Fem Kristus-figurer i Hollywood-film

Matrix reloaded Year 2003 Director Andy et Larry Wachowski Keanu Reeves

Hvad har Gandalf til fælles med Supermand og rumvæsenet Klaatu? De er alle tre moderne genfortællinger af evangeliernes Kristus-beretninger

Siden den spæde begyndelse i 1920'erne har filmindustrien Hollywood ofte benyttet sig af kristne temaer og symbolik i deres film. Men nogle filmskabere nøjes ikke med den skjulte genbrug, de går skridtet videre og fremstiller hovedkarakteren som en Kristus-figur.

The Day the Earth Stood Still
The Day the Earth Stood Still er en amerikansk science fiction-film fra 1951, som blev genindspillet i 2008.

I filmen bliver rumvæsenet Klaatu sendt ned fra himlen, omgærdet af et skinnende lys, for at redde jorden. Men for at kunne vandre på jorden er han nødt til at blive født som et menneske.

Halvt menneske og halvt overnaturlig tager han navnet Tømrer (Carpenter) og prædiker universel kærlighed. Han bliver forrådt af et menneske, dræbt og genopstår. Inden han flyver tilbage til himlen, holder han en formanende prædiken, hvor han advarer om dommedag.

Klaatu er en klassisk Kristus-figur med utallige træk, s

om viser tilbage til evangeliernes beskrivelse af Jesus. Men dette er ikke noget tilfælde. Ifølge manuskriptforfatteren, Edmund H. North, var parallellerne bevidste:

Det var min private joke. Jeg diskuterede aldrig denne vinkel med Blaustein (produceren, red.) eller Wise (instruktøren, red.), for jeg ville ikke have det åbenlyst. Til at begynde med håbede jeg, at Kristus- sammenligningen ville forblive ubemærket.

Superman Returns
Superman Returnser det sidste skud på stammen i en lang række supermand-film. Filmen udkom i 2006.

Supermand blev skabt som tegneseriefigur i 1938 af to jødiske immigranter i USA. De to benyttede sig af klar gammeltestamentlig symbolik i skabelsen af verdens første superhelt.

Men i Superman Returns er det den kristne teologi, som er i forsædet.

I en af scenerne fortæller Supermands far, at han har sendt sin eneste søn som frelser til menneskene, fordi de mangler lyset til at vise dem vej. Ligesom Gud sendte Jesus, sin enbårne søn, som verdens lys og menneskets frelser.

Hen mod slutningen stikkes Supermand i siden, ligesom Jesus blev stukket i siden. Lidt efter falder han hen i en position, der minder om den stilling, Jesus blev korsfæstet i. Efter nogle dage i en dødlignende komatilstand, genopstår han og frelser menneskeheden.

Matrix
Første film i Matrixtrilogien udkom i 1999, og de to sidste udkom i 2003.
Hovedpersonen i filmen, Neo, er et andet klassisk eksempel på en post-moderne Kristus-figur. Og i modsætning til mange af de andre film er det det bærende element i historien.

Allerede få minutter inde i første film får vi en indikator på den rolle, Neo kommer til at spille igennem filmene. Nogle skæve eksistenser indfinder sig ved Neos dør for at afhente noget ulovligt software. Da de modtager det, siger den ene: Hallelujah. Du er min frelser, mand. Min egen personlige Jesus Kristus.

Igennem de tre film udvikler den udvalgte Neo en højere erkendelse af sin egen natur og indser, at det er hans rolle at frelse menneskeheden

I den ene af filmene ofrer Neo sig for et menneske, men den kvindelige hovedkarakter, Trinity, hvis navn refererer til treenigheden, kysser Neo, og han genopstår endnu stærkere end før.

I slutningen redder han menneskenes sidste tilflugtssted, Zion, og frelser derved hele menneskeheden.

Mange har bidt sig mærke i filmenes kristne budskab. En anmelder fra USAs mest indflydelsesrige, evangeliske avis, Christianity Today, kaldte Matrix for en af årets bedste film, og en anden udtalte, at filmen er overraskende tro mod bibelsk teologi - på trods af dens uortodokse fremtræden.

Ringenes Herre
Filmatiseringen af J. R. R. Tolkiens klassikere Ringenes Herre udkom i perioden 2001-2003.

I serien er troldmanden Gandalf en Kristus-figur. Gandalf har en mirakuløs oprindelse, to naturer, og han er den første, som forstår og forudser Ringens magt. Det er Gandalf, der samler og leder the fellowship, en række tro tilhængere.

Og måske er parallellerne ikke noget tilfælde. I alt fald lagde Tolkien ikke skjul på, at hensigten med at skrive bøgerne var at føre læseren hen til evangeliet.

Men i filmatiseringen er Kristus-symbolikken endnu mere udpræget.

I første film bliver gruppen angrebet af det hornede ildmonster, Balrok. Gandalf vælger at ofre sig selv og kæmpe mod udyret. Da han bevæger sig hen mod det, lyser hans stav så meget, at han selv bliver omgærdet med et lys. Denne detalje findes ikke i bogen og minder om ikoniske fremstillinger af Jesus. Balrok vinder og dræber Gandalf.

I filmen strækker Gandalf armene ud til siden og samler benene, som Jesus på korset, mens han falder ned i et helvedeslignende flammehav og dør. Efterfølgende genopstår han endnu mere magtfuld end før.

K-Pax
K-pax er en science fiction film fra 2001.

Rumvæsenet Prot kommer til jorden. Men mens han er på jorden, bliver han misforstået og indlagt på et psykiatrisk hospital. Han prøver at belære mennesket, men bliver konstant forhånet

På hospitalet udfører han "eksorcismer" på de sindslidende, som Jesus uddrev dæmoner i Bibelen.

Ligesom Jesus er Prot splittet mellem to personligheder. Udenpå ligner han et almindeligt menneske, men indeni er han et alvidende væsen fra rummet.

I slutningen stiger han på mysterisk vis til himmels, og efterlader menneskene forbløffet og forundret stirrende op i himlen, som Jesus efterlod disciplene (Apostlenes Gerninger 1, 11)

Foto: Wikimedia Commens
Foto: Wikimedia Commens
"Da troldmanden Gandalf symbolsk dør og forvandles fra Den Grå til Den Hvide er parallellen til Jesus indlysende", skriver Manuel Vigilius i Propaganda