Hvem var Herodes, som ville slå den nyfødte Jesus ihjel?
Herodes den Store skabte et storrige, politisk og kulturelt. Men han beskrives som kynisk og sygeligt mistænksom. Selv en en hans koner og en række sønner måtte af den grund lade livet
Både Jesus og Johannes Døberen er født i Herodes den Stores regeringstid. I Det Nye Testamente fremstilles han som en tyran, der kynisk udryddede alle, der stod ham vejen. Således forsøgte han også at få den nyfødte Jesus dræbt. Men han blev også berømt for sine store byggeprojekter, blandt andet det strålende tempel i Jerusalem. Men hvem var Herodes den Store egentlig? Vejen til magten
Herodes' vej til kongemagten viser med al tydelighed hans politiske tæft og strategiske evner som politiker. I det sidste århundrede f. Kr. var Palæstina-området præget af splittelser mellem rivaliserende jødiske grupper. Hertil kommer magtkampe inden for selve den regerende familie, hasmonæerne. Disse stridigheder blev i år 64. f. Kr. udnyttet af romerne, som besatte landet.
SE OGSÅ: Grafik: Historien om den første jul
Antipater, Herodes' far, blev senere indsat af Cæsar som statholder. Antipater var ikke-jøde, men idumæer og dermed ildeset af jøderne. I år 43 blev han myrdet Hans magt som vasal-konge under romerne blev nu delt mellem sønnerne Herodes (Galilæa) og Fasael (Judæa).
Romernes store fjende mod øst, parterne, brød ind i dele af Palæstina-området, afsatte ypperstepræsten, og Fasael og gjorde et medlem af den gamle kongefamilie, hasmonæerne både til ypperstepræst og regent.
Snedigt allierede Herodes sig nu med parterne, så Fasael og den tidligere ypperstepræst blev myrdet. Selv flygtede han dernæst til Rom, hvor han optrådte som romernes ven, der ville støtte dem i kampen mod parternes besættelse af Palæstina. Herodes krævede så til gengæld titlen som konge og reelt kongemagten, når partene var drevet ud af Palæstina.
Det lykkedes nu Herodes med hjælp fra romerske hærenheder at fordrive parterne og den af dem indsatte hasmonæerkonge. Og fra år 37 f. Kr. sad han nu som regent på romernes vegne over et landområde, der strakte sig fra Idumæa i syd, over Judæa, Samaria til Galilæa i nord plus store landområder vest for Jordanfloden.
Herodes' balancegang
I forhold til romerne forstod Herodes at spille sine kort godt. Han havde som vasalkonge en udstrakt frihed til gøre, hvad han ville i Palæstina, mens han i udenrigspolitik skulle rette sig efter Rom. I forhold til magtkampene i Rom viste Herodes sine taktiske evner og at vælge det rette parti i tide.
I kampen mellem Antonius og Octavian om den endegyldige magt over det romerske imperium kunne han under dække af at udføre militære opgaver for Rom i imperiets østlige grænseegne helt holde sig uden for magtkampen. Og da Octavian (den senere kejser Augustus) stod som sejrherre, kunne han melde sig hos denne, nedlægge sin krone og få det hele tilbage. Ja, oven i købet de af den egyptiske dronning Kleopatras besatte områder i Palæstina. Hun stod jo som taberen sammen med Antonius i magtkampen mod Octavian.
I forhold til jøderne måtte han også balancere. Ledende jødiske kredse anså ikke Herodes for at høre til det jødiske folk, selvom han var omskåret. Han var og blev for dem en idumæer. Og det var noget andet. Andre stærke kredse i Palæstina var den græskprægede eller hellenistske overklasse, som Herodes også måtte tage hensyn til og samarbejde med. Balancegangen blev også hans skæbne.
Herodes som en jødisk konge og en ny kong Salomon
I forholdet til jøderne prøvede han loyalt at værne om deres særlige religiøse rettigheder også ude i Romerrigets egne, hvor der var jødiske grupperinger, de såkaldte diaspora-jøder. Han fik dem fritaget for militærtjeneste i den romerske hær. Han sørgede for, at de kunne leve efter de jødiske renhedsforeskrifter og særlige spiseregler i de græsk-romerske byer.
I selve Palæstina hindrede han, at der blev udstedt mønter med kejserens billede, samt at der kom kejserlige standarder ind i Jerusalem. Det var for jøderne ensbetydende med tilbedelse af kejseren. Han krævede omskærelse af dem, der giftede sig ind i hans egen slægt. Men frem for alt prøvede han gennem sit tempelbyggeri i Jerusalem at vise sig som en jødisk konge af Salomons format.
Templet gennemgik en kraftig og altomfattende ombygning. Præster blev uddannet som bygningsarbejder for at kunne bygge på det område, hvor kun præster måtte komme ifølge de jødiske forskrifter. Da templet blev indviet år 10 e. Kr. var det en af verdens syv vidundere. Ombygningsarbejdet fortsatte dog helt frem til år 64 e. Kr.
Rundt i sit landområde rejste Herodes bygningsværker i form af væddeløbsbaner og teatre. Han byggede havneanlæg ved Middelhavskysten, som fik afgørende betydning for skibsfart og handel. Hertil kom en række fæstningsværker som borgen Herodion i Juda ørken og det imponerende vinterpalads på Masadaklippen ved Det døde Hav. Som bygherre og politiker var han netop "den Store".
Herodes som tyran
Men Herodes var ikke mindst den store fyrste, der omgav sig med lærde inden for filosofi, retorik og historie. Med hård hånd styrede han det jødiske råd af præster. Han udnævnte selv ypperstepræsterne uden hensyn til de jødiske traditioner om, at dette embede var livslangt og kun kunne tilfalde en bestemt slægt, nemlig efterkommere af Moses bror, Aron.
Jøderne så med foragt på ham, og alle oprørsforsøg blev slået ned med hård hånd. I Det Nye Testamente fremstilles Herodes da også som kynisk og sygeligt mistænksom over for enhver, som han mente ville tilrive sig magten og myrde ham. Han prøvede imidlertid at imødegå jødernes foragt for ham ved at knytte forbindelse til toneangivende jødiske kredse gennem ægteskab.
Han var gift ti gange. Mest dramatisk var ægteskabet med Mariamne, en prinsesse fra den tidligere kongefamilie, hasmonæerne. Hans mistanke om, at denne familie ville tilrive sig magten igen, førte til flere mord på hasmonæerne. Selv Mariamne og en række af sønnerne blev offer for hans mistænksomhed og måtte lade livet.
Herodes den Store skabte et storrige, politisk og kulturelt. Men hans til vanvid grænsende mistro til andre formørkede hans sidste leveår. Ifølge Matthæusevangeliet stod han bag barnemordet i Bethlehem, et forsøg på at komme den nyfødte Jesus til livs, idet han havde fået underretning om at dette barn var udvalgt til at blive den nye konge. Efter Herodes' død blev riget delt mellem tre af hans sønner. LÆS OGSÅ:Hvem var julens hovedpersoner?