Jellingstenen - Danmarks dåbsattest

Læs historien om stenen, som Harald Blåtand rejste omkring år 965

Jellingstenen, som blev rejst af Harald Blåtand cirka 965, er blevet et nationalt symbol og bruges i det danske pas. Haralds sten er dog ikke den eneste Jellingsten. Tæt på står den lille Jellingsten, Gorms sten. Men det er Haralds runesten, der stadig samler stor opmærksomhed og interesse.

Monumenterne i Jelling
Gravhøjene, runestenene og kirken i Jelling giver os så megen viden om de første danske konger, at de er mere end navne for os. Selve anlægget består af to høje, som har indgået i en skibssætning.

Den ene høj, den nordligste, var oprindelig en bronzealderhøj, hvori der er et gravkammer. I dette gravkammer har man oprindeligt begravet kong Gorm,også kaldt Gorm den Gamle, som i midten af 900-tallet har regeret over det jyske område med centrum i Jelling. Den sydlige høj indeholder ikke noget gravkammer.

Haralds store runesten er placeret nøjagtigt imellem de to høje. Mellem de to høje og tæt på Haralds runesten er der oprindeligt også rejst en stavkirke af Harald. Stavkirken er senere blevet afløst af en stenkirke.

Arkæologiske undersøgelser har vist, at Gorms lig er flyttet fra Nordhøjen og hen under kirken. Det er formentlig sket på sønnen Haralds initiativ i forbindelse med, at han selv blev omvendt til kristendommen.

Jellingstenenes indskrifter
Det ældste skriftlige vidnesbyrd, vi har fra en dansk konge, er Gorms runesten, Jellingstenen, som han har rejst over sin hustru Thyra. Teksten lyder:

Gorm konge gjorde disse kumler efter Thyre sin kone, Danmarks pryd.

Ifølge den danske krønikeskriver Saxo (1160-1208) byggede Thyra forsvarsanlægget Dannevirke i Sønderjylland. Samme Saxo skriver, at hun kom fra et fremmed land, sikkert en høvdingeslægt i den østlige del af Danmark,hvilket har gjort det muligt for Harald senere at gøre krav på det samlede rige. Her er navnet Danmark nævnt for første gang. Den lille runesten kaldes derfor Danmarks Navneattest.

Tilsvarende kaldes Haralds runesten for Danmarks dåbsattest. På den store Jellingsten står der:

Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyre sin moder, den Harald som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.

Den sidste del af teksten efter Danmark findes på stenens to andre sider.

Den store Jellingsten har stort set stået på samme sted siden 965. Den er blevet hævet et par gange siden, kom på et tidspunkt til at hælde mod vest, men blev rettet op igen i 1981. Dens vægt er da også betydelig: ca. 10.000 kg, og højden er 2,43 m. Stenens figurer og runerne er hugget i lavt relief, og man mener, at den oprindelig har været farvelagt. En kopi er opsat i Nationalmuseets gård, som netop er farvesat. På museet Kongernes Jelling findes også en model af stenen.

Kong Haralds kongedømme
Gorm dør sandsynligvis år 958. Om sønnen Harald først da overtager kongemagten, eller han har regeret en række år sammen med sin far, er uklart. Krønikeskriveren Adam af Bremen(ca. 1040 1081) fortæller, at Harald regerede i 50 år.

I øvrigt er vi godt underrettet om begivenheder i Danmark fra sidste halvdel af 900-tallet. Det skyldes især den samtidige Sakserkrønike, skrevet af Widukind,samt den lidt senere biskop Thietmar fra Merseburg. Fra disse krønikeskrivere har vi dels vort kendskab til Haralds magt som konge, dels han omvendelse til kristendommen.

Ifølge krønikeskriverne er Harald den første konge, der har magt over det samlede danske område, hvilket netop fremgår af Jellingstenens tekst. Harald var imidlertid trængt sydfra, og tyskerne besatte på et tidspunkt grænselandet ved Hedeby. Når han roser sig af, at han vandt sig hele Danmark, kan det være en hentydning til, at han genvandt den sydlige del af Jylland i 983.

I øvrigt har Harald etableret fæstningsanlæg ved Fyrkat, Trelleborg og Aggersborg. Hertil kom en række broanlæg over de større åer alt sammen for hurtigt at kunne føre krigere fra den en landsdel til den anden. Der var også tale om norske angreb på Haralds område, hvilket har ført til, at han har fået kontrol over det norske område, hvilket bekræftes af Jellingstenen, samt af skjaldedigtningen. Således gik den norske jarl, Hakon i Haralds tjeneste.

Jellingstenen viser omvendelsen til kristendommen
På Jellingstenens sydvestlige side er indhugget et relief, som forestiller den korsfæstede Kristus. Han er formet på et naturligt fremspring i stenen. Selve korset er imidlertid usynligt, og man ser Kristus med armene rakt ud vinkelret fra kroppen. Han er iklædt en krigers eller en konges dragt og tornekronen ligner mere en krone end et torturinstrument.

Det er den sejrende Kristus. Han er omgivet af et kunstfærdigt ormeslyng, eller måske skal det snarere forestille vinranker. Vinrankerne er et gammelt motiv i den kristne symbolik og skal minde om Jesu ord: Jeg er vintræet. I er grenene.

Det er ikke mindst Widukind, der i sin Sakserkrønike fortæller om Haralds omvendelse.Ifølge Widukind blev Harald omvendt ved et mirakuløst bevis for kristendommens sandhed. Under en fest var der opstået en diskussion om, hvorvidt Kristus var den stærkeste blandt guderne. Danerne mente, at deres guder var langt stærkere.

Over for danerne hævdede præsten Poppo,at der var en eneste sand Gud og Fader og Helligånd, mens afguderne var dæmoner og ikke guder. Kong Harald, om hvem det siges, at han var ivrig efter at høre, men sendrægtig i at tale, spurgte ham nu, om han var villig til at bevise denne tro på sig selv, hvortil Poppo uden tøven svarede ja.

Widukind fortæller nu videre, hvordan Harald lod Poppo bevogte og næste morgen lod et stort og tungt stykke jern ophede og befalede Poppo at bære det. Hans hånd var imidlertid uskadt og kongen omvendte sig derpå til kristendommen.

Imidlertid antyder Widukind, at en vigtig grund til kongens omvendelse også har været frygten for et tysk angreb. Der er ingen tvivl om, at den tysk-romerske kejser Otto I (tysk konge fra 932, kejser fra 962-73) har presset på, for at Harald skulle antage kristendommen. I forvejen havde Otto I opsyn med biskopperi Danmark, som vi nærmest må sammenligne med omrejsende missionærer, der prøvede at etablere en kirke blandt danerne. Med Haralds omvendelse er der så småt kommet en egentlig kirkelig struktur, hedenske skikke er langsomt blevet afskaffet, I alt fald har kongen ikke længere deltaget i hedenske kulthandlinger.

Et omstridt nationalsymbol

Når vi slår op i det danske pas, ser vi Jellingstenens Kristus, samt den dyreornamentik, som er indhugget på stenenes tredje side. Med denne symbolik har man fra de danske myndigheder valgt Haralds opfattelse af kristendommen som et udtryk for det danske. Dette mødte kritik sidste år, hvor flere mente, at korset som symbol i et dansk pas stred mod den grundlovssikrede religionsfrihed. Kritikken blev afvist af de fleste danske partier.

I begyndelsen af februar 2011 blev stenen udsat for en graffitimalers hærværk.

Professor i middelalderhistorie Brian Patrick McGuire skrev på Politiken.dk:

Jellingstenen er helt indlysende et stykke propaganda for Haralds magt og tro. Den forsyner danskere med en fødselsattest, der virker mere ægte og overbevisende end noget andet europæisk lands grundlæggelsesfortælling. Fundamentet for den stærke danske selvbevidsthed var lagt: Vi ved, hvem vi er, fordi vi ved, hvor vi kommer fra.