Hvad er betydningen af Jesu lidelse og død?

På Jellingestenen er Jesus fremstillet som sejrherren og befrieren, der gennem sin lidelse og død har gjort en ende på det ondes magt.

Gennem tiderne har teologer prøvet at givet en forklaring på Jesu lidelse og død

På den store Jellingesten ser vi den korsfæstede Jesus Kristus. Men korset mangler. I stedet er Kristus omgivet af slyngninger, der skal symbolisere livets træ. Han er fremstillet som en høvding og ikke som den lidende. Han hænger ikke i armene, men står som den sejrende, der har overvundet døden.

Nok har han sårmærkerne efter korsfæstelsen i sine hænder. Men det er med de selv samme hænder, at han velsigner folket. Jesus er altså sejrherren og befrieren, der gennem sin lidelse og død har gjort en ende på det ondes magt.

Forsoningslæren

I kirkens historie er der imidlertid opstået to forskellige tolkninger af Jesu lidelse og død. Opfattelsen af Jesus som forløseren blev efterhånden til læren om den objektive forsoning. Det var nemlig Gud, der forsonende sig med mennesket gennem Jesu lidelse og død. Denne lære blev oprindeligt fremsat af den engelske ærkebiskop, Anselm af Canterbury (1033-1101), men blev uddybet i det 16. og 17. århundrede.

I den objektive forsoningslære ses Jesu lidelse og død som den straf, han tog på sig på menneskers vegne. Han, der var syndfri, tog altså en straf på sig, som vi syndige mennesker var skyldige at lide. Men herved er mennesket gået fri og blevet tilgivet. Det er altså Guds vrede mod det syndige menneske, der herved slettes.

I modsætning hertil tales om den subjektive forsoningslære, som også blev til i middelalderen. Ifølge den subjektives forsoningslære ser man i Jesu lidelse en åbenbaring af Guds selvopofrende kærlighed til mennesker. Jesu lidelse på korset bliver så en opfordring til det enkelte menneske om at tro, at Gud er kærlighed. Det er altså mennesket, der skal forsone sig med Gud og med andre.

Hvorfor blev Jesus dømt og henrettet?

Ser vi mere historisk på, hvorfor Jesus blev henrettet langfredag, så ligger forklaringen i hans offentlige virksomhed. At det jødiske præsteråd tog ham til fange og begyndte en proces imod ham, skyldtes hans forkyndelse. Han skabte røre omkring sig med sin prædiken, dæmonuddrivelser og undere og ikke mindst på grund af sin manglende respekt for tempelinstitutionen og sabbatsloven.

Jesus talte med en myndighed, som han havde fra Gud selv. Derfor blev han anklaget for blasfemi, det vil sige gudsbespottelse og for at hævde, at han var Messias. Da det jødiske råd ikke selv havde lov til at fælde domme, blev sagen overgivet til den romerske statholder, der dømte Jesus som en oprører og korsfæstede ham.

Romernes motiv kan kun være politisk, nemlig at Jesus var at betragte som en oprører, en zelot, der gjorde krav på at være Messias. Men tilbage står problemet, om den historiske Jesus virkelig identificerede sig som jødernes konge, Messias. I alt fald er det den anklage, som det jødiske råd har forelagt romerne.

Spørgsmålet om, hvem der var skyldig i Jesu død, er imidlertid forkert stillet, for det lader sig ikke besvare ud fra evangelierne. Spørgsmålet må i stedet lyde: Hvem var ansvarlig for korsfæstelsen? Og svaret er enkelt nok: Det var romerne, som var de ansvarlige for Jesu korsfæstelse og som handlede på grundlag af præsterådets anklage. Endelig kunne man også spørge, hvorfor Jesus ville til Jerusalem? Han må have været klar over, at det at gå til Jerusalem indebar en betydelig risiko. Evangeliernes svar er, at Jesus vidste, det ville medføre døden.

Jesu ord på korset

Alle evangelier fortæller detaljeret om Jesu sidste timer. Men lidelsen træder stærkest frem i Markusevangeliet. Ifølge Markusevangeliet råber Jesus på korset: Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Hvordan skal vi forstå dette udråb? Jo, den dybeste lidelse er ikke uretten og den fysiske lidelse men det at være forladt af Gud.

Den Gud, som han til jødernes forargelse, kaldte sin far, er tavs. Menalligevel, kalder han på Gud. Han tør tro, at Gud er der midt i lidelsen. Midt i død og nederlag klamrer han sig til, at der er noget absolut, en bærende magt, en Gud. I dødens øjeblik udtrykker Jesus ikke de udmattedes: "Jeg kan ikke mere." Han taler heller ikke om den almægtige Gud, der nu vil redde ham. Han gør i stedet lidelsen bevidst ved sit skrig efter Gud.

Jesus er den lidende Gud

Som Markus skildrer Jesu lidelse og død, er der langt til de rationelle forklaringer, som man har givet op gennem kirkens historie. Langfredag er fortællingen om den Gud, der gennem sin død på korset udleverer sig til denne verdens ondskab og elendighed. Gud bor herefter i lidelsen. Mennesket er ikke længere alene i sin kamp mod meningsløshed, lidelse og gudsforladthed.

Det er måske den erkendelse, der er baggrunden for følgende indskrift, som blev fundet på muren til den jødiske ghetto i Warszawa: Jeg tror på solen, også når den ikke skinner. Jeg tror på kærligheden, også når jeg ikke føler den. Jeg tror på Gud, også når jeg ikke ser ham.