Kirkekampene fra 1849 er stadig de samme

Maleri fra Guldalderen af Wilhelm Bendz. Blandt andet N.F.S Grundtvig og Johan Ludvig Heiberg holdt diskussions- og kunstselskaber. Foto: Wikimedia Commons -

Da folkekirken blev til med Grundloven af 1849, blev tre kirkepolitiske fløje støbt i jern, og den dag i dag viser de sig, hver gang en ny præstesag dukker op, mener kirkehistoriker Anders Holm

Da den danske stat den 27. december 1842 udstedte en plakat om, at danske baptisters børn skulle tvangsdøbes, fik det langt større betydning, end nogen kunne have forudset. Sagen var nemlig med til at tegne rammerne for, hvordan udformningen af den nye folkekirke kom til at se ud syv år senere.

Før Grundloven af 1849 var den danske kirkeordning baseret på statskirken. En statskirke er den kirke, der ikke tillader nogen anden form for troslære end den, staten har vedtaget. Man er født ind i den. Da den danske stat var tro mod den evangelisk-lutherske lære om barnedåb, kunne den derfor ikke leve med baptisternes holdning om, at kun voksne mennesker bør døbes.

Ifølge post.doc. ved det teologiske fakultet i København Anders Holm fik sagen om tvangsdåb afgørende betydning:

Baptist-sagen blev bestemmende frem mod 1848, hvor Grundlovsudvalget trådte sammen. Allerede da trådte tre klare kirkepolitiske positioner frem, og kanterne var dermed trukket op før 1848.

Disse tre positioners holdninger til dåbsspørgsmålet var ganske klart defineret. Der var dem, som mente, at man burde tvangsdøbe børnene. Det var naturligvis dem, som åbent støttede statskirken, og her stod den prominente biskop J.P. Mynster i spidsen. Han talte altså åbent for statens indblanding i kirkelige anliggender med det sigte at sikre en klar, læremæssig linje.

Der var også dem, der mente, at staten burde blande sig udenom kirkelige anliggender, og at kirken skulle have selvstyre gennem en ledende forsamling inden for kirken, repræsentativt sammensat af alle dele af det danske kirkeliv. Denne forsamling skulle så uden statens indblanding diktere kirkens egne love. Fortalerne for den løsning var folk som professor H.N. Clausen og D.G. Monrad. Clausen var for øvrigt den professor, Grundtvig angreb i Kirkens Gjenmæle (1825) med det resultat, at Grundtvig fik en injuriedom og sattes under livsvarig censur, og D.G. Monrad var den mand, der skrev det første udkast til Grundloven.

LÆS OGSÅ: Grundtvig gjorde op med fornuftsdyrkelsen

Til sidst var der dem, som talte for den totale frihed for de enkelte menigheder til at fastlægge egne læresætninger og liturgi, selvom de ville blive inden for folkekirken. Mest prominent af denne positions fortalere var netop Grundtvig, der havde et ekstremt liberalt synspunkt på, hvad folkekirken skulle kunne rumme.

Løfteparagraf og en åben grundlov
Det var altså disse tre positioner, der stod stejlt over for hinanden på spørgsmålet om tvangsdåb af baptisters børn, der definerede det kirkelige landskab op mod 1848, da man begyndte at diskutere en grundlov for det danske rige. Det resulterede i, at man i 1849 med Grundloven på papiret gik fra en statskirke til en folkekirke. Anders Holm uddyber:

Det afgørende skifte var,at religionsfriheden blev indstiftet, men det forbløffende er, at intet så ud til at ændre sig - statskirken fortsatte. Det var stadig Rigsdagen, der styrede kirken, og selvom man med Grundloven fik en løfteparagraf om, at folkekirken skulle have sin egen forfatning, var kirken efter 1849 og er den dag i dag stadig under politisk magt.

Den løfteparagraf, Holm omtaler, er §66 i Grundlovens kapitel VII. Her står: Folkekirkens forfatning ordnes ved lov. Og netop løftet om en selvstændig forfatning for folkekirken sikrede ifølge Anders Holm på mange måder, at alle tre positioner kom til orde:

Man siger tit, at Grundloven var Mynsters sejr, fordi statskirken levede videre. Alligevel kom også de to andre opfattelser til orde, og det er interessant, at det ikke entydigt var Mynsters position, der vandt. Alene det, at man fik religionsfrihed, var dybest set imod Mynsters tænkning og er imod ideen om en statskirke. Her trak både Grundtvig og Clausen i retning af mere frihed, og de var begge tilhængere af kirkens frihed fra staten.

Mynster kunne være tilfreds, fordi kirkens selvstændighed forblev en mulighed, ikke en realitet. Samtidig var Grundloven også tilfredsstillende for professor Clausens position, fordi det åbnede for muligheden af en synodal kirkeordning. Til sidst var Grundtvig en stor tilhænger af de forskellige frihedsbestemmelser som for eksempel religionsfriheden, selvom hans egentlige sejr først kom med sognebåndsløsningen i 1855.

Men Clausens og Grundtvigs positioner var også radikalt forskellige, påpeger Anders Holm:

Grundtvigs påstand var, at synoden ville blive en fortsættelse af tvangen bare fra andet hold end staten. Det siger han navnlig, da man i årene efter 1849 begyndte at diskutere den forfatning, man kun fik løfte om. Det samme ville ske, mente han: En lille gruppe mennesker ville sætte sig på lærebegreberne og liturgien. Principielt ville der fra Grundtvigs synsvinkel kunne gås langt for, at for eksempel Grosbøll-sagen kunne forblive en sag mellem præst og menighed og ikke en sag for hverken stat eller en synode.

Den dag i dag
Anders Holm mener at kunne se tegn på, at de tre positioner selv den dag i dag tegner diskussionerne:

Kampen mellem de tre gamle fløje manifesterer sig hver evig, eneste gang, vi har en præstesag. Tag bare Grosbøll-sagen igen. Man kan spørge, hvor langt væk fra fortiden man befandt sig. Var der ikke dem, der krævede statskirkens magt demonstreret? Men også dem der ville kalde til orden i de indre kirkelige linjer? Og så endelig dem der forsva­rede præsten og menighedens ret til at finde hinanden som det allerhelligste?

Løfteparagraffen er som nævnt aldrig blevet indfriet, og staten er stadig øverste myndighed i kirkelige spørgsmål. Der blev i 1853 nedsat en kommission til blandt andet at diskutere muligheden for løfteparagraffens indfrielse, men grundet en hel række faktorer blev det ikke til noget, og der har været flere kirkekommissioner siden. Alligevel påpeger Anders Holm, at mange af de ting, en eventuel forfatning kunne indeholde, allerede er blevet en del af den danske folkekirkeordning. Han nævner menighedsrådene og stiftsrådene som klare eksempler:

Vi mangler bare forfatningen, der sikrer, at kirken varetager egen ledelse. Man kan diskutere, hvad der vil ske, og man kunne give kirken selvstyre uden at ændre Grundloven. Det er bestemt muligt og sandsynligt, at man får en forfatning, inden man får en grundlovsændring.

Men indtil videre fortsætter Folketinget som kirkens over-synode.