Forfølgelser af kristne gennem tiderne

Den romerske historieskriver Tacitus (56-117) understreger, at de kristne blev gjort til syndebukke under Roms brand i år 64, men at de var uden skyld i branden. Under Neros forfølgelse af de kristne omkom Peter og Paulus, der på dette tidspunkt opholdte sig i Rom. Her ses Nero under Roms brand på et træsnit af Heinrich Leutemann (1824-1905).

Kristenforfølgelser har været en virkelighed fra oldkirken til i dag. Læs eksempler her

Det begyndte med jødernes forfølger af de første kristne i Jerusalem. Kristendommen bredte sig derpå ud i Romerriget og blev efterhånden den sejrende religion. Inden da led de kristne hårdt under både lokale og af staten iværksatte forfølgelser. Men forfølgelserne styrkede de kristnes sammenhold og moral.

De første forfølgelser Jerusalem
Fra kristendommmens begyndelse var det jøderne, der forfulgte de kristne. Det var det jødiske råd i Jerusalem, der iværksatte en forfølgelse af medlemmer af den første menighed.

Som farisæer deltog Paulus i denne forfølgelse, hvorunder Stefanus blev stenet ihjel af den jødiske folkemængde. Senere som kristen blev Paulus selv forfulgt af jøderne. Apostlenes Gerninger fortæller ligeledes, at den jødiske lydkonge Herodes Agrippa foretog en henrettelse af apostelen Jakob, Zebedæus` søn.

Der er ingen tvivl om, at den officielle jødedom var modstander af de kristne og ville dem til livs. For de kristnes tro på Jesus som Messias udgjorde en trussel mod jødedommen.

Det er dog først, da kristendommen kommer til Rom, at der er tale om større forfølgelser og det til trods for, at Romerriget egentlig ikke havde nogen lov, der forbød andre religioner end den officielle romerske.

Roms brand og forfølgelser i det 1. århundrede
I juli år 64 udbrød der en omfattende brand i Rom. Rygterne ville vide, at det var kejser Nero (54-68) selv, der havde foranstaltet branden med det formål at skaffe plads til sine ambitiøse nybyggerier. Imidlertid lagde Nero skylden på andre især de kristne. Og måske har de kristne i Rom selv bidraget til, at skylden ramte dem.

De første generationer af kristne levede i en sikker forventning om, at verdens ende og dommens dag var nært forestående. Og de har set den voldsomme brand som et sikkert tegn og jublende forkyndt, at nu ville Kristus komme igen.

En romersk historieskriver Tacitus (56-117) understreger, at de kristne blev gjort til syndebukke, men at de var uden skyld i branden. Under Neros forfølgelse af de kristne omkom Peter og Paulus, der på dette tidspunkt opholdte sig i Rom.

De kristne, som efterhånden udgjorde en ret så synlig gruppering i verdenshovedstaden, skilte sig også ud fra det øvrige samfund. De deltog ikke i de officielle fester, ofrede ikke til statens guder eller kejseren, gik ikke til skuespil og gladiatorkampene i amfiteatrene, men havde deres egne sammenkomster i det stille og i ly af natten.

Den næste større forfølgelse af de kristne, som vi kender til, fandt sted i Lilleasien under Domitian (81-96). I Lilleasien nægtede de kristne at ofre til de officielle guder og kejseren i forbindelse med skattebetaling. Det sidste skrift i Det Nye Testamente, Johannes' Åbenbaring er netop skrevet for at bekæmpe kejserdyrkelsen og give de kristne mod og styrke under forfølgelserne.

Martyriet og forfølgelser i det 2. århundrede
Problemet med kejserdyrkelsen fortsatte. I år 111 skrev Plinius den Yngre, som var kejserlig sendebud til de romerske områder ved Sortehavet, om råd i forbindelse med kristne, der ikke ville ofre til kejserens billede. Plinius kan ikke finde noget egentligt strafbart i de kristnes adfærd. For overtro og sammenkomster, hvor man deler brød og vin var jo ikke strafbart. Men at afvise tilbedelsen af kejseren og de officielle guder var på den anden side et problem. Kejser Trajan (98-117) råder sin udsendig til ikke at opsøge eller forfølge de kristne, men kun at straffe åbenlys fornægtelse af Roms guder.

De kristnes tydelige afvisning af at beklæde offentlige embeder, at gøre soldatertjeneste, at nægte at være gladiatorer eller skuespillere førte ofte til, at myndighederne lokalt iværksatte forfølgelser. De kristne blev taget til fange, og såfremt de ikke afsvor deres tro, blev de kastet for de vilde dyr ved skuespillene i amfiteatrene eller på anden måde offentligt henrettet.

Herved opstod betegnelsen martyr, nemlig den, der villigt gav sit liv gennem lidelser for sin tros skyld. Beretninger om martyrier blev nu fortalt i menighederne. Ud af dem skilte sig ikke mindst beretningen om biskop Ignatius fra Antiokia, der i år 117 blev bragt til Rom og led martyrdøden i Colosseum. Ignatius udtrykte selv i sine breve en længsel efter at bevise sin tros styrke gennem martyriet.

Perpetuas martyrium
Under kejser Septimius Severus (193-211) har vi en veldokumenteret beretning om forfølgelser af de kristne i Nordafrika, nærmere betegnet i Karthago. Kejseren havde udstedt en forordning om, at ingen i Romerriget måtte omvende sig til kristendommen eller jødedommen. Det drejede sig om at sikre statens velfærd og stabilitet.

De kristnes tro og adfærd bragte forholdet til guderne i fare. Derfor måtte de kristne bekæmpes. Vi ved, at der i Karthago rejstes en folkestemning mod de kristne som følge af Severus' forordning. En række kristne blev fængslet og dømt til døden i amfiteatret heriblandt pigen Perpetua. Forestillingerne i amfiteatrene bestod af dyrkekampe og gladiatorkampe, som blev givet af formuende embedsmænd eller kejseren selv. Man begyndte om formiddagen med dyrekampe og fortsatte om eftermiddagen med gladiatorkampe. Det var under dyrekampene, at de dødsdømte blev henrettet.

Der findes en række optegnelser eller breve fra Perpetua. Hun sidder nu i Karthagos fængsel og venter på at komme i arenaen. Hendes lille barn er taget fra hende. Hendes far trygler hende forgæves om at fornægte sin tro og dermed redde sit liv. Hun skriver:

Mens vi endnu var under varetægtsarrest ville min fader slå mig omkuld med ord. Af kærlighed til mig forsøgte han igen og igen at få mig til at falde. Så sagde jeg: 'Far, kan du se for eksempel den skål, der står der, et lille krus, eller hvad det nu er?' og han sagde: 'Ja'. Og jeg sagde til ham: 'Kan det kaldes for noget andet end det, det er?' og han sagde: 'Nej'. 'Jeg kan heller ikke sige, jeg er noget andet end det, jeg er. Jeg er kristen' Så gik han bort og var slået, han og de overtalelseskunster, Djævlen havde sat i ham.

Forfølgelserne kulminerer i det 3. århundrede
I midten af det 3. årh. foranstaltede kejser Decius (249-51) en systematisk forfølgelse af selve den kristne kirke. Han beordrede, at alle Romerrigets indbyggere skulle tilbede de romerske guder. Nægtelse ville blive straffet med tortur, fængsel eller henrettelse.

Decius' forordning ramte kirken hårdt. Mange faldt fra, mens andre med beundringsværdig styrke fastholdt deres kristne tro og holdning. Roms biskop (pave), Fabian og den store lærde teolog i Aleksandria, Origenes mistede livet som følge af tortur.

Under kejser Valerian (253-60) fortsatte terroren mod de kristne. Nu var det ikke mindst kirkens gejstlige, der kom i søgelyset. De blev tvunget til at bekende de romerske guder og forbyde de kristne at afholde gudstjenester. Igen blev en række kendte kristne teologer og forfattere ofre, blandt andet den nordafrikanske biskop, Cyprian og Roms biskop (pave) Xystus og alle hans præster.

Forfølgelserne i Romerriget kulminerede under kejser Diokletian (285-305). Denne kejser havde ellers været tolerant indstillet over for kirken, men af ukendte årsager vendte hans politik totalt. Fra 299 udstedte han en række forordninger, som udløste de hidtil værste forfølgelser af de kristne.

De kristnes forsamlingsbygninger blev revet ned, deres ejendomme blev konfiskeret. Afholdelse af gudstjenester blev forbudt, og de kristne blev frataget deres embeder såvel i hæren som i den offentlige administration og tvunget til at ofre til guderne. Modsatte de kristne sig disse forordninger, blev de dræbt.

Med kejser Konstantin den Stores (306- 37) magtovertagelse i hele Romerriget i 313 blev kristendommen tilladt og i praksis favoriseret. Kristendommen blev fra da af den sejrende religion.

Kristne under islams herredømme
Med Muhammeds (570-632) forkyndelse i Mekka og Medina fulgte dannelsen af islam som religion. Islam bredte sig hurtigt ud over den arabiske halvø op i resten af Mellemøsten, samt Nordafrika.

Kristendommen blev nu af islams ledere mere og mere set som den store konkurrent. Men der, hvor islam trængte frem i Romerrigets kristne områder, gav man de kristne ret til at overgive sig og give sig ind under muslimernes beskyttelse. Det vil sige, at de kristne i første omgang fik religionsfrihed og ret til at følge deres egen religiøse skikke.

Men grebet om de kristne områder blev alligevel strammet i løbet af 700-tallet. De kristne i Mellemøsten og Nordafrika fik forbud mod at bygge nye kirker, at bære kors og sælge vin. Kirker, som var opført efter islams komme skulle rives ned og omdannes til moskéer.

Hårdest gik det til i Arabien. Allerede den anden kalif eller efterfølger for Muhammed, Umar drev både jøder og kristne væk fra det arabiske område. Arabien skulle være en undtagelse fra de øvrige muslimske områder. Her måtte alene islam være religionen.

Og sådan forholder det sig også i dag. Det nuværende Saudi-Arabien viderefører forbuddet mod al anden gudsdyrkelse end den islamiske. Derfor er det totalt forbudt at opføre kirker i Arabien i dag. Islam bredte sig også i løbet af 700-tallet op i det kristne Spanien. Det siges, at de islamiske myndigheder kun nødigt løftede sværdet mod de kristne. Omvendt søgte mange kristne spaniere martyriet.

Kristendommen under kommunismen
Ifølge den kommunistiske ideologi er kristendommen som al anden religion undertrykkende og dermed skadelig for samfundsudviklingen. Ved den kommunistiske revolution i Rusland i 1917 blev kirken da også angrebet og begrænset. Kirker blev lukket. Det blev umuligt for aktive kristne at være medlem af partiet og dermed gøre karriere inden for det kommunistiske samfunds rammer.

Under Stalins regeringstid (1922-53) blev det umuliggjort for den russiske kirke at forkynde offentligt. præsteseminarier blev lukket og talrige præster blev enten skudt eller sendt til Sibirien i fangelejre. Mange biskopper flygtede til udlandet. Samtidig prøvede kirkens ledelse under patriark Tikhon at opretholde loyalitet over for det kommunistiske styre.

Forfølgelsen af kirken mildnedes imidlertid under Anden Verdenskrig, da man havde brug for alle nationale kræfter i kampen mod Tyskland. Stalins efterfølger Krustjov (1956-64) indledte imidlertid en ny antikirkelig kampagne, som især gik ud over de protestantiske kirker i Rusland. Tilsvarende blev kirken i Østtyskland udsat for chikane og begrænsninger. Med Sovjetunionens fald fik kirken igen sin frihed og har nu en ikke ubetydelig politisk indflydelse.