Kierkegaards centrale tanker om personlig tro

Søren Kierkegaard gjorde sig mange tanker om kristendommen og om det enkelte menneskes tro. Her bringes en introduktion til tre af Kierkegaards vigtigste tanker om den personlige tro

Søren Kierkegaard (1813-1855) var en kristen tænker. Men han søgte ikke at formulere religiøse læresætninger eller at udarbejde teologiske systemer. Kierkegaard var eksistentialistisk kristen forfatter, og ville beskrive de trosmæssige erfaringer og udfordringer, som det enkelte menneske personligt kan stå overfor. Og han ville beskrive måder, hvorpå den enkelte kunne forholde sig til disse erfaringer og udfordringer. Her bringes en kort introduktion til tre af Kierkegaards centrale tanker om personlig tro.

Kierkegaards 70.000 favne
Som kristen tænker mener Kierkegaard, at mennesket er et væsen, der har et forhold til Gud, men troen på Gud er for Kierkegaard ikke noget, man primært når frem til gennem fornuften og rationel tænkning. Gud overskrider vores fornuft og rationaler.

Gud er ikke noget, mennesket kan definere og sætte på formel eller hvis hensigter og natur, vi kan opnå sikker viden om. For Kierkegaard er den kristne tro altså ikke præget af objektiv vished. I et af værkerne står der:

"Kan jeg objektivt gribe Gud, saa troer jeg ikke, men netop fordi jeg ikke kan det, derfor maae jeg troe; og vil jeg bevare mig i Troen, maa jeg bestandig passe paa, at jeg fastholder den objektive Uvished, at jeg i den objektive Uvished er "paa de 70.000 Favne Vand", og dog tror." ("Afsluttende uvidenskabeligt Efterskrift")

Vi kan ikke gå om troen på Gud som katten om den varme grød og forvente at opnå total objektiv vished om Gud, før vi tør tro. På et tidspunkt må vi "springe" ud i troen.

Den kristne tro er for Kierkegaard en tro på trods af paradokser og absurditeter; ellers var den netop ikke tro. Denne tanke skildres for eksempel ud fra historien om Abraham og Isak i Kierkegaards pseudonyme værk "Frygt og Bæven".

Skyld, anger og synd
Men hvordan kan mennesket overhovedet indse, at det har et forhold til Gud? Det kommer Kierkegaard blandt andet ind på i sine tanker om skyld, anger og synd.

Visse mennesker har ingen absolutte standarder eller værdier, der afgør hvordan livet skal leves. Det ændrer sig fra situation til situation. Denne type person kalder Kierkegaard for æstetikeren.

Andre har en målestok for godt og ondt og rigtigt og forkert i deres tilværelse og har forpligtet sig til at leve et liv, hvor denne forskel fastlægger, hvordan de handler. Denne type kalder Kierkegaard for etikeren. Når etikeren ikke lever efter denne målestok, føler han skyld og angrer. Med sin anger søger han at komme på rette kurs igen og at genoprette sammenhængen i sit liv.

Men der findes skyld, som mennesket ikke kan angre sig ud af. Det har det religiøse menneske indset. Den skyld, man ikke kan angre sig ud af, kalder det religiøse menneske for synd. Det religiøse menneske mener kun, at Guds tilgivende kraft kan ophæve synden og føre mennesket videre fra synden. Mennesket har derfor et eksistentielt behov for Gud. Og da æstetikeren og etikeren ikke har indset dette eller tør overgive sig til den kendsgerning, lever de dybest set et liv i fortvivlelse.

Forskellige former for religiøsitet

Kierkegaard skelner mellem forskellige former for religiøsitet. Én type troende tror da på Gud og på Guds tilgivende kraft, selvom det strider mod al menneskelig sandsynlighed, men forholder sig ikke til det paradoksale i den Gud, der tros på.

For en anden type troende er det ikke blot Guds tilgivende kraft, der strider mod den menneskelige fornuft, men også Gud selv, der er et paradoks, ved at være en evig instans, der som Jesus Kristus kommer ind i tiden og historien. Denne type religiøsitet kalder Kierkegaard for den specifikt kristelige religiøsitet.

Kierkegaards tanker om troen hænger sammen med hans tanker om den etablerede kristendom i folkekirkens form, religiøs praksis og med tanken om efterfølgelse af Kristus. Disse tanker vil blive introduceret i kommende artikler om Kierkegaard og troen.