havde adgang til præste-embedet. Dermed indførte han det almene præstedømme. Alligevel forblev den hidtidige praksis uden ordination af kvinder den gældende norm.

Indtil det 20. århundrede blev der i de kristne europæiske samfund således fortsat ikke stillet spørgsmålstegn ved traditionen.

Set I et internationalt perspektiv var Danmark i 1947 tidligt ude med ved lov at give kvinderne adgang til præste-embedet. For eksempel blev den første kvindelige præst i Den Evangeliske Lutherske Kirke i Tyskland, Elisabeth Haseloff, først ordineret efter tysk lov i 1958 i Lübeck. Derudover bredte tendensen sig i den anglikanske kirke og andre trossamfund op gennem 60'erne og 70'erne i de øvrige europæiske lande.

Men tendensen er entydig: ingen lande har indført kvindelige præster uden protest. Således kan udbredelsen siges cirka at følge udviklingen for kvinde-frigørelsen i de enkelte lande, ligesom den har gjort i Danmark.

På verdensplan er de kirker, som ikke anerkender kvindelige præster, efter medlemstal stadig langt de største (ca. 85 %). Hvis man kigger på verdenskortet kan man sige, at anerkendelsen af kvindelige præster primært gør sig gældende i den vestlige verden, altså Europa, Nordamerika og Australien. I både Afrika, Asien og Latinamerika er det væsentligt sjældnere.