Dominikanerordenen ville bekæmpe kætteri med respektfuld dialog

Dominikanerordenen kræver ikke, som mange af de andre ordener, legemligt arbejde, men studier og meditation. For netop studier og meditation anses for forudsætningen for prædiken og mission

Dominikanerordenen opstod i en periode, hvor der var mange kætterbevægelser, som den katolske kirke kæmpede mod uden at vinde gehør. Dertil kommer, at mange lægfolk i den periode kritiserede kirkens og de gejstliges liv i rigdom.

SE OGSÅ: Tema: Store kættere

Derfor opstod der nye idealistiske bevægelser, der inspirerede til fattigdom. En af disse bevægelser var dominikanerordenen, hvor brødrene valgte et liv i fattigdom og en klar forkyndelse af evangeliet.

Dominikanerordenen grundlægges
Dominicus (1170-1221) var præst, og i 1215 oprettede han en orden, der bestod af højtuddannede præster, der havde aflagt klosterløfter med vægt på fattigdom, og de skulle vie deres aktive arbejde til at prædike og undervise for derved at bekæmpe vantro.

Dominicus ville med sin orden prædike det, han anså for sandhed. Han mente, at kærlighed og sandhed var det samme, og formålet med hans orden var simpelthen ønsket om sjælenes frelse. Ønsket om, at mennesker skulle kende den kristne sandhed, der for ham var lig med kærlighed.

Dominikanerordenen brugte Augustins regel, og brødrene gav alt, hvad de ejede, til de fattige, hvorefter de gik omkring og prædikede. Kyskhed, ydmyghed, cølibat og lydighed var en integreret del af brødrenes liv.

"Kontemplation i handling"
Dominikanerordenen forenede elementer fra klosterlivet med elementer fra det apostolske liv: Hverken kontemplation alene eller prædiken alene er den højeste form for kristent liv, men kontemplation i handling, skriver dominikaneren Thomas Aquinas (ca. 1225-1274).

Dominikanerordenen kræver ikke, som mange af de andre ordener, legemligt arbejde, men studier og meditation. For netop studier og meditation anses for forudsætningen for prædiken og mission, hvilket er det centrale i dominikanerordenen.

I 1216 fik ordenen pavelig godkendelse, og hurtigt efter dette trådte både lærere og studerende fra universiteterne i Paris og Bologna i stort tal ind i dominikanerordenen, der voksede hurtigt, især på universiteterne. Dominikanerne kaldtes også sortebrødre på grund af deres sorte kapper.

Dominikanerordenen fik status som tiggermunkeorden sammen med karmeliterordenen, franciskanerordenen og clarisserne.

Et vendepunkt i Dominicus liv
Da Dominicus var 26 år, skete et vendepunkt i hans liv, der egentlig blev begyndelsen til, at han senere grundlagde sin orden: Dominicus blev udvalgt til at ledsage sin biskop, der var uofficiel leder af en pavelig mission, der skulle kæmpe mod albigenserne, der var en kættersk sekt, der opstod nær byen Albi i Sydfrankrig.

Albigenserne forkastede alt legemligt og materielt og derfor også Kristi menneskenatur, sakramenterne, den katolske kirke og de verdslige myndigheders autoritet, da de også var anarkister. De var således en trussel både mod kirke og stat.

Biskoppen og Dominicus levede enkelt og fattigt, og de diskuterede fredeligt og respektfuldt - med albigenserne. Denne fremgangsmåde stod i modsætning til de officielle missionærer, der var langt mere formelle og selvhævdende.

Imidlertid døde biskoppen i 1207, og samtidig dræbte albigenserne den pavelige legat, hvorefter paven satte militær magt ind mod albigensernes fører, hvilket førte til fem års borgerkrig. Men Dominicus og hans få ledsagere fortsatte deres mission med at tale og diskutere respektfuldt med albigenserne for at overbevise dem om den kristne tro.

Det var disse erfaringer, der var baggrunden for Dominicus oprettelse af sin orden, hvor han ville bekæmpe kætteri med respektfuld dialog.

Dominikanerordenen og dens udbredelse
Dominikanerordenen er i dag udbredt over store dele af verden, og munkene er beskæftiget med teologi, prædiken, studier og undervisning. Før som nu er meditation og kontemplation udgangspunkt for brødrenes virksomhed.

De første nordiske dominikanere kom til Lund i 1223 og spredtes hurtigt til Ribe, Visby, Roskilde og Nidaros. Missionen i Østersøen og kristningen af Finland blev foretaget af dominikanere, og allerede i 1263 kom der dominikanerinder til Roskilde. I dag er der ikke dominikanere i Danmark, men i Skåne findes to klostre for henholdsvis munke og nonner.

Kvinder kom tidligt ind i ordenen. De prædikede ikke, men levede i bøn og meditation i klostrene og kompletterede derved brødrenes arbejde, som de hjalp åndeligt i kraft af deres bøn. Mange af disse kvinder udviklede en dyb mystik. Mest kendt er nok Katarina af Siena (død 1380).

La Chapelle du Rosaire
Maleren Henri Matisse (1869-1954), blev under sygdom sent i livet plejet af dominikanerinder, og som tak skabte han La Chapelle du Rosaire (rosenkranskapellet) til dem. Det er et kapel, der hører til deres kloster, og hvor al udsmykning er foretaget af Matisse. Dette kapel er berømt for sin skønhed. Det ligger udenfor Nice og kan ses af besøgende.

Kilder:
Richard P. McBrien: Katolsk tro gennem to årtusinder. Niels Steensens Forlag. 1987.
denstoredanske.dk
Donald Attwater: Helgenleksikon. Katolsk Forlag. 1998.
op.org/en
vence.fr/la-chapelle-du-rosaire