Hvad siger Bibelen om at spise kød?

Uddrag af antologien Kød, forlaget Tiderne Skifter. Bringes med tilladelse fra forlaget og forfatteren.

I Det Nye Testamente er der en fascinerende beretning om apostlen Peter, som går op på taget af et hus for at bede. Samtidig er han sulten, og der er ved at blive tilberedt et måltid til ham. Under sin bøn får han et syn, hvor han ser en dug blive sænket ned i sine fire hjørner. Den er fyldt med alle mulige slags firbenede dyr, krybdyr og fugle. Samtidig lyder der en røst, der siger, at han skal rejse sig, slagte og spise dyrene. Peter, som er præget af jødedommen, afviser med det samme, at han skulle spise noget, der er vanhelligt og urent. Samme røst fortæller ham da, at hvad Gud har erklæret for rent, må han ikke kalde for vanhelligt. Senere i samme beretning indser Peter, at dette syn først og fremmest handlede om, at det kristne budskab nu ikke blot skulle forkyndes for jøder, men at det også skulle rækkes til folk uden for jødedommen [1].

Beretningen om Peter og dugen fra himlen anskueliggør det skift, der sker mellem jødedommen og kristendommen i synet på dyr, og hvad man må spise. Helt kort kan man sige, at hvor jødedommen opstiller en række forskrifter for, hvad man må og ikke må spise, indebærer kristendommens universalistiske træk (det vil sige, at den retter sig til andre end det jødiske folk), at alle disse konkrete forskrifter ophæves. På samme måde er der også inden for andre religioner specifikke syn på og vaner omkring spisning af dyr. I en dansk sammenhæng er blandt andet muslimske forskrifter blevet meget mere nærværende de sidste tredive-fyrre år, hvor der for eksempel i skoler og daginstitutioner jævnligt dukker diskussioner op omkring forskrifter knyttet til fødevarer. Denne udvikling hænger tæt sammen med den multikulturelle udvikling, som Danmark, i lighed med en række andre vestlige lande, har været en del af i denne periode. Religion er kommet til at spille en langt større rolle i samfundsdebatten generelt, men altså også i diskussioner omkring fødevarer. Derfor er det vigtigt at forholde sig til, hvordan disse forskellige religioner forstår og begrunder deres syn på dyr og kød som fødevarer.

LÆS OGSÅ: Er det uetisk at spise kød?

Verdensreligionerne generelt
Når vi vender os til de store verdensreligioner, er det særligt hinduisme, buddhisme, jødedom, kristendom og islam, der påkalder sig opmærksomhed. De kan deles i to hovedgrupper: Hinduisme og buddhisme har en del fællestræk, ligesom jødedom, kristendom og islam har en del til fælles i synet på dyr som fødevarer. Hvis vi først ser på hinduismen, er det vigtigt at notere sig, at den er så mangfoldig, at det er vanskeligt at sige noget entydigt om dyr som fødevarer. Dette skyldes dels, at den er en samling af en række forskellige religioner og retninger, dels at de forskellige indiske delstater og regioner også har deres respektive særtræk. Dog er der nogle karakteristiske synspunkter, der går igen. Blandt andet er det kendetegnende for hinduismen, at alle former for kød er tilladt som føde på nær oksekød. Koen anses for et helligt dyr, og i flere indiske delstater er det derfor forbudt at slagte køer. Men det er også karakteristisk, at der er en betydelig vegetariansk inspiration. Dels kommer denne til udtryk i én af hinduismens kaster, brahminerne, hvor flertallet er vegetarer. Men også inden for hinduismen mere generelt er der et stort antal vegetarer, hvilket ikke mindst skyldes en inspiration fra princippet om ikkevold (ahimsa).

Inden for buddhismen er der heller ikke en entydig praksis omkring vegetarianisme. Dette hænger også her sammen med, at de forskellige buddhistiske retninger ser forskelligt på dette spørgsmål. Inden for den såkaldte theravada-tradition er det for eksempel acceptabelt at spise kød, blot dyret ikke forsætligt er slået ihjel med henblik på at skulle spises. Dette følger af den grundlæggende buddhistiske norm om ikke at slå noget levende væsen ihjel og som konsekvens heraf at udleve en ikkevolds livsfilosofi. Denne etiske norm indebærer endvidere i mahayana-traditionen, at der bliver en mere direkte tilskyndelse til vegetarianisme. I sin østasiatiske form har denne tradition også regler for, hvilke planter man kan spise, da man ikke ønsker at tage planternes liv.

Princippet om ikkevold får sin mest radikale udformning i jainismen, som er en religion, der har rødder i de samme traditioner som hinduismen og buddhismen. Den hører dog til blandt de mindre af de store verdensreligioner. Inden for denne religion kommer kærligheden til alt levende til udtryk ved en radikal bestræbelse på ikke at tage liv. Dette gælder særligt i forhold til dyr, men også i forhold til planter. Jainismen er derfor stærkt præget af vegetarianisme, og dens tilhængere tilstræber alene at spise bestemte slags planter.

Hvor både hinduismen og buddhismen har vegetarianske træk, forholder det sig anderledes med jødedommen og islam. Spiseforskrifterne inden for jødedommen sammenfattes i det, man kalder kosher (eller kashrut for den mere hebraiske term). Dette er betegnelsen for det, som er tilladt at spise. Helt overordnet gælder det, at det er tilladt at spise alle dyr, der tygger drøv og har spaltede hove [2]. Derfor må man inden for jødedommen for eksempel ikke spise svin, da de ganske vist har spaltede hove, men ikke tygger drøv. Omvendt gælder det for haren, at den tygger drøv, men ikke har spaltede hove, hvorfor det heller ikke er tilladt at spise den. For fugle, fisk og insekter gælder der også en række nærmere forskrifter. I tillæg til dyrets art er der rituelle forskrifter for slagtningen af dyr, sammenfattet under betegnelsen sheḥitah. Disse er ganske omfattende og stiller krav til både dyrets sundhed og til selve aflivningen af dyret. Slagtningen udføres derfor også af en omhyggeligt uddannet og certificeret shoḥet. Efter aflivningen hænges dyret op, så mest muligt blod løber fra det. Når dette er vigtigt for jøderne, skyldes det den opfattelse, at sjælen er i blodet [3]. For selve tilberedelsen af mad er ét af de mest bemærkelsesværdige forhold, at man ikke må sammenblande kød og mælk. Dette nævnes tre gange i mosebøgerne [4] og spiller en vigtig rolle i hverdagskøkkenet for en jødisk familie. For at værne loven på dette punkt, har de jødiske rabbinere foreskrevet, at adskillelsen af kød og mælk skal være så fuldstændig som muligt. Dette betyder, at der skal anvendes separate køkkenredskaber til kød og mælk, ligesom de skal vaskes og opbevares adskilt.

|Også islam rummer en række forskrifter vedrørende kød, blandt andet at man ikke må spise svinekød og kød fra dyr, der ikke er slagtet på den rette måde. Det er blevet meget synligt i de senere års debat om, hvor meget hensyn man skal vise over for religiøst begrundede kostvaner. Det dukker op i Danmark som en debat om for eksempel den danske frikadelle, og hvad man nu kan tillade sig at servere til børnefødselsdage og i daginstitutioner. Men det viser sig også i form af spørgsmålet omkring slagtning af danske kyllinger, hvor kravet om halal-slagtning på grund af eksporten til islamiske lande har betydet, at langt de fleste danske kyllinger i fryseboksene i dag er halal-slagtede. Halal-slagtningen er da også en væsentlig del af de islamiske forskrifter for fødevarer. Kravet er, at dyret slagtes ved, at det får halsen skåret over, så det drænes for blod. På de danske slagterier bedøves dyret, inden dette sker. Slagteren skal samtidigt sige Allahs navn, og nogle islamiske jurister kræver også, at han vender sig mod Mekka. Det anses for forkasteligt at adskille hovedet fra kroppen, når halsen skæres over. Men det er tilladt at lægge snittet bag ved dyrets nakke, så længe dyret stadig lever, når blodet løber fra det. Ud over halal-slagtningen er der en række forskrifter for, hvad man må og ikke må spise. Dette finder vi for eksempel i Koran 5:3, hvor det angives, at man blandt andet ikke må spise svinekød og kød fra dyr, der ikke er slagtet på den rette måde.

I en dansk sammenhæng er det imidlertid kristendommen og dens virkningshistorie, der har langt den største indflydelse på tilgangen til fødevarer og vaner omkring brug af dyr som fødevarer. Derfor vender vi os også til denne i de følgende afsnit.


Kød i Det Gamle Testamente
Spørgsmålet om synet på dyr som fødevarer inden for kristendommen kan ikke skilles fra de allerførste sider i Det Gamle Testamente, hvor mennesket betros et forvalteransvar for Guds skaberværk. I kapitel 1 i 1. Mosebog berettes der om, hvordan Gud, efter at have skabt hele jorden og alle levende væsener på den, sætter mennesket i et særligt forhold til skaberværket. Mennesket er som den eneste af Guds skabninger skabt i Guds billede og får dermed et særligt forhold til den øvrige del af skaberværket. Denne særlige rolle er imidlertid også den, der har givet anledning til misforståelser gennem store dele af kristendommens historie, da den ofte er blevet tolket som et mandat til at udnytte og bruge den ikke-menneskelige natur efter menneskets forgodtbefindende. Her er det dog vigtigt at lægge mærke til, at det allerede i 1. Mosebog kapitel 1, vers 29 udtrykkeligt siges, at mennesket alene får planterne til føde. Det er med andre ord en del af Guds vilje for menneskets forvalterskab, at det ikke bruger dyr til føde. Det er først i 1. Mosebog kapitel 9, vers 3, at Gud indrømmer mennesket dyr til føde, og her altså alene som en indrømmelse. Det er således først efter beretningen om den store vandflod og Guds erfaring med menneskets ondskab, at Gud giver mennesket en ambivalent tilladelse til at spise dyr. Samtidigt er det også vigtigt at lægge mærke til, at Gud ikke blot opretter en pagt med menneskene, men netop også med dyrene. Det nævnes ikke mindre end tre gange i dette kapitel.

Ligesom det ikke er Guds oprindelige vilje, at mennesket skal spise dyr, således er det heller ikke Guds endelige vilje. Hos profeten Esajas skildres det, hvordan det fremtidige messianske fredsrige vil have en paradisisk tilstand, der ligner den oprindelige vilje med skaberværket, hvor ulven og lammet, panteren og kiddet, kalven og ungløven ligger side om side. I Det Nye Testamente føres denne forståelse videre hos Johannes, når han beskriver den nye himmel og den nye jord med billeder, der drager tydelige paralleller tilbage til paradisets have [5]. Menneskets forhold til dyrene er altså i denne mellemliggende periode (mellem den oprindelige og endelige periode) kendetegnet ved tre forhold: For det første er mennesket sat som forvalter i forhold til dyrene, for det andet er dyrene omsluttet af Guds vilje for skaberværket, og for det tredje kan man bibelsk set alene pege på en ambivalent tilladelse til at spise dyr.

Denne positive vurdering af dyr genfindes talrige steder i Det Gamle Testamente. Der er forskrifter for, at man ikke bare må lade et dyr i stikken [6], at en okse ikke må have munden bundet til, når den tærsker [7], at oksen og æslet skal hvile sammen med mennesket på hviledagen [8], at Guds forsyn også omfatter dyrene [9], og profeten Hoseas (foruden Esajas) angiver, at dyrene er med i Guds frelsesvilje [10]. Dyrene ligesom Guds skaberværk i øvrigt er altså langt fra ligegyldige i forhold til Guds vilje. Der er derimod i høj grad tale om skabninger, omsluttet af Guds vilje og omsorg. Disse grundtræk i Det Gamle Testamente understøtter med andre ord en særlig holdning til dyr for den kristne etik. Nogle af disse motiver genfindes også i Det Nye Testamente.


Kød i Det Nye Testamente
Overordnet kan man sige, at der med Det Nye Testamente sker et fundamentalt skift, hvor en række af de hidtidige forskrifter nu kan forstås i lyset af det princip, som Paulus sammenfatter i 1. Korintherbrev: Alt er tilladt, men ikke alt gavner. Alt er tilladt, men ikke alt bygger op [11]. Paulus sammenfatter her, hvad man kan kalde for evangeliets frihedsprincip. Netop i det nævnte kapitel opholder Paulus sig ved spørgsmålet om offerkød, og om det er tilladt for den kristne at spise dette kød. I denne sammenhæng betoner Paulus altså den kristnes frihed til at spise hvad som helst, men at vedkommende samtidigt skal tage hensyn til andre mennesker. Det afgørende i denne sammenhæng er altså ikke kødet og forskrifterne for dette, men derimod det etiske hensyn til næsten, og at man i alle forhold giver Gud æren.

Samme grundtanke finder vi i Romerbrevet, hvor Paulus skriver til de kristne om, hvad de kan spise. Her omtaler han netop den, der spiser hvad som helst, som den stærke i troen, hvor den svage i troen kun spiser grøntsager [12]. Styrken i troen udviser sig altså i en udlevelse af den evangeliske frihed i forhold til, at man kan spise hvad som helst. Samtidig understreger Paulus også her, at det afgørende ikke er, hvad man spiser og ikke spiser. Det afgørende er at tage hensyn til næsten og i alle forhold at gøre dét, der tjener Guds rige.

Hvor de to passager fra Romerbrevet og 1. Korintherbrev begge understreger den evangeliske frihed, og at dette indebærer, at man kan spise hvad som helst, er det samtidigt vigtigt, at Det Nye Testamente også rummer en række udsagn, der peger i retning af, at dyr har en særlig status. Disse passager kan bibelsk set understøtte tanken om, at man bør tage sig særligt af dyr. Dette gælder blandt andet flere steder, der udtrykker Guds omsorg for dyr [13], at hele skaberværket står i et uløseligt forhold til Gud [14], og at den gode fårehyrde er et billede på Guds forhold til mennesket [15].

Selv om både Det Gamle og Det Nye Testamente således har en række passager, der understreger et særligt ansvar for dyr, er det dog ikke det samme som, at der hermed er et argument for en bibelsk funderet vegetarianisme. Hvis vi skal finde nogle af disse argumenter, må vi se på mere overordnede træk for den kristne etik.


Kød i kristen etik
Det bibelske grundlag for en kristen etik i forhold til spørgsmålet om dyr som fødevarer angiver altså nogle overordnede retningslinjer, dels om menneskets særlige rolle som forvalter, dels en påmindelse om dyrenes plads og betydning i Guds frelsesplan. Denne dobbelthed er karakteristisk for kristendommen og vokser ud af den bibelske forståelse af spørgsmålet om forholdet til dyrene. Når Bibelen tilkendes denne rolle, hænger det sammen med, at man for den kristne etik typisk skelner mellem fire kilder Bibelen, traditionen, fornuften og erfaringen. De forskellige kristne kirker og teologiske traditioner vægter disse kilder forskelligt. Men der er en udbredt enighed om, at den kristne etik hviler på én eller flere af disse kilder. Hvis vi ser på én af disse kilder fornuften vil vi umiddelbart komme i retning af en meget almen bestemmelse af den kristne etik og derfor i en vis forstand en etik, der ikke er særligt kristelig. Ved fornuften og egentlig også erfaringen som kilde er der ikke meget, der adskiller den kristne etik fra filosofiske varianter af etik. I denne bog kan de filosofiske tilgange til refleksionen over dyr som fødevare derfor også betragtes som bidrag til den kristne etiks refleksion over dette spørgsmål. Ser vi derimod på Bibelen og den kristne tradition, vil den kristne etik få et mere specifikt kendetegn. Udfordringen for den kristne etik er således at befinde sig i denne konstruktive spænding mellem det almene og specifikke. Begge sider af den kristne etik er væsentlige og må derfor ikke tilsidesættes. Den kristne etik kan derfor kortfattet sammenfattes som den kritiske refleksion over de etiske implikationer af den kristne overbevisning.

|Denne korte sammenfatning af grundlaget for den kristne etik giver samtidigt også udgangspunktet for at inddrage det, som kan kaldes den kristne tradition. Én af de vigtige nutidige kristne etikere i denne forbindelse er Oxford-professoren Andrew Linzey. I hans Animal Theology fra 1994 udfolder han på baggrund af omfattende studier en dobbelt position, som er karakteristisk for kristendommen. På den ene side fastholder han tanken om, at mennesket har en særstilling. Som vi har set det, så er der solidt grundlag for denne opfattelse helt tilbage til de første bibelske tekster. På den anden side argumenterer han lige så klart for, at dyrene har en høj etisk status i Bibelen og inden for kristendommen i det hele taget. Menneskets særstilling bør altså ikke udvises i en ligegyldighed over for dyr, men derimod ved et særligt ansvar for dem.

Den karakteristiske dobbelthed genfinder vi ikke overraskende i den kristne tradition. På den ene side finder vi en række teologer, der vil argumentere for, at menneskets særstilling i skaberværket indebærer, at det har ret til at bruge naturen, herunder dyrene. Det finder vi for eksempel hos den skolastiske teolog Thomas Aquinas (1225-1274), der argumenter for, at der er en naturlig orden givet med mennesket som herre over dyrene. Det følger af denne naturlige orden, at mennesket har lov til at bruge dyrene og naturen i øvrigt. Samme grundtanke findes hos den protestantiske reformator Jean Calvin (1509-1564). Han betoner tanken om mennesket som herre over dyrene og begrunder det med, at Gud har villet det således, for at mennesket ikke skulle mangle noget af det nødvendige til livets opretholdelse. Calvin reflekterer endog over, at mennesket tilsyneladende alene er givet planter til føde i beretningen fra det første kapitel i 1. Mosebog, men argumenterer samtidig for, at man ikke skal tillægge det for stor betydning.

På den anden side har flere teologer, der i tidens løb nok har udgjort en mindre gruppe, samtidigt formuleret en kærlighed til alt levende og dermed også dyrene. Dette gælder blandt andet tiggermunken Frans af Assisi (1182-1226). Hos ham finder vi for eksempel i den berømte tekst, Solsangen, en skildring af, hvordan han forstår dyr og planter som en stor familie med mennesket. Hos den tyske teolog Albert Schweitzer (1875-1965) finder vi en tanke om respekt for liv, der indebærer en radikal bestræbelse på ikke at tage dyreliv på nogen måde. Begge disse teologer repræsenterer altså den anden position inden for kristendommen, hvor kærligheden til dyrene og naturen i øvrigt forstås som en afspejling af Guds kærlighed til og omsorg for skaberværket.


Kød mellem idealisme og kynisme
Sammenfattende for kristendommens tilgang til spørgsmålet om dyr som fødevarer, kan man altså sige, at den befinder sig på et kontinuum mellem på den ene side en vis kynisme, udledt af tanken om mennesket som herre over skaberværket, og på den anden side en idealistisk position, inspireret af centrale kærligheds- og omsorgsmotiver i kristendommen.

Mellem disse to yderpositioner kan man argumentere for det, man kunne kalde for en realistisk position. Denne position vil hævde, at det ikke i sig selv er forkert at spise dyr, men at der bør opstilles nogle kriterier herfor. Disse kriterier kunne være:

• Mennesket har ikke fået en ret til at tage liv, men er blevet givet planter og dyr som føde med henblik på livets opretholdelse. Forvalterskabet i forhold til skaberværket indebærer, at brugen af dyr som føde er begrundet i en nødvendighed. I dagens Danmark kan der næppe argumenteres overbevisende for, at indtagelsen af dyr som føde er nødvendigt.
• Guds oprindelige og endelige vilje er båret af forestillingen om et fredens rige. Det er derfor det yderste mål for en kristen etik at fremme denne vision. Det er ikke foreneligt med denne vision at tage del i den kødproduktion, som kendetegner en lang række vestlige lande. Hvis et dyr spises, må det derfor være ledsaget af en agtelse og respekt for det pågældende dyr, der har måttet lade livet.
• Det er en del af den evangeliske frihed, at der ikke længere er særlige forskrifter for, hvad man må spise. Det kristne menneskes frihed tilsiger således, at man må spise hvad som helst. Dette må imidlertid afbalanceres med, at skønt alt er tilladt, er ikke alt gavnligt. Indtagelsen af dyr som fødevarer bør derfor holdes på et absolut minimum.