Den russisk-ortodokse kirke og staten

Politi i Barcelona efter ballade i gaderne oven på fejringen af fodboldklubbens spanske

Patriark Kirill tolkede Pussy Riots' bøn om Putins forsvinden fra magten som ensbetydende med en krænkelse af kirken. Her ses han sammen med premierminister Vladimir Putin den 8. februar 2012. Pussy Riots' sang, som førte til en fængselsdom, beskrev Kirill som en, der tror på Putin frem for på Gud. Scanpix

Hvordan har forholdet mellem kirke og stat udviklet sig i Rusland? Og hvad er kirkens rolle i sagen om Pussy Riot?

Det har vakt international opsigt, at den russiske punkgruppe Pussy Riot i foråret optrådte i Moskvas hovedkirke, Vor Frelser-katedralen med en bøn om at befri Rusland fra Putins styre. Men en rigtig mediebegivenhed blev det først, da Pussy Riot blev stillet for retten med krav om fængselsstraf.

LÆS OGSÅ: Pussy Riot-medlemmer får to års fængsel

Hvad er kirkens rolle i denne sag - og hvad er statens? Vi ser på, hvordan forholdet mellem kirke og stat i Rusland har udviklet sig indtil nu.

Den russiske kirke og Moskva

Man regner med, at kristendommen kom til Rusland i 988, hvor fyrsten af Kiev sendte gesandter til Konstantinopel for at undersøge, hvad kristendommen gik ud på. Fyrsten var i øvrigt gift med den østromerske kejsers søster. Gesandterne vendte tilbage og meddelte på fyrstens spørgsmål, at kristendommen var som at være i himmelen! Næste dag foranstaltede fyrsten dåb af alle stormændene sit rige.

I løbet af det næste århundrede bredte krisedommen sig til Ruslands øvrige fyrstendømmer. Naturligt nok fik den russiske kirkes leder, kaldet metropolitten, sit sæde i Kiev. Men han var ikke sin egen herre. Kirkeligt var Rusland nemlig undergivet patriarken i Konstantinopel, som i øvrigt var den eneste, der kunne udnævne den russiske metropolit.

Fra Konstantinopel kom der også inspiration til den russiske kirke, ikke mindst gjaldt det den opfattelse af forholdet mellem kirke og stat, at kirkeleder og fyrste samarbejdede, at kirken støttede staten og staten var kirkens beskytter.

Samarbejdet mellem kirke og stat blev udbygget og styrket, da metropolitten Maksim og hans efterfølger Peter flyttede residensen for metropolitten til Vladimir i Nordøstrusland og senere til Moskva i 1300-tallet.

Metropolitten fik nu store jordbesiddelser i Moskva, og den pragtfulde Mariæ Himmelfartskirke blev bygget inden for Kremls mure. Metropolitten blev nu et samlende midtpunkt i et ellers splittet Rusland. Det var nu altafgørende at have ham på sin side. For fyrsten betød det prestige og indflydelse i alle dele af Rusland. Metropolitten Aleksej (1354-78) tog da også klart parti for én fyrsteslægt, nemlig den i Moskva

Den russiske kirke får sin egen patriark
I 1439 var der samlet til stort kirkemøde i Firenze. Østkirken og Vestkirken søgte at udsone sig med hinanden. Men paven i Rom krævede, til gengæld for en udsoning, at han blev anerkendt som den samlede kristenheds leder. Den russiske metropolit, som deltog i mødet, gik ind på pavens betingelser. Men hjemvendt til Moskva led metropolitten det nederlag, at unionstankerne med den vestlige kirke blev forkastet af biskopperne.

Metropolitten blev afsat, en ny blev valgt af de russiske biskopper og fyrsten i Moskva. Den russiske kirke havde nu fået sin egen patriark uafhængig af Konstantinopel. Moskva blev det tredje Rom.

I løbet af 1500-tallet var den russiske kirke blevet en væsentlig magtfaktor både politisk og økonomisk. Patriarken var medlem af zarens rådsforsamling, Dumaen. Og under sig havde patriarken en velfungerende organisation med bispedømmer, klostre og kirker og med forbindelser ud til de mest fjerne afkroge af det russiske område.

Kirkens rolle frem til revolutionen
De russiske fyrstendømmer var nu samlet i en statslig enhed. Moskvas fyrste var enehersker med titel af zar eller kejser. Zardømmet fik sin legitimation af kirken, og omvendt blev kirken et vigtigt samfundsbærende redskab i zarens hænder. Endelig havde kirken en stor økonomisk magt i kraft af sine enorme godsbesiddelser.

Da den kommunistiske revolution satte ind i 1917, stod det klart for de revolutionære, at kirken også stod som en hindring for en social udvikling og samfundsændring. Den måtte enten udslettes eller undertrykkes. Kirken bøjede sig imidlertid og indrømmede sin skyld i fortidens uretfærdige tilstande. Det blev kirkens redning.

Selvom især Lenin og efterfølgeren Stalin forsøgte at få kirken til at bukke under, så indordnede kirken sig i det nye kommunistiske samfund. Tusindvis af præster og munke blev fængslet eller henrettet. Kirken blev ramt på sin livsnerve, gudstjenesten. Kirker og klostre blev lukket og brugt til museer, biblioteker, ungdomsklubber med videre.

Kulminationen i forfølgelsen af kirken kom i midten af 1930'erne under Stalin. Af de i alt 70 bispesæder var kun de syv besat, og kun nogle få hundreder præster var tilbage til at betjene de få kirker, der blev holdt åbne. Anden Verdenskrig betød dog en midlertidig opgang for kirken. Stalin havde nemlig brug for alle nationale kræfter i kampen mod Nazityskland.

Da Krustjov kom til magten efter Stalins død i 1953, forsøgte han at så indre splittelse i kirken ved at give patriarken større politisk magt og samtidig tvinge denne til at nedlægge en række sognemenigheder rundt omkring i Rusland. Derved følte de enkelte menigheder sig forrådt af deres egen kirkeledelse.

Med 1980'erne og Sovjetunionens sammenbrud er kirken ved at genvinde sin gamle rolle fra før revolutionen og tæller i dag ca. 80 millioner medlemmer. I år 2000 stod den pragtfulde Vor Frelsers Katedral færdig i Moskva som den russiske kirkes hovedkirke og samlingssted for bispemøder. Den nuværende patriark Kirill har siden sin udnævnelse i 2009 fået stadig større indflydelse i det russiske samfund.

Patriarken tolkede Pussy Riots' bøn om Putins forsvinden fra magten som ensbetydende med en krænkelse af kirken. Putin opfordrede imidlertid retten til at vise mildhed mod de tre kvinder, skriver ruslandsekspert Jon Kyst i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad. Han mener, at kirkens rolle er tydelig i denne sag. Den bruger episoden til at demonstrere sin magt. Kirken er på vej op ad magtpyramiden og ser sig mere og mere som statsmagtens forlængede arm.

Samtidig opfordrede kirken myndighederne til at vise mildhed over for Pussy Riot.

LÆS OGSÅ: Ortodoks kirke beder om nåde for Pussy Riot

Resultatet blev to års fængsel til de tre kvinder i Pussy Riot.