Hvor kommer det onde fra?

Er det Gud, der har skabt ondskaben i verden? Spørgsmål er blevet diskuteret siden oldkirken og optager kristne den dag idag. Foto: Alexandra Buss/Panthermedia/Ritzau Scanpix

Hvordan kan der være ondskab i verden, hvis Gud er almægtig og god? Spørgsmålet kaldes Teodicé-problemet og har optaget kristne tænkere langt tilbage i tiden

Hvor kommer det onde fra? Fra Gud eller fra Djævelen? Dette er et spørgsmål, som er blevet diskuteret siden oldkirken og stadig optager kristne.

Den græske filosof Epikur havde følgende formulering af Teodicé-problemet, som er betegnelsen for spørgsmålet om det ondes ophav, og denne formulering er siden hen blevet lidt af en klassiker:

- Enten vil Gud afskaffe det onde og kan ikke, eller han kan, men vil ikke, eller han hverken vil eller kan, eller han både vil og kan. Hvis han vil, men ikke kan, er han svag, og det kan man ikke regne med hos Gud. Hvis han kan, men ikke vil, er han ond, - hvilket er lige så fremmed for Gud. Hvis han hverken kan eller vil, er han både svag og ond og derfor ikke Gud. Hvis han både vil og kan, hvilket er det eneste der sømmer sig for Gud, hvor kommer det onde da fra, og hvorfor afskaffer han det ikke?

Der er mange forskellige udlægninger og forklaringer på Teodicé- problemet, og ingen af forklaringerne er udtømmende. Problemet, som Epikur fremlægger, står mellem Guds godhed og Guds almægtighed, og de forskellige forklaringer lægger vægten på den ene eller den anden af disse to.

Gud er alt-dominerende
Den ældste forklaring på Teodicé-problemet repræsenteres af Irenaeus fra Lyon (cirka 130 cirka 200), der lægger vægt på Guds almægtighed. Irenaeus mente, at Gud brugte ondskaben som redskab til at træne og opdrage mennesket til at være herre over dyrene, som Gud havde besluttet det ved skabelsen.

Irenaeus' tanker er i nyere tid blevet udviklet af John Hick, der i sin bog Evil and the God of Love skriver, at mennesket er skabt ufuldkomment, og for at blive fuldkommet må det trænes i valget mellem godt og ondt.

Alister E. McGrath skriver om Teodicé-problemets historie i sin bog Christian Theology, at Irenaeus' og Hicks udlægning henter bibelsk støtte i Jobs bog, hvor konklusionen er, at mennesket intet andet kan gøre, end at modtage sin skæbne og bevare sin tro på Gud.

Ligeledes skriver Paulus i Romerbrevet: "Hvem er du da, siden du går I rette med Gud?".

Derudover afviser protestantismens fader, Martin Luther, klagen over ondskaben ved at sige, at mennesker ikke skal spørge, hvorfra lidelsen kommer.

Kritikere af teorien om ondskabens som Guds redskab, spørger til meningen med ondskab, som den kom til udtryk i Auschwitz og Hiroshima, for her udslettes de, der skulle undervises i valget mellem godt og ondt.

Ondskab kommer fra mennesker
En senere udlægning af Teodicé-problemet kom fra Augustin af Hippo (354-430). Augustin levede i en tid, der var præget af gnostikerne, som påstod at ondskaben kom fra en dæmon, der kæmpede mod Gud.

Augustin kunne ikke tilslutte sig denne teori, da tilstedeværelsen af en dæmon i skaberværket ved siden af Gud ville begrænse Guds almægtighed og anfægte den kristne monoteisme. Derfor argumenterede Augustin for, at ondskaben kom fra mennesket selv. Da Gud havde sat verden fri, havde verden kunne vælge mellem det gode og det onde, og havde valgt ondskaben.

Gnostikerne mente, at menneskets sjæl var fanget i verden, og at verden var skabt af en dæmon.

Augustin havde dog fortsat et problem med at definere ondskabens udspring, hvis Gud havde skabt verden god. Derfor indføjede Augustin en falden engel ved navn Satan. I modsætning til gnostikernes dæmon var Satan skabt af Gud, som en engel. Englen Satan gjorde oprør mod Gud, fordi han gerne ville være som Gud selv.

Karl Barth, den schweiziske reformerte teolog, der levede under Anden Verdenskrig, var ikke tilfreds med Augustins personifisering af det onde, og brugte i stedet begrebet 'intetheden' om ondskabens udspring.

I Barths teologi har Gud ikke skabt ondskaben som et redskab, og Gud har heller ikke skabt en frister, men mennesket vælger ondskaben, når det vender sig bort fra Gud mod intetheden.

Denne teologi bliver af nogen anset for at være for metafysisk og teoretisk i forhold til, hvad Bibelen kan lægges til grund for.

Gud har sat verden fri
En helt anden forklaring på problemet repræsenteres af Jürgen Moltmann (1926-), der lægger vægt på Guds godhed i stedet for Guds almægtighed.

I Moltmanns teologi spiller korset en helt central rolle, da Moltmann tolker dette som stedet, hvor Gud lider sammen med mennesker, for fællesskabet. Jürgen Moltmann beskæftiger sig ikke med, hvor ondskaben kommer fra, men i stedet på Guds godhed, og hans fællesskab med menneskene.

Moltmanns teologi understøttes af den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer (1906-1945), der på spørgsmålet "Hvor er din Gud nu?" fra en af sine medfanger i en koncentrationslejr under en offentlig henrettelse svarede: "Han er derhenne og lider med den døende".