Hvad er Tidehverv?

Søren Krarup, politiker for Dansk Folkeparti og tidligere sognepræst i Seem ved Ribe. Søren Krarup er redaktør for tidsskiftet Tidehverv, og ses her på talerstolen ved Tidehvervs sommermøde på Rønshoved Højskole i Sønderjylland. Foto: .

Den kirkelige bevægelse Tidehverv rækker længere tilbage end nutidens politikere, og den røde tråd er i virkeligheden trangen til opgør. Få historien bag bevægelsen i anledning af Tidehvervs årsmøde

I Hans Hauges bog "Post Danmark" fra 2003 hævder han, at dagens kulturradikale eller deres position er overtaget af Søren Krarup og Jesper langballe. Det er disse, der er kætterne, fordi de gør op med de "rigtige meninger", som de kulturradikale gjorde det i 1930´erne. Hermed er han inde på en ting som er kendetegnende for Tidehverv helt fra begyndelsen: viljen til opgør. Man forstår sig selv som kaldet til at gå ind i opgør og derfor bliver bevægelsen fra starten polemisk og meget ugleset.

En ofte brugt karakteristik af Tidehverv i den offentlige debat er udsagnet: "Gud er alt, jeg er intet og du er et fæ." Dette ironiske citat stammer formentlig fra præsten Johannes Nordentoft (1868-1948), formentlig som en hårdt optegnet udgave af et udtryk fra Tiderhvervs egne rækker: ”Vi kan intet, vi tror intet, vi véd intet.”

1926-1945
Tidehverv begyndte i oktober 1926. Bevægelsen har fra begyndelsen været samlet om bladet Tidehverv, der kommer 10 gange om året og om et årligt 5 dages sommermøde, der har fundet sted på Hindsgavl, Krabbesholm Højskole, Ry Højskole og i de senere år Rønshoved Højskole.

Bevægelsen begynder i et opgør i årene 1924 til 1926. De fire toneangivende tidehvervsfolk, der kommer til at stå som udgivere for bladet er alle medlemmer af det kristelige studenterforbund, der har indremissionsk præg og som er oprettet for at danne en modvægt til brandesianismen.

Bladets redaktør fra 1926 til 1973 er N.I. Heje, der er fængselspræst i Vridsløselille, Gustav Brøndsted, der er gymnasielærer, Tage Schack, der er sognepræst og endelig K. Olesen Larsen, der ligeledes er sognepræst. Opgøret inden for den kristelige studenterbevægelse skyldtes den vægt, man lagde på omvendelsen og på følelsen. Denne missionske tilgang gjorde ifølge tidehvervsfolkene kristendommen falsk. De gjorde således op med forestillingen om, at den kristne gennem sin omvendelse og kampen mod synden kunne løfte sig væk fra verdens almindelige syndere.

Opgøret gjaldt bl.a. forestillingen om, at man ved at fjerne de enkelte synder langsomt kunne rense sig. Det var både på det moralske og seksuelle område, man førte kampen for større ærlighed. Her trak man forfattere som Fjodor Dostojevski og Sigrid Undset frem, hvis mennesker skildredes på en mere realistisk måde end de "helgenportrætter", der blev tegnet af de afgjorte kristne. Striden prægede tiden efter Første Verdenskrig, hvor den kristne idealisme med sit fremskridts optimistiske syn på menneske og samfund fik sit grundskud.

Dette opgør fortsatte i tiden op til Anden Verdenskrig. Både Indre Mission og grundtvigianismen blev kritiseret på grund af den menighedsforståelse, man lagde for dagen. Det var kirken, der afskærmede sig fra de "almindelige mennesker" og levede i trygge miljøer og bestyrkede hinanden i, at man var trådt ud af verden.

1945-1989
Efter Anden Verdenskrig ændrede fronten sig. Nu gjaldt opgøret mere den velfærdsideologi, som staten blev bygget op efter fra 1950'erne og frem. Det var den idé, at mennesket skulle formes, som staten ønskede, gennem skole og opdragelse, man gik til kamp imod.

Man mente, det var en totalitær tendens at ville skabe samfundet fundamentalt om. Derfor protesterede man imod tanken om, at mennesket havde et bestemt antal behov, som skulle opfyldes, og at det var statens opgave at opfylde dem.

Denne protest blev især stærk i tiden efter 1968, hvor Søren Krarup trådte frem på banen. Hans opgør med velfærdsideologien begyndte i et generationsopgør, hvor den nye tidehvervsungdom blev splittet i en tidehvervsk og en marxistisk fløj. De synspunkter, Søren Krarup med stor gennemslagskraft forfægtede, var de samme som den ældre generation.

Det drejede sig om skoleområdet, hvor reformpædagogikken nedtonede fagligheden for i stedet at ville skabe et demokratisk og lykkeligt menneske. Det var kampen mod forgudelsen af diverse kommunistiske regimer, og det var kampen mod EF-medlemskabet.

Gennemgående for opgøret var, at man ikke skulle omforme sit givne liv og det sted man boede, nemlig Danmark – det ville være et livsfjendsk projekt, som kun ville føre til en totalitær undertrykkelse. Begrundelsen var, at kristendommen sætter mennesket som synder. Det betyder, at man som menneske er bundet til en for så vidt uvalgt historie, som man skal overtage sammen med ansvaret for det liv, man lever med sin næste.

Det menneskelige samfund var i denne opfattelse en foreløbig og derfor ufuldstændig konstruktion. Og ideologier, som forsøgte at forme mennesket om til noget andet, ville ikke gøre det mere menneskeligt, men umenneskeligt på trods af de kønne ord.

Derfor lagde Søren Krarup mere og mere vægt på "Loven," som netop gjorde menneskelivet bundet til land og næste. Heraf udsprang et opgør fra 1978 og til 1984, som handlede om, hvad Loven er, og hvad den lov siger, som forkyndes i kristendommen.

Så hvad er Loven? Hvor konkret er den i samfundsforhold? Den fløj, som ledtes af Johannes Lauridsen, mente, at loven i et samfund var det, man fornuftigvis kunne blive enig om og ikke havde noget med den kristne lov at gøre. Det var den lov, som viste mennesket som en synder. Søren Krarup derimod brugte loven og dermed kristendommen i det politiske liv, og det var et syndefald ifølge Lauridsen-fløjen.

Med afsæt i Rudyard Kipling, Edmund Burke og Jakob Knudsen pegede Krarup derimod på, at forpligtetheden og anstændigheden er forudsætninger, som kristendommen forkynder, hvilket har betydning for opfattelsen af menneskelivet. Konklusion: Man kan og skal altså blande kristendommen ind i diskussionen om samfundsforholdene og ikke bare hævde, at de to ting skal skilles.

1989-2005

Efter 1989 kom opgøret i højere og højere grad til at blive nationalt og kulturelt bestemt. Det begyndte med den indvandringsbølge, som ramte Danmark i midten af 1980'erne. Denne udvikling blev af flere inden for Tidehverv set som en alvorlig trussel mod det danske folk. Den ideologiske humanisme åbnede Danmarks grænser for dem i menneskerettighedernes navn uden at indse, at det ville betyde store omvæltninger for landet.

Indvandrings-fænomenet betød et voldsomt opgør med venstrefløjen og det kulturradikale Danmark, der så indvandringen som en berigelse af dansk kultur og enhver modstand imod den som inhuman og småtskårent egoistisk. Søren Krarup og andre tog fat med andre metoder end i tidligere opgør, for eksempel indrykning af annoncer i landets aviser, der i 1986 opfordrede folk til at boykotte Dansk Flygtningehjælps indsamling på grund af deres politiserende og aktive rolle i de åbne grænsers politik.

I stedet for skulle man give pengene til Afghanistan-komiteen. I forhold til de tidligere opgør, der foregik i lukkede kredse, er Tidehvervs opgør især med indvandrerspørgsmålet blevet hævet ind i en mere markant politisk sfære. Dette ses blandt andet ved, at Søren Krarup og Jesper Langballe er gået ind i Dansk Folkeparti, hvorfra de forsøger at føre en politisk kamp for deres mærkesager. Det er en naturlig konsekvens af synet på Loven.

Ræsonnementet lyder: Hvis forsøget på ved ideologi at omforme livet til en utopi er udfordringen, må man gøre kristendommens lovforkyndelse gældende, som binder den enkelte til dennes land og næste i al deres foreløbighed. Man må nemlig ikke ofre menneskene for menneskehedens skyld, det vil sige, at de konkrete mennesker er gode nok, og ethvert forsøg på at forme dem om til noget andet vil altid slå fejl.

Tidehverv er altså fra først til sidst et opgør. I 1949 udtaler N.O. Jensen følgende:

"Tidehverv er udsprunget af en vilje til opgør, og Tidehverv er denne vilje til opgør, hensynsløst, radikalt opgør med alt og alle uanset om det er ven eller fjende. Sålænge denne vilje til opgør lever, lever Tidhverv. Er opgøret afsluttet eller er vennernes kreds undtaget, har Tidehverv ophørt at eksistere, og så kan de for at tale med Storm P. skrive min nekrolog hvordan fa'en de vil."

Opgørene er altså ikke kun med bevægelser udenfor i kirken eller i samfundet, men var især frem til 1980'erne opgør eller hensynsløse samtaler med hinanden i bladet eller på sommermødet.

Opgørets tone er noget som man har bebrejdet Tidehverv fra begyndelsen af, og det som ligger i denne tone, er altså viljen til at tale igennem de hensyn til god takt og tone, der præger de vedtagne meningers tyranni.

På den måde er det altså, at Hans Hauge mener, at Tidehverv er dagens kættere, der siger de vedtagne rigtige meninger imod på en for mange uforståelig hensynsløs og brutal måde, som forhindrer en rigtig samtale.

Inspirationen til bevægelsens opgør har fra begyndelsen været Martin Luther og Søren Kierkegaard, men også forfattere som Rudyard Kipling, Jakob Knudsen, Sigrid Undset, Dostojevski, J.G. Hamann og mange flere. Alle er de udvalgt, fordi opgøret hos disse med skiftende former for ideologi og fromhed er så tydeligt.

2005-2018

I de senere år er der ved at finde et generationsskifte sted. Agnete Raahauge overtog i 2013 redaktørposten for Tidehverv efter sin far Søren Krarup. Bevægelsen har stadig en modvilje mod at blive betegnet som en bevægelse: Man skriver i Tidehverv (bladet), ikke om Tidehverv, som det hedder.

I 2017 udgav sognepræst Henrik Bach efter 10 års research og skriverier en bog med titlen "Konfrontationskurs - Tidehverv og den guddommelige komedie." Hans indgangsvinkel var en af bevægelsens grundlæggere Tage Schack, som var med til at lægge den polemiske tone, som for mange stadig kendetegner Tidehverv den dag i dag. Polemikken og kampen mod helligheden var som bevægelsens dna, og som Vilhelm Krarup sagde: Den dag Tidehverv har et positivt budskab, eksisterer Tidehverv ikke længere. Markante Tidehvervsfolk har dog kaldt dette et misforstået citat: Det handler ikke om provokation for provokationens skyld, men om arbejdsmetoden og opgøret med den følelsesladede oplevelseskristendom. Tidehvervsfolk spejler sig i Luthers kamp mod følelserne og helligheden - og ser i evangeliet fordringen og forpligtelsen.

En ny generation er kommet til i de senere år, og man kan iagttage en vending, som har fundet sted med Søren Krarups datter Katrine Winkel Holm og sognepræst Claus Thomas Nielsen som markante repræsentanter for et opgør med de tidligere generationers rene negativitet, forklarer Henrik Bach i sin bog. Tiden kalder på et behov for at betone det fælles fundament, som for Tidehverv er den lutherske kristendom, det nationale og familien.

Markante tidehvervsfolk modtog Henrik Bachs værk uden større modstand og kaldte den en bog, som ikke er "forklædt polemik" eller "præget af bitre personopgør." Men de anmeldere, som gennem bogen ser et Tidehverv, der opstod i modsætning til Indre Missions fromhed, har misforstået bevægelsens eksistensberettigelse, lyder det fra Jesper Bacher og Katrine Winkel Holm.

Tiderne skifter, og det som engang var et oprør mod Indre Missions forvrængning af evangeliet, er i dag et oprør mod kulturradikal "midtbanegrundtvigianisme," som hælder til billedet af "det ynkelige væsen, der kendes som den nye Gud." Tidehvervs fokus blevet mere opbyggeligt og koncentreret om, hvad der bør forsvares - både kirkeligt set, men i forlængelse heraf også politisk set med Marie Krarups indtræden i den politiske arena og Katrine Winkel Holms grundlæggelse af Trykkefrihedsselskabet.

Denne artikel blev oprindeligt udgivet den 23. juli 2011. Den er senest redigeret den 26. juni 2018.