Hvad er en velsignelse?

Præsterne strør om sig med dem til dåb, konfirmation, bryllup begravelser og ved gudstjenester, og til ungdomsgudstjenester får de unge velsignelser sendt via sms. Men hvad er en velsignelse egentlig?  

Når præsten siger eller lyser velsignelsen i kirken, sker det på vegne af Gud.

Når et menneske velsignes er det en bøn eller ønske om, at dette menneske må stå under Guds beskyttelse.
 
Velsignelsen i Det Gamle Testamente
I Det Gamle Testamente ses mange eksempler på velsignelser. De første findes allerede i første skabelsesberetning, hvor menneskene får en særlig velsignelse, fordi de ikke bare skal være frugtbare og få en masse børn men også herske over alle dyrene.

Denne særstatus skyldes, at mennesket ligner Gud og derfor har en særlig plads i skaberværket:

"Gud velsignede dem og sagde til dem: Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den" (1. Mosebog 1,28).
 
Mange velsignelser i Det Gamle Testamente har med frugtbarhed at gøre både frugtbarhed med hensyn til afgrøder på marken, hos kvæget og hvad angår menneskenes eget afkom.

I Det Gamle Testamente udvælger Gud Israels folk gennem nogle patriarker eller stamfædre, den første kendes som Abraham. Selvom han er gammel og ikke kan få børn, fortæller Gud ham: "Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig." (1. Mosebog 12,2). Den barnløse Abrahams efterkommere vil blive talrige som jordens støv, så talrige at de ikke kan tælles. På trods af at der optræder masser af familiemedlemmer, der ikke kan få børn, bliver det alligevel virkelighed, at patriarkfamilien får en masse afkom, som Gud kan lave en pagt med.

Velsignelser er en slags virkelighed, som ikke bare lige holder op med at virke. I historien om Abrahams børnebørn Jakob og Esau kan den blinde far Isak ikke bare ophæve sin velsignelse af sin ældste søn, da det går op for ham, at han er blevet narret til at velsigne den forkerte. Velsignelsen er kraften, der bevirker, at menneskers liv lykkes, og så er det underordnet, om man som Jakob har snydt sig til sin velsignelse eller fået den på ærlig vis.

Velsignelser siges, træder i kraft og bliver virkelighed. Det får dem til nogle steder i Bibelen at ligne profetier, da de udsiger noget om fremtiden.

En velsignelse står i modsætning til en forbandelse. Israels folk er udvalgt af Gud i Det Gamle Testamente, fordi de er efterkommere af Abraham, og dette folk skal vælge mellem velsignelse og forbandelse.
Folket kan enten vælge at holde Guds bud eller bryde pagten, som Gud indgik med Abraham.

I 5. Mosebog kapitel 28-30 remses alle de velsignelser og tilsvarende forbandelser op, som står på spil for Guds folk. Hvis de er ulydige mod Guds vilje, mister de deres velsignelse og dermed løftet om talrige afkom, sundhed, god høst og ikke mindst frihed fra andre herredømmer, som kunne have lyst til at invadere Israels land. 
 
Velsignelsen i Det Nye Testamente
I Det Nye Testamente er der en vigtig faktor, som spiller ind på den virkelighed, som velsignelsen handler om. Jesus prædiker, at der skal komme nye tider og at Gudsriget er nær. Så velsignelser i Det Nye Testamente kommer på den måde til at handle om den frelses-virkelighed, der er nært forestående, når gudsriget kommer.

Således bliver begreber som fred og frelse lige så vigtige som velsignelse i Det Nye Testamente, når det handler om at love fremgang, trivsel, lykke, velfærd og masser af mad. I forhold til Det Gamle Testamente træder aspektet med de mange børn lidt i baggrunden. 
 
Når Jesus for eksempel velsigner de brød, som han mætter tusinder af mennesker med (Matthæusevangeliet 14,19), eller som han spiser sidste aften med disciplene (Matthæusevangeliet 26,26), kan det ses som en forudgribelse på den mæthed og fylde, som bliver en realitet i Gudsriget.

Når Jesus velsigner de små børn og siger, at Gudsriget er deres (Markusevangeliet 10,16), er det en velsignelse, som giver frelse og plads i Guds rige.

I Apostlenes Gerninger og i Paulus breve ses Kristus som Guds velsignelse (Apostlenes Gerninger 3,26, Galaterbrevet 3,8-14, Efeserbrevet 1,3). Velsignelsen ses altså som en person, fordi Kristus med sin død og opstandelse har banet vejen for frelse ikke bare til Israels folk men til alle folk.

Kristus gør således den virkelighed mulig, hvor frelsen er en realitet - den virkelighed, som skal komme af Guds velsignelse.
 
Velsignelser i folkekirken
De to mest brugte velsignelser i den danske folkekirke er den aronitiske og den apostolske velsignelse. Man rejser sig op, når man bliver velsignet.

Den mest anvendte velsignelse er den aronitiske, som lyder sådan:

Herren velsigne dig og bevare dig!
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!
Herren løfte sit ansigt/åsyn på dig og give dig fred!

Den stammer ifølge Det Gamle Testamente fra Moses og hans bror Arons tid. Det findes i 4. Mosebog 6,24-26. Denne velsignelse afslutter som regel højmessen i den danske folkekirke, ligesom den også lyder som noget af det sidste ved alle kirkelige handlinger såsom dåb, bryllupper, bisættelser og begravelser.

Den apostolske velsignelse findes i 2. Korintherbrev 13,13. og siger:
Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle.

Den findes også i en kortere form i Titusbrevet 3,15: Nåde være med jer alle. Denne velsignelse bruges typisk som afslutning på præstens funktioner på prædikestolen. Derfor lyder denne velsignelse efter, at dagens evangelium er blevet læst og prædiket over, når der er bedt kirkebøn og meddelelserne er læst op.

Når man bliver konfirmeret er der flere velsignelser, som præsten kan vælge imellem. Efter konfirmanden har sagt ja til at ville konfirmeres, knæler han eller hun, og præsten lægger sin hånd på konfirmandens hoved og velsigner med en af disse tre velsignelser:
 
Den treenige Gud, som har antaget dig til sit barn i den hellige dåb, og gjort dig til sin arving til det evige liv, han opholde dig i din dåbs nåde indtil din sidste stund, han give dig bestandighed i din tro, din sjæl til salighed!

Eller:

Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i dåben har genfødt dig ved vand og Helligånden og skænket dig syndernes forladelse, han styrke dig med sin nåde til det evige liv!
 
Eller:

Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i dåben har gjort dig til sit barn, han styrke dig i din tro og give dig håb, han velsigne dig og bevare dig i sin kærlighed!
 
Desuden får konfirmanderne også et fred være med jer, som man også får efter ethvert nadverbord.

Konfirmationen er en bekræftelse af dåben, og derfor spiller disse konfirmationsvelsignelser på det, som siges under håndspålæggelsen i enhver barnedåb i den danske folkekirke.

Inden fadervor ønskes der gode ting for det nydøbte barn. Efter at have hældt vand over barnets hoved i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn lægger præsten hånden på barnets hoved og siger:

Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som nu har gendøbt dig ved vand og Helligånden og skænket dig syndernes forladelse, han styrke dig med sin nåde til det evige liv! Han bevare din udgang og indgang fra nu og til evig tid!