Inkvisitionen var kirkens og kongens task force

Inkvisitionen er i dag synonym med tortur, kætterbål og religiøs fanatisme. Men middelalderens inkvisition arbejdede tæt sammen med de verdslige myndigheder. Og at blive brændt var langt fra den mest almindelige straf

Med et moderne udtryk kan man sige, at Inkvisitionen var en særlig task force af undersøgelsesdommere, som de kirkelige myndigheder i middelalderen og tidligmoderne tid i samarbejde med de verdslige myndigheder brugte til at undersøge og bekæmpe kætteri og siden andre religiøse fænomener, der stred mod kirkens dogmer.

Hvad var inkvisitionen?

Inkvisitionsfænomenets historie falder i tre perioder: Den middelalderlige inkvisition ca. 1230-1456, den tidligmoderne inkvisition ca. 1480-1700, hvor den mere berømte spanske inkvisition hørte hjemme. Og slutteligt en periode præget af inaktivitet og udfasning ca. 1700-1834. I de forskellige perioder havde Inkvisitionen også forskellige opgaver og var styret forskellige steder fra.

Ordet inkvisition kommer af det latinske inquisitio og betegner enkelt udtrykt en efterforskning eller et forhør. Den første systematiske inkvisition tog form i starten af 1200-tallet. Det var ikke første gang, man forsøgte at bekæmpe kætteri med lov og straf. Mange fyrster og bystyrer havde i århundreder forud set det som en af deres opgaver at bekæmpe kætterier, der truede kirken og dermed samfundsordenen.

I 1184 skrev paven, Lucius III, til biskopperne og bad dem foretage såkaldte inkvisitioner, altså forespørgsler eller undersøgelser, til bekæmpelse af kætteri i deres områder. Men denne form for ordenshåndhævelse foregik kun i meget begrænset omfang og var meget ineffektiv.

Men op mod 1230 havde man fra pavestolens side skabt et klarere teologisk og juridisk grundlag for dette arbejde. Og ved at indarbejde dele af verdslige fyrsters forfatninger i den kirkelige jura, blev det nemmere at indhente disses samarbejde til inkvisitionens praktiske virke, herunder blandt andet tilfangetagelsen og fængslingen.

I 1231 udsendtes et dokument, der nærmere fastlagde retsforfølgelsen af kættere og de efterfølgende straffe. I de følgende år tog den organiserede og systematiske inkvisition form. Men i dens lange historie bestemtes dens virke i lige så høj grad af de forskellige mål, den var rettet imod.

Middelalderens inkvisition: Kættere og hekse

Kætteri kan være et meget løst begreb. I bredeste forstand var kætteri alle de religiøse opfattelser eller handlinger, der i kritisk grad afvigede fra kirkens mere eller mindre fastsatte lære. Når Inkvisitionen på forskellige tidspunkter retsforfulgte forskellige grupper som protestanter og hekse, så var det i sidste ende fordi protestantismen og hekseriet på hver sin måde blev sat i forbindelse med kætteri.

Men i Inkvisitionens tidlige periode var det primært, dog ikke udelukkende, en bestemt gruppe af kættere, der var målet. Nemlig de såkaldte katharer, hvorfra det danske ord kætter i øvrigt stammer. Det var en trosretning eller sekt, som i løbet af 1100-tallet opnåede en ikke ubetydelige udbredelse i Frankrig, Sydvesttyskland og Norditalien.

Katharismen kunne på nogle områder minde om kristendommen. Den kunne hente støtte i en del bibelske tekster, og havde blandt andet også biskopper i sin organisation. Jesus var også en central skikkelse i den kathariske religion.

Katharerne nød særlig stor udbredelse i Sydfrankrig og Norditalien. Dens religiøse frontfigurer, såkaldte perfecti, omgærdedes visse steder med stor respekt, fordi de oftest levede meget fattigt og fromt. Noget der af og til stod i kontrast til den kristne kirkes egen betragtelige rigdom.

Men katharismen havde et verdensbillede, der radikalt afveg fra det kristne. Katharernes religiøse opfattelse var stærkt dualistisk: Guden, de kristne kaldte Gud, var i virkeligheden en ond gud, som regerede over en ond skinverden. Jesus var til gengæld en budbringer, der gav de indviede katharer muligheden for befri sig fra den onde, materielle verden til en bedre åndelig verden.

I løbet af 1300-tallet lykkedes det at bekæmpe katharerne, og fortrænge de få tilbageværende til fjerne egne i Alperne og Pyrenærerne. Det var omkring dette tidspunkt, at Inkvisitionen som institution begyndte at interessere sig for hekse.

Trolddom og magi var bestemt ikke noget nyt i tidens verdensbillede. Men forestillingerne om hekse som en særlig kategori af skadelige udøvere af magi tog først form i og med at inkvisitorer og enkelte andre akademikere begyndte at undersøge fænomenerne, som de så dem.

Det kan blandt andet ses i forhørene fra tiden: Forestillingerne om en djævlepagt begyndte at optræde oftere og oftere, og samtidig blev fænomenet en form for kætteri. Kort fortalt. Og dermed blev det også Inkvisitionens opgave at bekæmpe det.

Forfølgelserne af hekse havde visse rødder i Inkvisitionens virke. Men efter reformationen i 1500-tallet fortsatte de ufortrødent i de ikke-katolske lande. Også lande som England, hvor der slet ikke havde været nogen inkvisition i første omgang.

Jeanne d'Arc blev dømt to gange

Inkvisitionen var ganske vist en af pavestolens institutioner, men den kunne også bruges som et politisk magtmiddel i stærke kongers hænder.

Den middelalderlige inkvisitions nok mest kendte sag var også en af dens sidste. Pigen Jeanne d'Arc er kendt for at samle de hårdt trængte franske styrker til sejre og fremgang mod englænderne under den såkaldte hundredårskrig (ca. 1337-1453). Men i 1431 var hun faldet i burgundernes og englændernes hænder.

Her blev Inkvisitionen brugt til at dømme og brænde hende som kætter og heks. Men bare 25 år senere, i 1456, brugte Frankrig den samme inkvisition til at frikende den døde Jeanne dArc med tilbagevirkende kraft.

Herefter skulle der gå mere end et par årtier før inkvisitionen igen for alvor blev virksom. Og denne gang blev det endnu tydeligere, at inkvisitionen i realiteten foreløbig var gledet ud af pavernes kontrol. Det var nemlig kongeparret Ferdinand og Isabella, der omkring 1480 startede den siden så berygtede spanske inkvisition.

Hvem var inkvisitorerne?

En af middelalderens mest kendte inkvisitorer var Bernard Gui. Han var en teolog og munk af Dominikanerordenen, og virkede i de første årtier af 1300-tallet i navnlig Sydfrankrig, særlig berømt for sin effektivitet og grundighed. Ca. 1323 skrev han desuden en praktisk lærebog i inkvisitionsvirksomhed.

I dag er Bernard Gui, eller Bernardo Gui, måske mest kendt fordi han optræder i Umberto Ecos roman Rosens navn fra 1980, og i filmen af samme navn fra 1986. Her forhører han blandt andet en kætter og en ung pige, der beskyldes for hekseri.

At de fleste inkvisitorer tilhørte de to store tiggerordener, franciskanerne og dominikanerne, var ingen tilfældighed. De var opstået næsten samtidig med Inkvisitionen, og ud fra en rent praktisk betragtning kunne de også tjene samme formål, nemlig at bekæmpe kætteri.

Tiggermunkene var nemlig oftest bedre prædikanter end de almindelige biskopper og præster, og som omvandrende kom de gerne ud i fjernere egne, hvor resten af kirkens folk havde svært ved at nå. Dominikanerordenen hedder således også Ordo Praedicatorum, prædikerordenen. Men de virkede ikke kun med ordet og gode eksempler.

Dominikanerne er i dag kendt som de flittigste inkvisitorer, mens Inkvisitionen ikke så ofte forbindes med franciskanerne, der forekommer mere fredsommelige og mindre doktrinære. Det er dog ikke korrekt.

Franciskanere var også særdeles ihærdige inkvisitorer. Italien var for eksempel delt i forskellige inkvisitionsprovinser, der var jævnt fordelt mellem de to ordener. I 1278 brændte en franciskansk ledet inkvisition eksempelvis to hundrede katharer på amfiteatret i Verona.

Fra ca. 1300 var inkvisitorerne oftest også doctores legum, dvs. universitetsuddannede i kanonisk ret, kirkelig lovgivning.

Hvordan virkede den? Torturen og kætterbålene

Inkvisitorernes arbejde bestod i, når de kom til en by eller en region, at udspørge grupper af mennesker eller enkeltpersoner om, hvem eller hvad de kendte af kættere eller kætterske handlinger, hvis personerne ikke i forvejen selv var mistænkte.

Disse undersøgelser kunne vare meget længe, det var ikke ualmindeligt at inkvisitorerne udspurgte beboerne i en enkelt egn gennem flere måneder. I disse perioder sad de mistænkte ofte fængslet uden officielt at været blevet anklagede, og de vidste meget sjældent hvem, der havde angivet dem.

I tiden mellem forhørene blev tortur eller trusler om tortur ofte anvendt, hvis inkvisitorerne ikke fik de svar, de ønskede. Men på dette punkt adskilte Inkvisitionens retsforfølgelse sig ikke fra de øvrige, verdslige myndigheders. Tortur og legemsbeskadigelse i det hele taget var almindeligt udbredt.

Som oftest, og navnlig i starten, var det udelukkende de verdslige myndigheders betjente eller bødler, der forestod torturen og straffen, hvis denne indbefattede vold. Det understreger, at Inkvisitionen kun kunne virke med de ikke-kirkelige myndigheders velvilje.

Men samarbejdet med de verdslige myndigheder kunne også bruges som et moralsk forsvar for inkvisitionens virke: Det kunne hævdes, at kirkens folk ikke udførte torturen. I 1256 åbnede en regel dog for muligheden af, at inkvisitorerne også selv kunne deltage i denne del af arbejdet; blot skulle de være to til stede samtidig, så de kunne give hinanden syndsforladelse.

Selve ordet kætterbål forbindes nært med Inkvisitionen. Men dødsstraf ved brænding var kun en af mange mulige straffe og langt fra den hyppigste. Konfiskation af ejendom, tvungne pilgrimsrejser, bøder og fængselsstraffe blev også anvendt.

Med årene blev de mange forhørsprotokoller til et enormt arkiv, som gjorde at Inkvisitionen sad inde med en stor viden om mange mennesker og lokalsamfund i store dele af navnlig Sydvesteuropa. Den kunne være meget svær at undslippe, og da anklagere kunne forblive anonyme, var angiveri udbredt.

På disse punkter kan Inkvisitionen sammenlignes med et hemmeligt politi i en moderne autoritær stat. Også efter datidens målestok var de mistænktes retsstilling ringe. Men det må nævnes, at der også var mange, som helt slap for straf og yderligere forfølgelse, fordi de ikke kunne forbindes med, hvad inkvisitorerne anså for kætteri.