Hvad er sognebåndsløsning?

I 1855 kom der en lov om, at ethvert medlem af folkekirken kunne knytte sig til en præst uden for det sogn, hvor man ellers boede. Man var altså ikke længere bundet til sit eget sogn og dets præst. Loven skulle sikre friheden i folkekirken.
 
Forleden udtalte biskop over Haderslev Stift Niels Henrik Arendt, at loven om sognebåndsløsning ikke virker efter hensigten, fordi menighedsrådet i Kristkirkens Sogn i Kolding, hvoraf flere medlemmer er sognebåndsløsere, har valg endnu en præst, som ikke vil vie fraskilte.
 
LÆS OGSÅ: Biskop vil ændre lov om sognebåndsløsning
 
Men hvad er en sognebåndsløsning, og hvorfor blev ordningen indført? For at forstå baggrunden, skal vi et stykke tilbage i Danmarkshistorien.
 
Hvad er et sogn?
Sognet som en kirkelig enhed opstod allerede i 1200-tallet. Sognene havde hver deres kirke, som så igen havde hver deres sognepræst. Præstens pligter bestod i at forvalte de daværende seks sakramenter (dåb, nadver, skriftemål, konfirmation, brudevielse og den sidste olie). Det var kun præsten, der i kraft af sin egen ordination gennem biskoppen, kunne forvalte disse sakramenter. Præsten skulle endvidere foretage diverse indvielses- og velsignelseshandlinger. Præsten havde så ret til tiende af kornhøsten.

Efter reformationen blev sogneinddelingen bevaret, præsternes uddannelse blev strammet op, og deres økonomi blev yderligere sikret. Samtidig blev det fastsat, at sognepræsten havde monopol på formidlingen af kristendommen inden for sit sogns grænser.
 
Ifølge Danske Lov fra 1683 skal enhver holde sig til sin egen sognekirke. I praksis var enhver bundet til egen sognepræst og kirke.
Fra slutningen af 1700-tallet med landboreformernes gennemførelse og stavnsbåndets ophævelse var godserne ikke længere de samlende enheder. Nu blev sognet den administrative enhed med sognepræsten som kommunaldirektør.
 
Vækkelserne i 1800-tallet
Landboreformerne fra 1788 gjorde efterhånden bønderne til selvejere. Det medførte naturligt nok en stigende selvbevidsthed hos bønderne, som blandt andet medførte dannelse af kristne vækkelsesbevægelser. Man ville nu selv tilegne sig kristendommen og bryde sognepræstens monopol ved at holde møder med salmesang, bøn og evangeliets forkyndelse uden om kirke og præst. Denne vækkelsesbevægelse, Den gudelige forsamlingsbevægelse, kan også tolkes som et oprør mod enevælden og mod præsten som dennes forlængede arm.

Fra midten af 1800-tallet blev to nye vækkelsesbevægelser til på grundlag af den gudelige forsamlingsbevægelse, nemlig Indre Mission og den grundtvigske bevægelse. Linjerne fra den oprindelige vækkelse til Indre Mission er måske mest tydelige. I 1853 dannedes en forening til den indre Mission. Indre Mission ville vække til en personlig kristendom og satsede gennem sin forkyndelse på den enkeltes omvendelse til et nyt kristenliv. Flere præster sluttede sig efterhånden til bevægelsen, og i 1861 blev bevægelsen omorganiseret til Kirkelig Forening for Indre Mission med det klare sigte at ville virke inden for folkekirkens rammer.

Den grundtvigske bevægelse udviklede sig op gennem 1840'erne. Men 1860'erne blev bevægelsens glansperiode. Grundtvigs kirkelige og folkelige tanker blev bærende i grundtvigianismen. Vartov i København var bevægelsens centrum. Her var Grundtvig præst. Fællesskabet omkring evangeliets forkyndelse, dåben og nadveren blev understreget i grundtvigianismen.

Loven om sognebåndsløsning
Med grundloven i 1849 var der indført forsamlings- og religionsfrihed. Borgerne havde nu ret til at forene sig i samfund, for at dyrke Gud på den måde som det stemmer med deres overbevisning (§ 81). Kirken var nu ikke længere en statskirke, men begrebet folkekirke blev indført. Grundlovens § 4 formulerer det sådan: Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.

SE OGSÅ: Loven om sognebåndsløsning (fra Kirkeministeriet)

SE OGSÅ: Bekendtgørelse om stiftelse og ophør af sognebåndsløsning samt om sognebåndsløseres valgret til menighedsråd (fra Kirkeministeriet)

I praksis skulle kirken fortsat styres af lovgivningsmagten. Grundtvig var valgt ind i Rigsdagen, hvor han pressede på for at få en fri folkekirke, det vil sige en folkekirke, der kun var en ramme omkring det frie menighedsliv, hvor man selv valgte præst eller sluttede sig til den præst, man helst ville høre. Grundtvigs argument var, at kirken skulle være så fri, at Søren Kierkegaard også kunne være præst i folkekirken.

De to store vækkelser satte deres præg på en lang række sogne og delte befolkningen. I nogle sogne var der grundtvigske præster, i andre indremissionske. Det var baggrunden for, at Grundtvig foreslog og fik gennemført en lov om sognebåndsløsning i 1855.

Lovens indhold
Ved sognebånd forstås folkekirkemedlemmers tilknytning til deres bopælssogn.

Indholdet af loven om løsning af sognebånd er følgende:

• Et medlem kan ved løsning af sognebånd slutte sig til en præst for en anden folkekirkelig menighed end den, hvortil medlemmet hører
• Ved sognebåndsløsning erhverves ret til kirkelig betjening, det vil sige ret til at få udført alle kirkelige handlinger samt modtage sjælesorg ved den præst, der er løst sognebånd til
• En præst er ikke forpligtet til at modtage en ansøger som sognebåndsløser; en præsts afslag kan indbringes for biskoppen
• En sognebåndsløser kan når som helst bringe sognebåndsløsningen til ophør
• En sognebåndsløser skal i forbindelse med sognebåndsløsningen vælge, om valgretten til menighedsråd skal udøves i den menighedsrådskreds, hvor han eller hun bor, eller i den menighedsrådskreds, hvor sognebåndsløserpræsten er ansat
• Det trufne valg er bindende, så længe sognebåndsløsningen består
• Sognebåndsløsning sker ved henvendelse til den sognepræst, som sognebåndsløseren ønsker at knyttes. Vedkommende sognepræst indskriver sognebåndsløseren i en særlig protokol
• Ved genbesættelse af en ledig sognepræststilling bringes alle aftaler om sognebåndsløsning til ophør